Fra 1998 til 2014 blev der med få års mellemrum opført seks operaer baseret på romaner af Svend Åge Madsen i Aarhus Sommeropera. Vidt forskellige og med fire forskellige komponister. I et interview fortæller forfatteren selv om sit forhold til musikken i almindelighed og til operaen i særdeles. Derefter gennemgås operaerne en for en.

I studieårets første teoritime for nye 1. års studerende plejede jeg, dengang jeg var lærer ved Det kgl. danske Musikkonservatorium, at begynde med en lille indledning om, hvad musikteori er. Nedenstående artikel er en viderebearbejdelse og udbygget version af denne indledning.

Pelle Gudmundsen-Holmgren (1932-2016) er en af de helt store komponister i efterkrigsgenerationens danske musikliv. I hele sin levetid beundret af alle fraktioner og fremhævet som symbol på kreativ ærlighed og musikalsk originalitet. Den engelske musikskribent Andrew Mellor giver hér en personlig introduktion til hans værk.

Artiklen beskæftiger sig med hovedstrømningen i udviklingen af de musikalske idealer for fællessang i Danmark. Hvorfra stammer den praksis at fællessangen helst skal understøttes af et klaver eller et orgel, og hvorfra kommer de musikalsk-æstetiske idealer, som vi mere eller mindre bevidst synger ud fra?

For den franske filosof Vladimir Jankélévitch var musikken det halve liv. Han skrev lidenskabligt og indsigtsfuldt om klaverets komponister, særligt de romantiske virtuoser med Franz Liszt som den mest beundrede. Oversætteren Vagn Lyhne har samlet uddrag fra filosoffens skrifter om musik og formet dem til et essay, som formodentlig er den første introduktion til Vladimir Jankélévitch for et dansk publikum.

Hans Abrahamsens sangcyklus let me tell you har været intet mindre end en verdenssucces. Siden premieren i 2013 har værket været opført mere end 40 gange i Europa og USA, frem til 2020 udelukkende med Barbara Hannigan som solist og med mange førende dirigenter. Sangcyklen blev allerede i 2015 indspillet og udgivet på cd med Andris Nelsons, Det Bayerske Radioorkester og Barbara Hannigan (Winther & Winther), og i 2016 fik værket tildelt både Grawemeyer-prisen og Nordisk Råds Musikpris.

Martin Bigum vil være kendt af de fleste som malende billedkunstner, multikunstner, paneldeltager i DRK’s kunstquiz m.m. - på det seneste også romanforfatter. Gennem hele sin karriere har han lyttet til musik, når han malede. Der har været mange favoritter. Men i 1993 måtte han simpelthen slippe penslen, da han blev præsenteret for Arvo Pärt. Det ændrede hans kunst og hans verdenssyn.

Med afsæt i originale kilder til den ikoniske koncert i København 1961, ”Jazz og europæisk tradition”, viser Christian Munch-Hansen, hvordan Finn Savery blev en pionerskikkelse inden for den såkaldte Third Stream-musik i Danmark, en tradition for at sammensmelte jazz og klassisk musik, der lever videre den dag i dag i Danmark som internationalt.  

Som en af meget få komponister har Finn Savery komponeret lige hjemmevant inden for klassisk og moderne partiturmusik, jazz og elementer af populærmusik. Erik Christensen giver det brede overblik over Saverys vidtfavnende karriere, der spænder over mere end seks årtier og afspejler vigtige tendenser i efterkrigstidens musikalske udvikling.

Schuberts sangcyklus Winterreise er en af genrens første og største mesterværker. Temaet er ulykkelig kærlighed, men i en usædvanlig modus: Det er sket, hun har svigtet, og teksten er næsten renset for tilbageblik. Det drejer sig ikke om fortvivlelse, men om meningsløshed. Som lyttere følger vi jeg’et gennem 24 sange på den formålsløse vandring mellem steder i vinterlandskabet, og det er, som om han selv er fastfrosset i et vinterligt stemningsleje.

At musik betyder noget særligt i mine bøger er en voldsom underdrivelse. Overalt forekommer der referencer til og beskrivelser af musik, og de strækker sig fra den klassiske kompositionsmusik til popkulturens som regel noget mere lettilgængelige toner og jazzens måske efterhånden lidt hengemte eller hemmelige felt. Indimellem tænker jeg over, hvorfor det forholder sig sådan, men opdager altid, at det er tilfældet og tilfældets musik, der har præget mig, siden jeg var barn.

Denne artikel er tænkt som en håndsrækning til alle, professionelle som amatører, der har lyst til binde an med at spille tidligere tiders musik, og som stiller sig meget tøvende over for den store udfordring, som spørgsmålet om ornamentik udgør. Der er mange spørgsmål, der skal besvares, og man må vel at mærke holde sig for øje, at det er en stillingtagen i sig selv, hvis man blot viger udenom.

Thomas Jensen (1898-1963) var nok en af de betydeligste danske kapelmestre nogensinde, skønt han hurtigt forsvandt ud af offentlighedens hukommelse. I juni 2021 lancerede pladeselskabet Danacord imidlertid en serie, der juli 2022 foreløbig omfatter 13 dobbeltalbum under signaturen The Thomas Jensen Legacy. Forfatteren fortæller om fænomenet Thomas Jensen og dykker ned i det rige materiale.

Tv-seriernes titelsekvenser har ændret sig afgørende inden for de seneste små tyve år både i udformning, betydning, længde og placering. Palle Schantz Lauridsen undersøger udviklingen, idet han henter sit  analytiske materiale i fire tv-serier, der på forskellig vis tager afsæt i Arthur Conan Doyles fortællinger om Sherlock Holmes.

Musik kan høres på mange måder. Bl.a. som spændingsforløb – energier, der vokser og aftager i små eller store bølger. Denne måde at tænke på var kernepunktet for en håndfuld teoretikere fra starten af 1900-tallet: energetikerne. Den mest signifikante af disse var Hans Mersmann (1891-1971), som her præsenteres af Svend Hvidtfelt Nielsen.

Sjostakovitjs musik opfattes af det vestlige publikum meget ofte som kommentarer til statens og kommunistpartiets gøren og laden. Er hans værk loyalt og sympatisk indstillet over for styret, eller er der snarere tale om en skjult kritik af samme? Er det noget, vi kan høre i musikken? Og er det en vigtig diskussion for os som lyttere af Sjostakovitj?

Hans-Arne Hausted undersøger forskellen i spillemåden mellem dansk og svensk spillemandsmusik og sætter fokus på rytmefornemmelse og forsiringspraksis. Undervejs gør han sig betragtninger over overleveringen af melodimateriale, videreførelsen af spillestil og begrebet "tradition", som altid har spillet en stor rolle i spillemandsmiljøets selvforståelse.

Vi kender det eksempelvis fra Wienerfilharmonikernes nytårskoncert: Der er tre slag i takten, men de er ikke lige lange. Musikken ”swinger” – to-slaget kommer for tidligt. Emnet hører til de mere nørdede (og er som sådan ikke en sjældenhed i PubliMus!), men behandles af forfatteren med både stor detaljekundskab og grundige og overraskende udblik til andre emner i musikhistorien, dansens historie og kulturhistorien.

Der findes ikke en én-til-en oversættelse fra node til klingende musik, men noderne sætter en ramme, inden for hvilken musikeren kan bevæge sig, ”interpretere” siger vi. Men forholdet mellem nodetekst og fortolkning er slet ikke så entydigt, som man skulle tro. Den anden halvdel af musikhistorien handler om det, der falder uden for rammerne, og om hvordan rammerne til stadighed er til forhandling og stadig flytter sig.

Musikken er godt for noget: musikken kan være terapeutisk, den kan formidle fællesskabsfølelsen, styrke børns udvikling af matematisk kompetence etc. Men for de allerfleste er musikken først og fremmest et gode i sig selv: Den har en iboende værdi, og det er den, Christian Kock søger at beskrive i sin artikel.

Arierne i Mozarts operaer hører til vort musikdramatiske arvesølv. Mindre kendte, men bestemt ikke af ringere kvalitet, er hans koncertarier. Nogle er skrevet direkte til koncertbrug og skræddersyet til bestemte sangere, andre er tilkomponeret som indlæg til andre komponisters operaer. Artiklen kommenterer arierne i kronologisk rækkefølge.

Miles Davis’ album ”In A Silent Way” er skelsættende i jazzrockens historie. Artiklen gør rede for de egenskaber, der samlet set udgør værkets musikalske stil, og søger at afdække, hvorledes de hver for sig og i forskelligt tempo blev integreret i Davis’ musikalske udtryk fra 1965, hvor han indspillede albummet ”E.S.P.”, og frem til 1969, hvor “In A Silent Way” blev til.

Bent Lorentzen (1935-2018) er en af Danmarks mest produktive operakomponister. Artiklen giver den første samlede fremstilling af hans musikdramatiske værker i perioden 1963-1995, hvor han også er en signifikant figur i tidens institutionelle og musikpolitiske forhold.

Brahms og Wagner uden vibrato? Ja, sådan spillede orkestrene faktisk i komponisternes egen samtid, og efterhånden som dette bliver udforsket, lader moderne orkestre og dirigenter sig inspirere heraf. Der er – på mange måder – stor forskel på det, som var symfoniorkestrenes klanglige ideal og almindelige praksis helt frem til Mahler, og det, vi i dag i alle medier tager for givet. Det gør forfatteren rede for sin artikel under anvendelse af et væld af video- og lydeksempler.

Artiklen giver et bidrag til fortællingen om komponisten Bent Lorentzens barndom og ungdom. Teksten er baseret på storebroren Jens Jørn Lorentzens (“Sjørn”) notater, på materialer fra familiens arkiver, på komponistens egne håndskrevne erindringsglimt med titlen Memoirer, og på flere interviews med Bent og med Sjørn og hans hustru Dorthe.

Langfredag 1724 blev den første af Johann Sebastian Bachs passioner, Johannes-passionen, uropført i Leipzigs Nikolaikirke. Hvad hørte menigheden, hvad tænkte de, hvad gik gennem hovedet på dem i løbet af de omkring to timer en opførelse varer? Vi har ingen kilder. Forfatteren forsøger at skrive sig ind på begivenheden under en musikalsk, historisk, biografisk og teologisk synsvinkel.

Hvad skete der i det danske klassiske musikliv i ungdomsoprøret? Midt i det frodige anarki fremstod i København ca. 1968-72 ”Gruppen for alternativ musik”. Forfatteren optegner kronologien for Gruppens eksistens på basis af kilder og samtaler med to af de vigtigste medlemmer, de dag fremtrædende danske komponister Hans Abrahamsen og Ole Buck. Artiklen præsenterer links til musikoptagelser, der aldrig før har været offentliggjort.

Artiklen kan betragtes som et supplement til Marstals biografi fra 2019 om komponisten Else Marie Pade (1924-2016). Med fokus på hendes særlige hverdagsnationale kunstpraksis som pionerkomponist inden for det internationale elektroniske musikområde i perioden 1954-1958 undersøger den, hvad forfatteren betegner som hendes “upåagtede danskhed”.

Første Verdenskrig var den første af sin slags, hvor kunstnere i så stort omfang registrerede, reflekterede og reagerede undervejs, hvad enten de deltog aktivt i krigen eller ej. Paris lå tæt på krigsfronten, og hér udviklede sig en verdensfjern fin-de-siècle dyrkelse af det æstetiske side om side med eksperimenterende avantgarde. Et ikonisk eksempel på et avantgardistisk værk er balletten Parade, som i denne artikel vil blive nærmere beskrevet og set i sammenhæng med krigen.

»Jeg kan virkelig ikke lide at skrive … Noget skal der til for at komme igennem det, og derfor hører jeg næsten altid musik når jeg skriver – og afhængigheden er stor. Musikken rummer den rette mængde eskapisme, nok til jeg kan holde det ud, men det handler selvfølgelig ikke kun om flugt. Musikken kan spændes for vognen på forskellige måder.«

I årene 1878-1880 besøgte den unge komponist og pianist Siegfried Langgaard flere gange Franz Liszt i Weimar. Hans breve hjem til moderen og til kæresten, hans senere hustru Emma Foss, giver et interessant og underholdende billede af masterclass-kulturens begyndelse i 1800-tallet. Liszt bekræftede Langgaard som kunstner og introducerede ham til de nye moderne udtryksformer, som dannede basis for hans egen påvirkning af kommende danske elever på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt af hans søn Rued Langgaard.

“Haydn, Mozart og Beethoven” siger vi, omtrent med samme selvfølgelighed som vi siger Rip, Rap og Rup. Men i dag er denne Wienerklassikkens treenighed nok lidt af en tilsnigelse, i forhold til Mozarts og Beethovens urokkelige højstatus er Haydn sakket agterud, ingen tvivl om det. Opfattelsen af ham som genial, men harmløs og ofte mere muntert-ligetil end vedkommende, er sejlivet. Men da den 24 år yngre Mozart tog afsked med det timelige, var Joseph Haydn en ubestridt førerskikkelse. Karl Aage Rasmussens artikel gør rede for, hvordan musikkulturen har opfattet Haydn og hans betydning fra hans egen tid og til i dag, godt 200 år efter hans død.

»Jeg hylder ungdommens første bud på noget, der sagde mig noget. I dette ekko stod jeg op, lænede mig mod en dør eller faldt og faldt mod en madras og et syndefald. Ensomheden længe leve! Her voksede jeg op; men inde fra min brors værelse, gennem to døre, lød en musik, som rejste mig op og kaldte ved sin begyndelse på noget i mig, der stadig står ubeskrevet, selv om meget er skrevet, læst og genskrevet.«

»Det er et stort kulturelt fremskridt, at folk i dag tilsyneladende fuldkommen fordomsfrit lytter til al slags musik. Monica Zetterlund, The Cure, Ornette Coleman, Arvo Pärt og Dolly Parton roterer på skift i cd-afspilleren, men så sent som i 1991 føltes det grænseoverskridende for mig og mine to venner, Elo og Frederik, da vi en efterårsaften mødte op på Malmö Isstadion for at høre Frank Sinatra, som ikke bare tilhørte en „forkert generation“, men også et kulturelt segment, vi bestemt ikke identificerede os med, men tværtimod altid havde lagt afstand til. Kort sagt - man var, hvad man hørte.«

Jørgen I. Jensen og Michael Fjeldsøe er nok landets fremmeste Carl Nielsen-specialister. Men faktisk havde de aldrig havde talt sammen om Carl Nielsen, før PubliMus bragte dem sammen til en samtale en varm majdag 2018 i Jørgen I. Jensens lejlighed på Frederiksberg. Det følgende udgør en del af samtalen i redigeret form. Samtalen er selvsagt primært en dialog mellem Jensen og Fjeldsøe, men indeholder også indspil fra PubliMus-redaktørerne Søren Schou og Carl Erik Kühl, som var til stede med båndoptageren.

I 1980 og 1986 skrev komponisten Finn Høffding (1899-1997) to breve til komponistkollegaen John Høybye (f. 1939). Han giver i brevene udtryk for sin oplevelse af et nært (ånds)slægtskab, henover generationskløften på et halvt århundrede. Denne artikel stiller på baggrund af brevene spørgsmålet, hvordan en forbindelse mellem den kulturradikale musiktradition i mellemkrigstiden og John Høybyes arbejde som komponist, pædagog og dirigent i den kolde krigs tid kan beskrives.

Vertigo er kendt som titlen på et af Alfred Hitchcocks filmiske mesterværker, men i samarbejdet med komponisten Bernard Herrmann løftes værket op i en unik syntese mellem det filmiske og det musikalske. Thomas Damms artikel indeholder både en række generelle overvejelser om film og filmmusik og en fremstilling af samarbejdet mellem Hitchcock og Herrmann. Endvidere går den tæt på flere af værkets mesterlige detaljer ved analysen af en række eksempler. Hér benytter PubliMus for første gang videofiler med klip fra filmen foruden musikfiler og noder. Læs online-versionen hvis du vil have direkte adgang til musikeksempler og filmklip.

Den store jazzsaxofonist John Coltrane, som døde i 1967, er ikke blot musikalsk blevet en legende. Den afrikansk-ortodokse kirke i USA har kanoniseret ham som helgen, og i et lokale i Fillmore Street 1286 i San Francisco har han fået sin egen kirke, Saint John Coltrane African Orthodox Church. Her er Coltranes musik hver søndag centrum for gudstjenester, og hans eksempel har givet kirken en stærk social profil med fattighjælp, kamp imod racisme, politivold og kapitalistisk boligpolitik.

Musik og teater har altid hørt sammen – ja, i det meste af historien har der næppe være drama uden musik. Således også med teatrene på Shakespeares tid i det elizabethanske England, som også betegner en blomstringsperiode i den engelske kunstmusik. Men man ved faktisk forbavsende lidt om den musikalske praksis på teatrene: hvilken plads musikken havde – for slet ikke at tale om, hvordan den lød. Leif V.S. Balthzersen giver en introduktion.

Den tyske forfatter og nobelpristager Thomas Mann (1875-1955) havde et livslangt lidenskabeligt forhold til musik, der også prægede hans litterære værker. Som han selv udtrykker det: ”Jeg skaber så megen musik, som man med rimelighed kan skabe uden musik.” Richard Wagner er oplagt den komponist, der har betydet mest for ham. Men hans indstilling til Wagner ændrer sig hele tiden i takt med de dramatiske forandringer i Tysklands historie og udviklingen i hans eget forfatterskab. Dette er emnet for Niels Bille Hansens artikel.

Musikanmeldelser, som de skrives af anmeldere med professionel musikfaglig baggrund, er en etableret genre i dagbladene. Men i internettets tidsalder og med de senere års strukturelle ændringer i medieverdenen er den kommet yderligere under pres. Michelsens artikel gennemgår problemstillingen historisk og systematisk, idet den argumenterer for, at musikanmeldelsen rummer et særligt potentiale, som også i dag kan komme vores fælles offentlige kulturliv til gode.

Edward Kennedy “Duke” Ellington 1900-1974 havde allerede fra barnsben – til forskel fra de fleste andre jazzmusikere i hans generation – kendskab til både jazz og klassisk musik. Måske er det baggrunden for hans interesse for at udforske større og mere sammensatte former, der begrænser det improvisatoriske moment og derfor af mange kritikere blev betragtet som ”ikke rigtig jazz”. I sin artikel gennemgår Per Vadmand Ellingtons hovedværker i den store form med særlig vægt på ’Harlem-Suiten’. I web-versionen er der links til adskillige eksempler, så læseren kan lytte med!

Der er skrevet meget om og af komponisten Per Nørgård. Han har selv fortalt indgående om sit barndomshjem, om forældrene og bedsteforældrene, den tidlige skoletid og hans og broderen Bents bevægelige tegneserier med musikledsagelse (‘tecnis’). De tidlige og vigtige ungdomsår, gymnasietiden og det efterfølgende tiår er imidlertid relativt underbelyste. Det er formålet med dette bidrag at råde lidt bod herpå.

”Musikudøvelse styrker hukommelsen! Musikudøvelse styrker læse og regneevnerne! Musikudøvelse styrker de sociale relationer!” Ja, musik kan noget andet og mere end være musik. Men hvorledes med musikken og musikudøvelsen for dens egen skyld? Artiklen drøfter denne problemstilling såvel teoretisk som under inddrageles af eksempler fra praktisk musikundervisning.

»[jeg sneede inde] med en halv flaske whisky og en frossen lasagne. Den eneste cd, der lå i huset, var Verdis Requiem, så ”Vredens dag” bølgede for højeste volumen mellem de fugtplettede vægge, mens jeg i nattøj og med uglet hår kravlede rundt på stuegulvet og flyttede gule post-its som en vanvittig ...«

Artiklen præsenterer en ny semiotisk analyse af forholdet mellem sangens musik, metrik og prosodi og anvender den på Bellmans Fredmans Epistel nr. 12, ”Gråt Fader Berg”. I denne sang samarbejder musikken og teksten særlig tæt, så virkningen bliver oplevelsen af en art musikalsk teaterkunst.

»Et år før min far døde, købte han en radiogrammofon. Det var på alle måder en stor investering, et skrummel af et møbel, som krævede plads. Det blev anbragt i den store stue ovenpå, hvor man fra altanen kunne se ud over Skagen Havn med Bindesbølls rødhvide fiskerhuse. Skrigende måger samlede sig om fiskekutterne, der tøffede ind i havnen. ”De synger, kan du høre det? Kutterne synger hjem til mutter, hjem til mutter,” sagde en gammel slægtning, som var på besøg.«

»Jeg kom fra et hjem med mange klaverer. Min mor og hendes søster spillede Bach, deres mor Schubert, sådan som det hørte sig til - og deres bror, der kom hjem med brigaden fra flugten til Sverige, spillede jazz-trommer, som krigen inspirerede til.«

»… [han sagde], at jeg endelig måtte gå til torsdagskoncerter i Radiohusets Koncertsal, når jeg kom til København: ”De første gange er det ret forfærdeligt, men så vænner man sig til det og bliver faktisk glad for det, og til sidst bliver det et behov!”«

Den internationalt kendte danske jazzpianist Carsten Dahl (tidligere lektor ved Syddansk Musikkonservatorium, senere professor ved Rytmisk Musikkonservatorium) indspillede i 2014 sin unikke fortolkning af Johann Sebastian Bachs Goldberg-variationer for præpareret klaver. I den anledning lod han sig interviewe af musikeren og forfatteren Henrik Marstal, der sidenhen har bearbejdet interviewet til artiklen Ansigtet bag ansigtet.

PubliMus 35 fejrer Carl Nielsens 150-års fødselsdag med en artikel af forfatteren Johan Bender. Bender er musikelsker og en stor fan af Carl Nielsen, men er ikke selv musiker. Til gengæld kan han noget med billeder. I artiklen Synet af Nielsen fortæller han om komponisten med udgangspunkt i en række billeder, hvoraf flere sjældent vises, og som lægger op til mere ukendte anekdoter.

PubliMus 34 er et referat af en rundbordssamtale. Afgjort en usædvanlig genre, men samtalen handler også om noget så usædvanligt som en doktordisputats i musikvidenskab. I maj 2013 forsvarede daværende lektor, nu professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Michael Fjeldsøe sin 832 sider store afhandling Kulturradikalismens musik for den filosofiske doktorgrad.

I 2013 fejrede PubliMus 200-året for Richard Wagners fødsel med bl.a. en artikel af Henrik Nebelong. Operaens anden gigant af samme årgang, Guiseppe Verdi, fejrer vi (forsinket!) med en artikel om komponistens måske mest elskede opera, Aïda – også denne gang af Henrik Nebelong.

John Frandsens 1½ time lange Requiem (uropført 2013) vakte anmeldernes begejstring – og megen undren. For hvad er det dog, der kan få en komponist i det 21. århundrede til at tonesætte en tekst, der udtrykker et middelalderligt religiøst verdensbillede med rødder tilbage til oldkirken? Det spørgsmål er John Frandsen blevet præsenteret for mange gange. I sin artikel til PubliMus besvarer han det skriftligt.

Thomas Agerfeldt Olesens artikel til PubliMus handler om det harmoniske sprog hos den sene Richard Strauss primært belyst ved eksempler fra Richard Strauss’ sidste instrumentale hovedværk Metamorphosen.

Peter Wang giver sit bud på en dynamisk tilgang til fænomenet musikalsk form. Han betragter musikken som udfoldelse og proces og søger at beskrive, hvad det er, der foregår, når der lyttes til musik. Forfatteren viser, hvor rigt og kompliceret selv en kort og enkelt opbygget melodi er i sin fænomenologi, når denne foldes ud i en den dynamiske formanalyse, han præsenterer.

Hvis nogen by har fortjent betegnelsen ”Musikbyen”, er det Wien. Og er der en by, hvor jødiske musikere, musikforskere, musikskribenter, musikforlæggere mere end alle andre byer har præget musiklivet, er det Wien. Det er en lang og undertiden særdeles dramatisk historie. 1867 bragte jøderne i Østrig-Ungarn den forfatningssikrede frihed, de aldrig havde haft før, men omtrent 70 år senere er de stort set alle fordrevet af nazisterne.

Man kan flittigt diskutere, om Erik Satie (1866-1925) var en stor komponist. Hans produktion omfatter ikke ret mange større værker, kun få orkesterværker og næsten ingen kammermusik. Klavermusikken dominerer hans produktion sammen med nogle håndfulde sange. Men han fik umådelig stor betydning for musikkens udvikling fra 1890’erne til i dag, både for en række komponister og for flere af det tyvende århundredes musikalske stilretninger.

Fejringen af 200-året for Wagners fødsel følges op af endnu en artikel i PubliMus. Emnet er denne gang filosoffen Friedrich Nietzsches berømte ”opgør” med komponisten – og personen – Richard Wagner. Artiklens forfatter er Dr. Manfred Eger, der i 20 år var direktør for Wagner- forskningsinstitutionen og museet Villa Wahnfried.

2013 er 200-året for Richard Wagners fødsel, og det vil også PubliMus gerne være med til at fejre. Vi har derfor bedt tidens fremmeste danske Wagner-skribent, Henrik Nebelong, om at skrive en artikel til os. Skønt Wagner er en af alle tiders mest biograferede personer, er Nebelongs Richard Wagner. Liv, værk og politik (2008) den første danske Wagnerbiografi i et århundrede. Hertil føjer han en række monografier om de vigtigste af Wagners operaer. I PubliMus skriver han om et særlig signifikant ledemotiv hos Wagner (”de parallelle tertser”), giver en oversigt over dets forekomst og forsøger en samlet tolkning.

2013 er 20-året for Frank Zappas død. I denne forbindelse har musiker og forfatter Thomas Vilhelm og DR-journalist og musikformidler Per Wium udarbejdet et biografisk indblik i Zappas person, musik og verdenssyn.
Artiklen er en skriftlig pendant til en foredragsrække, som Vilhelm og Wium tog hul på i efteråret 2013, men bygger på et årelangt arbejde med Zappas univers, der for Per Wiums vedkommende startede allerede i 1960’erne.

I sit værkkatalog nævner Robert Schumann en ”Fjerde Sonate i f-mol”. I næsten 150 år betragtede man værket som bortkommet, hvis det da nogensinde havde eksisteret. I 1997 dukkede det imidlertid op på en auktion i London, i 2009 blev det i renskrevet form lagt ud på nettet, og senere samme år leverede Karl Aage Rasmussen sit bud på, hvordan den færdige sonate kunne have set ud. Færdiggørelsen af ufuldendte værker af store mestre er en genre, Karl Aage Rasmussen har beskæftiget sig med flere gange. I den følgende artikel giver han et kig ind i værkstedet og delagtiggør læseren i de overvejelser, han konkret har gjort sig, når han sidder med en enkelt stemme i højre hånd hér, tyve tomme takter dér, etc.

Skønt Friedrich Kuhlau (1786-1832) af nogle benævnes “Fløjtens Beethoven”, kender de fleste især den nordtyske komponist for sonatinerne, som helt op til vor tid har figureret i et utal af klaverskoler. Som Jørgen Erichsen udtrykker det, svarer det nærmest til, at man ikke ikke kender anden klavermusik af Beethoven end Für Elise, og derfor går han i denne artikel I dybden med Kuhlaus klavermusik.
Jørgen Erichsen udgav i 2011 den første større biografi nogensinde om Kuhlau – en komponist vi næsten tør regne for en af vore egne, idet han levede det meste af sit produktive liv i København.

Søren Ryge Petersen er kendt af de fleste. I over 35 år har han lavet tv for DR, og hans programmer fra egen have og hans landskabs- og personskildringer er højt værdsatte. Mange har også glædet sig over hans ofte overraskende, men altid træfsikre valg af musikken i programmerne. I sin artikel i PubliMus fortæller Søren Ryge om en række af de udsendelser, han har lavet, og om, hvordan han i det enkelte tilfælde fandt frem til lige netop dén musik. Efter artiklen findes en liste over de omtalte programmer og et link til et site på nettet, hvor de alle kan ses – og høres.

Med sproget kan vi beskrive fænomener, stille spørgsmål og svare, sige ja og nej. Musikken lever sit eget liv som dynamiske lydmønstre uden et betydningsindhold, der er fastlagt på forhånd. Derfor rummer 1800-tallets lied et fascinerende paradoks: to udsagn forenes, et tekstligt og et musikalsk – og et tredje opstår, lieden. Orla Vinther bevæger sig i artiklen dybt ind i denne tolkningsdimension af Robert Schumanns lied ‘Mondnacht’.

Artiklen beskæftiger sig med komponisten Carl Orff og hans hovedværk Carmina Burana, der blev uropført i 1937. Naziregimet var først lidt tøvende overfor værket, men tog det efterhånden til sig, og det blev uhyre populært. Var det mon, fordi det netop indfriede magthavernes forventninger om en musik, der kunne være et pejlemærke for fremtidige generationer på tonekunstens område? Efter krigen måtte Orff igennem en ”afnazificerings¬proces” for atter at kunne virke som komponist under de nye politiske vilkår. Hvordan det? Kan musik være nazistisk?

Lederen af Den Jyske Sangskole, Mads Bille, fortæller om skolens tilblivelse og udvikling i sine 10 første leveår – og om ideerne bag. Mads Bille er også leder af Herning Kirkes Drengekor og vil som sådan være kendt i vide kredse fra dokumentarfilmen En stemme for livet, som i 2009 blev spillet i biografer landet over.

I 1909 blev der afholdt en Landsudstilling i Aarhus, og man havde i den anledning bestilt en kantate hos Carl Nielsen. Det kom der en sær historie ud af, som fortælles af historikeren Johan Bender med kig i arkiver og korrespondancer.

Goethe introducerede 1795 i sin roman Wilhelm Meisters Lehrjahre en gådefuld ung pige Mignon, der oprindelig er fra Italien, men drager omkring i Tyskland sammen med en harpespiller og, til dels sammen med ham, synger anelsesfulde sange, herunder ”Kennst du das Land”, som betog mange unge romantiske læsere. I førsteudgaven var dette digt sat meget spektakulært op og forsynet med en uortodoks (musikalsk?) tegnsætning. Skuffelsen hos mange læsere var stor, da romanens slutning, der først udkom året efter, lod Mignon dø og hovedpersonen Wilhelm gifte sig og blive en fornuftig middelklasseborger. Sangene i romanen har derfor haft en selvstændig tilværelse side og er blevet sat i musik som udtryk for romantisk clairobscur.

Mozarts opera Don Giovanni blev som andre operaer i 1700-tallet skrevet til et bestemt operakompagni og ikke umiddelbart med genopsætning i tankerne. Sat på spidsen er partituret at betragte som levn fra en teateropsætning, der aldrig kan genskabes, snarere end som et selvstændigt kunstværk. Artiklen beskæftiger sig med den oprindelige gestaltning af operaskikkelsen Don Giovanni, som blev skabt til og realiseret af tidens store baryton Luigi Bassi.