Tilfældet Wagner var Publimus’ første forsøg med et nyt debatformat. På redaktionens opfordring leverede en række Wagnerinteresserede deres bidrag til debatten – ca. 80 i alt, store og små. Redaktionen betragter den nu som et afsluttet hele, men vil naturligvis med glæde modtage og offentliggøre nye replikker på kontakt@publimus.dk.
Redaktionen vil gerne åbne debatter om andre emner og gerne i formater, der gør udvekslingen af replikker mere dynamisk, åben og mindre specialiseret. Forslag til emner, debatform og evt. debattanter modtages meget gerne
Du kan også skrive dig op til at få en email når der er nye indlæg i debatten her:
Forfatteren ser tilbage på tolkningerne i de fire oprindelige indlæg og inddrager yderligere tre tolkninger. Efterfølgende benytter han disse i alt syv tolkninger som et afsæt til at belyse det store spørgsmål: Hvordan kan vi forholde os til dette Wagners mest gådefulde og flertydige værk?
Replikker om Wagner og nazismen fra Wagner-debattens flittigste debattører.
Wagner-debatten tager et nyt emne op. Var Wagner nazist? Det er en af de helt store kontroverser i europæisk musikhistorie, ofte med deltagere, der i øvrigt ikke interesserer sig for hans musik. Ja, det var han - nej, det var han ikke. Og hvilken rolle spiller det for vores forhold til hans kunst? Debatten tager udgangspunkt i Henrik Kjærulffs ”Mordet på Wagner”.
Ole Meyer giver et humoristisk besyv med.
Debatten om Wagners syn på erotik og kærlighed fortsætter. Hovedvægten ligger stadig på hans opera ”Parsifal”.
Wagner-debatten springer denne gang ud som en sand debat med ikke mindre end 41 replikker! Udgangspunktet tages i første indlæg, Henrik Nebelongs ”Teser om Parsifal”, og hovedvægten ligger på forholdet mellem erotik og kærlighed – i Parsifal og hos Wagner generelt.
Henrik Nebelong har som oplæg til en diskussion af Parsifal opstillet i alt 29 teser. I første tese hedder det, at Wagner i Parsifal – som i alle sine øvrige værker – er en super-virtuos benytter af symboler. Denne tese kan jeg umiddelbart tilslutte mig. I Nebelongs anden tese hedder det videre, at Wagners hovedtema som dramatiker er den erotiske kærlighed. For, som han uddyber, handler det aldrig hos Wagner om romantisk forelskelse, blomster, sommerfugle og længselsfulde suk. Det handler om voksne menneskers erotiske begær ...
Richard Wagner stillede sig ikke tilfreds med, at kunsten kun skulle være et rent æstetikum med det eneste formål at være smuk. Allerede i sin ungdom formulerede han som krav til kunsten, at den udover at være smuk også skulle synliggøre den fælles nød, så folket begreb den. Ved ”den fælles nød” mente han (noget i retning af), at samfundsorganisationen havde en tendens til at undertrykke elementære menneskelige værdier i stedet for at fremme dem. I kort form formuleredes disse tanker som en konflikt mellem kærligheden og magten, hvilket ligefrem kan betragtes som et absolut hovedtema i alle hans værker ...
Med kompositionen af Parsifal lykkes det endelig for Wagner at løse gåden omkring forbandelsen af kærligheden. Hvad er der egentlig sket her på kloden, siden mennesker skal parres med partnere, de ikke har bedt om, og mennesker, der elsker hinanden, ikke må få hinanden på grund af mærkelige samfundskonventioner? Samtlige Wagners operaer – fra Die Feen til Parsifal – stiller dette spørgsmål: hvad er der egentlig gået galt?
Wagners hovedtema som dramatiker er den erotiske kærlighed. For det handler aldrig hos Wagner om romantisk forelskelse, blomster, sommerfugle og længselsfulde sukke. Det handler om voksne menneskers erotiske begær. I modsætning til de fleste af sine forgængere og samtidige i romantikken interesserede Wagner sig ikke for den ulegemlige platoniske forelskelse eller kærlighed. Selv relationen mellem de unge elskende Walther og Eva i Mestersangerne er meget mere end blot ”forelskelse”. Som Eva siger: ”Das war ein Müssen, war ein Zwang!” – noget som kan gøre én bange ...