Stille hjerte

1

Light hedder Palle Mikkelborgs nye og sandsynligvis sidste plade i eget navn. Titlen er et ord med betydningsrigdom og luftighed. Lys. Lethed. Ordet rammer noget essentielt ved Mikkelborgs kunst og æstetik. Det kaster sit skin tilbage til et definerende øjeblik, da han som ganske ung hørte Miles Davis spille ”When Lights Are Low”. Og det indrammer i videre forstand Mikkelborgs livsindstilling og insisteren på indre, åndelige værdier, lyset i mennesket, det humane og det altruistiske midt i en verden af mørke kræfter. 

2

Jeg hørte Light første gang sent om aftenen d. 23. januar, samme dag, som jeg modtog LP’en med pakkepost, præcis en uge inden den egentlige release – alene hjemme og mærkeligt modtagelig, mens frostgraderne strammede til og vinden blæste udenfor i mørket som en susende kulisse. Det satte mange tanker i gang, eftersom Light – udover at være en række indbydende musikalske meditationer over temaer som lys og mørke, nærvær, natur og drømme – føles som et blødt, men uafvendeligt tæppefald. Ja, som en afskedshilsen. 
Det er en meget nærliggende tanke i lyset af, at Mikkelborg er stoppet med at optræde offentligt. Han har trukket sig tilbage fra scenen og har ikke spillet live siden maj 2024. Light er givetvis hans svanesang. Manden med luften og vinden i hornet har nået sin yderste alderdom. Om en måned bliver han 85 år. Men musikken på Light er fuld af liv og vidner om åndelig styrke og klarhed i blikket. Et statement fra en kunstner, som umærkeligt har flyttet sig i en karriere, der spænder fra første halvdel af 60erne til nu. Mere end 60 år fremme i forreste geled i dansk jazz-, orkester-, og populærmusik. 

3

Som jeg hører det, udtrykker Mikkelborg på Light et ærligt og omsorgsfuldt nærvær med en erfaren kreativitet og et intenst, afdæmpet udtryk. Det er ikke højstemt og programmatisk, som det somme tider har været. Og for mig at se, er det Mikkelborgs mest personlige og intime pladeprojekt til dato. Med en enkelt undtagelse er det kun ham selv, man hører på horn, klaver og diskrete elektroniske soundscapes. Dette kunstneriske valg er noget nyt, og det forekommer indlysende rigtigt. Særligt velfungerende er klaverets fremtrædende rolle. Mikkelborg spiller selv tangenterne med en fornem sans for dosering. Ingen virtuoseri, men roligt afviklede, impressionistiske passager, der klæder helheden med flyglets faste, klare klang. Nogle steder som solostykker f.eks. i ”Drifting”, der fremstår som et stykke futuristisk lydkunst for klaver og synth, og hvor en ny side af Mikkelborg træder frem, når han fordyber sig i kantede figurer og komplekse klangblokke, og imødegår den æstetiske stereotyp om sig selv, som Mr. Skønmaleri. Andre steder anvendes klaveret som trompetens komplementære stemme. Som i den betagende ”Birds”, et sindigt legende forløb, tydeligvis bygget op omkring improviserede passager. Her lykkes det Mikkelborg at etablere et frugtbart musikalsk spændingsfelt mellem flygelhorn og flygel i en stemningsfuldt susende kulisse. 

Light har således sin egen identitet i Mikkelborgs produktion. Pladens udtryk er langt fra de næsten opulente og stort ambitiøse produktioner i 90erne som Hommage – Once Upon a Time (1990), Anything But Grey (1992) og Song Tread Lightly (2000). Og endnu længere væk befinder sig Mikkelborgs aktiviteter på rytmisk markante fusionsplader med Peter Herbolzheimer, Entrance og Secret Oyster foruden hans medvirken på de mange pop- og rockproduktioner fra 70erne og 80erne.  Som fjerne bjerge i horisonten ligger også de store orkestrale suiter og orkesterværker, hvormed Mikkelborg definerede en uhørt ambition i dansk musik fra midt i 60erne og frem – så som The Mysterious Corona (1967), Ashoka Suite (1970), Mayas slør (1973, ikke pladeudgivet) og hovedværket Aura, skrevet til og indspillet med Miles Davis i 1985. Mange andre suiter har set dagens lys, ofte realiseret som bestillingsarbejder og kommissionsværker, men de er blevet færre med årene. Efter Aura skruede Mikkelborg ned for de store værker og koncentrerede sig om enklere besætninger og et spil med fokus på klang, rum og mystik. Dette kom til udtryk både i egne projekter og i samarbejde med bl.a. andre ECM-kunstnere som Dino Saluzzi, Gary Peacock og Terje Rypdal. To undtagelser er værkerne The Voice of Silence, pladeudgivet i 2000, og The Mind Behind fra 2016, begge i samarbejde med DR Big Band. Førstnævnte en hyldest til kunstmuseet Louisiana, sidstnævnte en markering af Mikkelborgs 75-års fødselsdag. The Mind Behind udkom i 2024 som en del af LP-bokssættet XL-LX.

4

Musikken på Light må i stedet ses i forlængelse af det samarbejde, Mikkelborg i de senere år har haft med guitaristen Jakob Bro, både live og dokumenteret på ECM-udgivelserne Returnings (2018) og Strands (2024). Her dyrkes et nordisk, nedtonet og luftigt udtryk. Og dog er Light anderledes end Bros ECM-indspilninger. Tekniker Thomas Vangs mix er tæt, varmt og intimt, og rumklangen på Mikkelborgs horn er mere behersket end ofte hørt. Men helt afgørende er materialet og bevægelsen i musikken Mikkelborgs egen. Han spiller, som sagt, alt selv. Kun i den afsluttende ”Stille hjerte, sol går ned” er Bro, som også er pladens producer, med på guitar. Og i baggrunden svæver Helen Davies’ harpe og det norske Vokal Nords korstemmer.

Og naturligvis er det en bevidst gestus, at pladen slutter, som den gør. For ”Stille hjerte, sol går ned” er ikke blot en passende afrunding af pladen med et nik til den danske sangskat og Højskolesangbogen med Thomas Laubs smukke melodi og Jeppe Aakjærs ordbilleder af dansk aftenstemning og landliv, hvor roen sænker sig, mens solens sidste stråler hilser dagen farvel. Det kan også læses som en dybere afsked – med publikum, med en lang og begivenhedsrig karriere, når det ”stille hjerte” finder hvile i solens ulmende gløder. 

5

Light åbner med solostykket for trompet, ”At tænde lys”, en komposition af Per Nørgård, skrevet til Mikkelborg til opførelse under Lysfesten i Aarhus, maj 2006. En fuldt noteret komposition, der danner et lineært melodisk forløb, og som fremstår smuk og enkel på optagelsen (som faktisk er gjort tilbage i 2006 af Mikkelborg selv, men mikset i 2024). 
Men lystemaet trækker tråde videre ned igennem det samlede værk. Mikkelborgs første udgivelse i eget navn var The Mysterious Corona (1967) med Radiojazzgruppen og strygerensemble, en musikalsk refleksion i suite-form over solens stråleglans og dybere spirituelle betydninger.   

I en periode var Mikkelborg involveret i et samarbejde med Rehabiliteringscentret for Torturofre (RCT), og her blev der på en særlig måde tale om at forsøge at tænde lys. I 1990 skabte han musik til dokumentarfilmen Trods Alt (eng. In Spite of), instrueret af Astrid Henning-Jensen. Filmen følger to torturofres historier og behandlingsforløb. Jeg talte med Mikkelborg om dette for nogle år tilbage, og her brugte han et poetisk ordvalg om den vanskelige opgave, det var via musikken at række ud til mennesker, som har oplevet torturens sorte gru: ”Jeg har været med som en eventuel rose. Spørgsmålet er, hvordan man kan sætte en rose ind i et totalt mørke.” 

Vi er nu nået frem til første halvdel af 1990erne, og her kan jeg ikke lade være med at fremhæve en personlig anekdote, som involverer et brændende lys på Bornholm, hvorfra min slægt stammer, og som fører Mikkelborg og hans komposition ”Glass Painting” fra den fremragende udgivelse Anything But Grey sammen med min bror, bassisten Nicolai Munch-Hansen. Han døde, som nogle vil vide, på tragisk vis i 2017, og året efter satte hans nære ven, Jakob Bro, sammen med Mikkelborg et smukt minde om ham med ”Song for Nicolai” på pladen Returnings. Men den særlige tvist er, at Nicolai mange år tidligere – som en blot 15-16-årig knægt, der selv lige var begyndt at spille elektrisk bas, og som snart overtegnede sin skoletaske og sit penalhus med idolnavne som Jaco Pastorius, Miles Davis, Mike Stern og Joni Mitchell – faktisk overværede en koncert med Palle Mikkelborg, Bo Stief og Mehmet Ozan på det berømte glaspusteri nær Gudhjem, Baltic Sea Glass. Det har formentlig været i 1992 eller 93. Jeg husker tydeligt, hvor begejstret han efterfølgende talte om oplevelsen, og fordi jeg selv gerne ville have været med. Og her er scenen, jeg ofte har forestillet mig som et koncentreret øjeblik, et glimt på få sekunder: Mikkelborgs trio i glaspusteriets aflange lokale, hvor lyset fra den vidstrakte himmel over Østersøen falder ind fra smalle vinduer, og Nicolai er der og lytter med i det tætpakkede rum. Og mens trioen spiller ”Glass Painting”, er mesterglaspusteren Pete Hunner svedende i gang med at opvarme en klump i den glohede ovn, glasset for enden af hans metalstang er rødglødende, og han løfter den orange kugle ud af ovnen og drejer den rundt og rundt. Han sætter læberne til enden af stangen, nu er det ham, der er solisten i orkestret, og på magisk vis puster han den glødende masse op som en ballon, en lysende lampe af muligheder. 

Hvor langt mulighederne rakte, fik Mikkelborg en fornemmelse af i 1995, da han blev involveret i et af de største danske kunstprojekter nogensinde, Fredsskulptur 1995, som var en fejring af 50-året for fred i Danmark efter 2. Verdenskrig og den tyske besættelse. Symbolet på denne fred har siden været, at folk sætter levende lys i vinduerne på befrielsesdagen 4. maj. Så for at markere 50-året blev en spektakulær ”Fredsskulptur” realiseret efter idé af kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen: et enormt laserlys, som rakte 500 km ned langs den jyske vestkyst fra Skagen til Sild. Mikkelborg leverede musikken til denne storslåede vision, indspillet over en længere periode med deltagelse af omkring 1000 musikere. Optagelserne ledsagede lyset langs kystlinjen om aftenen d. 4. maj.

Mikkelborg har en dyb interesse i den hellige Frans af Assisi og dennes spirituelle tekster. Først og fremmest ”A Simple Prayer”, som Mikkelborg skrev musik til i starten af 1980erne og siden har indspillet flere versioner af. Et udvalg af Assisis bønner og sange endte også som en række korsatser, indspillet på pladen med Københavns Drengekor, A Noone of Night – My God And My All (1999). Og masser af lys spreder sig fra disse kilder. Sektionen med Assisi-tekster indledes med den aronitiske velsignelse, som indeholder den smukke tiltale: ”Herren lade sit ansigt lyse over dig”. Og i satsen ”Ærværdige Gud” hedder det: ”Oplys mit hjertes mørke. Giv mig en ret tro, et fast håb og en fuldkommen kærlighed”. Det er store ord, der åbner op til et område, som Mikkelborg ikke har været bange for at vedgå. Som litteraten Erik A. Nielsen skriver i noterne til pladen: ”Drivkraften i det, man kalder spiritualitet, er længslen efter at få oplyst mørket i sit hjerte.”
I korsuiten A Noone of Night udbygges tematikken i digtet af renæssancepoeten Ben Johnson: ”Må en lysets måne/i nattens højde/stedse skinne på din sti”. Også den geniale mystiker William Blakes betagende digt om ”Tigeren” – en slags symbol på det gådefuldt skræmmende og ophøjet guddommelige – skrev Mikkelborg kormusik til, og her dukker lystemaet atter op: 

Tiger! Tiger! Brændende ild
som stråler i nattens skove 
hvilken udødelig hånd, hvilket øje
kunne forme din skælvende symmetri?

I hvilke fjerne dyb eller himle
brændte ilden i dine øjne?

William Blake blev atter aktuel i 2001, da Mikkelborg af Roskilde Festival blev bedt om at forme en musikalsk mindehøjtidelighed efter den tragiske ulykke året inden, hvor ni unge mennesker blev klemt ihjel under en koncert med bandet Pearl Jam. Koncertforløbet var navngivet efter Blakes berømte digt ”Eternity’s Sunrise”, som i sin helhed lyder: 

He who binds to himself a joy
Does the winged life destroy
He who kisses the joy as it flies
Lives in eternity's sunrise

Blake-digtet kunne da stå som en slags lindrende ord med den paradoksale påmindelse, at glæden ikke kan ejes eller fastholdes, men må værdsættes i sin flygtighed, og at her ligger kimen til det evige i skikkelse af den opgående sol. 

Endelig vil jeg fremhæve Mikkelborgs koncert for recorder, harpe og strygeorkester, Going To Pieces Without Falling Apart, som i 2012 blev indspillet med Michala Petri, Helen Davies og Sønderjyllands Symfoniorkester. Mikkelborgs pladenoter giver en række poetiske anvisninger om musikken. Temaet er meditation, men sat i scene i en konkret og eksotisk kontekst med referencer til både Afrika og Indien, og hvor åndelige pointer og fysiske scener følges ad. Det begynder med lukkede øjne og en langsom opvågnen i morgenens lys, og i 3. sats lyder det: ”The sun rises… and life-giving light spreads”.

6

Og hermed er vi igen fremme ved Light. En plade med sin egen glød, et stykke musikalsk poesi i adagio. Hvis der er nogen, som kan spille fraser på et flygelhorn, der på én gang rummer melankoli, omsorg og nysgerrighed med et varmt hjerte, så er det Hr. Mikkelborg.