Læserbreve

Alt for begrænset adgang til DRs musikarkiv

Lars Ole Bonde, november 2020

PubliMus-brugere ved, at forfatterne af artikler, essays og anmeldelser (der ligesom redaktøren alle er ulønnede) gør sig store anstrengelser for at belyse deres tekster med billeder og lyd. Det går som regel også fint, hvis der skal indhentes tilladelse til at bruge en optagelse hos en privatperson eller et pladeselskab. Jeg har også kun oplevet en positiv indstilling på TV2. Men hvis man henvender sig til DR om en optagelse, der ikke findes på Bonanza, bliver man henvist til afdelingen DR Arkivsalg, som – uanset om formålet er kommercielt eller ej – skal have forbløffende summer for at stille bare et lille uddrag af en DR-udsendelse til rådighed. En halv times tid koster ca. 25.000 + moms – og så skal man i øvrigt selv cleare rettigederne!

1. april 2020 skrev DR Ensemblechef Kim Bohr til DR Venneforeningens medlemmer:

ALT hvad DRs Kor og Orkestre producerer, bliver optaget. Her i DR spilles ikke en tone, uden at det dokumenteres og bevares. Vores rolle som DRs ensembler giver mere mening end nogensinde før. Musikken er optaget og kan genbruges, den kultur, der skal holde vores lille land sammen i en svær tid, ligger klar og er tilgængelig.

Det var ikke en aprilsnar, men Kim Bohr har skriftligt bekræftet, at udsagnet kun gælder situationen her og nu. Hvis udsagnet derimod skulle tolkes historisk, ville det være en sandhed med mange modifikationer.
For en ting er, at DRs musikudsendelser findes i det enorme arkiv, som DR har opbygget gennem generationer. En anden ting er, om disse udsendelser – specielt de af dem, der kan kaldes ”kulturarv” – er tilgængelige? Jo, for forskere er mange af dem tilgængelige, men kun ad omveje; enten skal man fysisk indfinde sig på Det Kongelige Bibliotek for at se/høre udsendelserne, eller også skal man have en særlig forskeradgang til Mediestream, som er en særlig adgang til DKB/Statsbibliotekets store mediesamling (specielt aviser og TV).
Dette er en helt uacceptabelt. Kulturarven bør ikke være en særlig indtægtskilde for DR (eller andre statsinstitutioner), selvom kunstnernes rettigheder selvfølgelig skal respekteres. – Måske er der håb forude: Tidligere kulturminister Mette Bock havde som en del af oplægget til en ny medieaftale, at den for længst vedtagne aftale om ”Digitalisering af kulturarven” skulle virkeliggøres i perioden 2019-23. – Jeg har spurgt ensemblechef Kim Bohr, om der er hold i rygterne om at digitaliseringen af (resten af) DRs musikarkiv har været udbudt i licitation, og at denne er vundet af et udenlandsk firma. Jeg har ikke modtaget svar, men fra anden side har jeg fået rygtet bekræftet.

Det er over 10 år siden, den daværende regering satte gang i projekt ”Digitalisering af kulturarven”. Et af resultaterne blev DR Bonanza, som var/er er særlig ”kanal” med udvalgte historiske radio- og tv-optagelser. For klassisk musikinteresserede er udbyttet af søgning på Bonanza meget magert, fx kan man kun finde to (!) operaoptagelser i arkivet – den ene er Stravinskijs Nattergalen i TV-Operaens produktion fra 1990, den anden er en transmission af Verdis Otello fra Det Kongelige Teater i 2001. Dette skal holdes op imod det faktum, at DRs unikke TV-opera i årene mellem 1960 og 1990 studieproducerede 53 “Ældre og samtidige operaer” (citat fra Mogens Andersen: Historien om Vor Tids Musik, s. 312-13). I samme periode optog/transmitterede radioens P2 et meget stort antal operaer fra danske og udenlandske scener, og der blev produceret journalistiske programmer om ikke mindst ny dansk musikdramatik. En stor del af dette unikke materiale blev digitaliseret på foranledning af samme Mogens Andersen (tidligere musikchef i DR), og det findes altså tilgængeligt på Det Kgl. Bibliotek (og kan søges i systemet REX). Men kan kulturel interesserede borgere se eller høre det? Nej! Er det enkle svar.
Men udover Bonanza, som ligner en hensygnende platform, driver DR også sitet www.danskkulturarv.dk. Her oplyses det, at ”70% af indholdet fra DRs TV og radio” er digitaliseret, og at det muligt at søge i ”6.960 materialer”. Her findes mange dokumenter og udsendelser af interesse for PubliMus-læsere. En søgning på ”opera” giver dog også her et magert udbytte – det meste er avistegninger. Men det er faktisk muligt at indsende forslag om frikøb af rettighedsbelagte udsendelser – det er fx lykkedes mig at få skabt adgang til flere Bent Lorentzen-værker (operaen Mette og instrumentalteaterværkerne The End?! og Studies for Two), dog kun i en begrænset periode. – En vej frem kunne måske være at PubliMus-forfattere og læsere bestormede danskkulturav.dk med spændende ønsker? Så ville problemet blive meget synligt.

 


Hitchcock, Herrmann og Korngold – et par fodnoter

Ole Meyer – 13.07.2018

Thomas Teilmann Dams fine og interessante artikel (PubliMus juli 2018) om Hitchcocks Vertigo og Bernard Herrmanns musik til den kunne suppleres lidt:
Erich W. Korngold nævnes flere gange som filmkomponist, men der nævnes intet om de klare paralleller mellem hans opera Die Tote Stadt fra 1920 og Hitchcocks film: kvinden der dør og genopstår, iscenesat af manden i hans maniske sorgarbejde. Ellers oplagt, skulle man mene?
Det var i hvert fald en pointe i instruktøren Günter Krämers overbevisende og -rumplende opsætning af operaen fra for snart 30 år siden, som jeg så i Düsseldorf i ’92 i en genopsætning. Her var  Marie/Marietta, fremstillet af en ung Cynthia Makris, iscenesat som Hitchcocks Judy/Madeleine (Kim Novak) i maskering, kropssprog m.m. (Jeg overværede få år senere samme Makris som Tosca i Paris, og kunne konstatere at hun på ingen måde ligner Novak – men det kom hun altså til hos Krämer).
Man kan læse lidt mere her, i forbindelse med en amerikansk forestilling iscenesat af Mikael Melbye – formentlig en videreudvikling af hans opsætning i Århus for nogle år siden:

Parallellen til Korngolds opera nævnes i det hele taget ret ofte, f.eks. også her.

Jeg mener at kunne huske at nogen har påvist en faktisk forbindelse mellem operaen og filmen via en af Hitchcocks manuskriptforfattere; desværre har jeg ikke kunnet finde en præcis henvisning.
Thomas Teilmann Dam har i øvrigt nok ret i at Herrmanns musik er ganske forskellig fra Korngolds, skønt de begge skatter til tysk romantik m.m.
En del af den (Prelude og Scène d’Amour) er indspillet også på en spændende CD  fra 2012, hvor John Mauceri dirigerer vores eget Radiosymfoniorkester & -kor: Music for Alfred Hitchcock, Toccata Classics TOCC 0241.
Her er desuden musik af Franz Waxman (bl.a. Rebecca), Dimitri Tiomkin (bl.a. Strangers on a Train) og Arthur Benjamin (The Man Who Knew Too Much). Sidstnævnte drejer sig om en kantate instrumenteret af Herrmann, der også har skrevet en koncertouverture til samme film, her indspillet for første gang, foruden musik til North by Northwest og Psycho. Alt sammen fortræffeligt spillet & sunget (af Klaudia Kidon og koret).

Svar fra Thomas Teilmann Damm

Kære Ole Meyer!

Tak for dine kommentarer til min artikel om Bernard Herrmanns musik til Hitchcocks Vertigo. Det er altid en glæde når nogen læser hvad man har skrevet opmærksomt og med interesse!
Som du er også jeg stødt på referencer til Korngolds Die tote Stadt i litteraturen om filmen, og der er bestemt interessante paralleller mellem de to værker. På væsentlige punkter er de dog også meget forskellige, især hvad angår den “gensidige ulykkelige kærlighed” jeg finder i filmen – et begreb jeg har lånt fra Denis de Rougemont, og som i høj grad er Hitchcocks og hans manuskriptforfatteres “tilsætning” til Boileaus og Narcejacs romanforlæg.
I den forbindelse må jeg sige at jeg ikke kan erindre at have læst at Korngolds opera skulle have haft en direkte indflydelse på filmmanuskriptet. Jeg kan tage fejl, og jeg har ikke litteraturen ved hånden til at tjekke efter. Transformationen fra roman til film drejede sig først og fremmest om at flytte handlingens miljø fra Paris til San Francisco, mens handlingselementerne som sådan i høj grad forblev intakte – og de følger bogen, ikke operaen.
Der var dog et større, kontroversielt indgreb, Hitchcock foretog: Midtvejs afsløres det for filmens publikum at hele handlingen indtil da bygger på Elsters intriger, at Judy spillede rollen som Madeleine, og at Scottie er blevet ført bag lyset. Dette indser han først selv helt ved filmens slutning. Her afviger film og roman markant fra hinanden. Jeg tror at Hitchcock gjorde det rigtige, men der var flere på produktionesholdet der mente at han burde have gemt chokket til sidst. Men hans interesse var ikke chokket som sådan, men det lys der kaster over Scottie, vores interesse i ham, vores spændingsfyldte afventen hans reaktion.
Jeg er ikke tilstrækkelig fortrolig med Die tote Stadt til uden videre at afgøre om denne Scotties “opvågnen” svarer til Pauls i operaen, men det kunne måske være et interessant emne i sig selv at sammenligne hvad man måske lidt kunstigt kunne kalde “opvågnenens dramaturgi” i de to værker? En idé til videre undersøgelse?

Mange venlige hilsner
Thomas Teilmann Damm
16.09.2018