Sol og vind delt lige

Peter Dürrfeld – June 2022

Multivers er med en ny udgivelse i rækken af ”Danske komponister” efterhånden nået op på hele 11 bind i den attraktive serie. Og det er nu anden gang, at man så at sige slår to fluer med et smæk. I bind 4, forfattet af Lisbeth Ahlgren Jensen, blev de to kvindelige komponister Hilda Sehested (1858-1936) og Nancy Dalberg (1881-1949) nemlig taget under luppen, efter at man i bind 3 havde rettet søgelyset mod Else Marie Pade (1924-2016).

I bind 11 drejer det sig om makkerparret – det udtryk kan i denne sammenhæng anvendes med rette – Thorvald Aagaard (1877-1937) og Oluf Ring (1884-1946). De to mænd står bag mange af de mest elskede melodier fra den danske sangskat, ja, de har deres store andel i, at det begreb overhovedet kom til verden. Eksempler som ”Spurven sidder stum bag kvist”, ”Jeg er de bøgelyse øer” og ”Se, nu stiger solen” var engang allemandseje i en grad, så man kan tale om, at melodierne blev en del af den danske folkesjæl – eller for at sige det med en 2022-vending: vores dna. Men desuden var både Aagaard og Ring yderst aktive i sangformidlingens tjeneste. Sammen med Carl Nielsen og Thomas Laub havde de en stor fortjeneste i den opblomstring, som fællessangen fik i begyndelsen af det 20. århundrede, og som deres måske mest markante fortjeneste stod de for den første udgivelse af Folkehøjskolens Melodibog. Den udkom første gang i 1922, og dette 100-års jubilæum er bestemt værd at fejre, ligesom folkehøjskolerne er det. I de generationer, der voksede op i første halvdel af 1900-tallet var højskoler et sted, hvor mange venskaber blev smedet, og hvor unge fra by og land og – det kunne eksempelvis være en koksarbejder fra Vesterbro i København og en gårdejerdatter fra Vestjylland - kunne mødes, og anden sød musik end den fra Højskoleskolesangbogen kunne opstå.

Efter dette eksempel, som jeg skylder min eksistens, må det konstateres, at det 11. bind lever op til forventningerne. Forfatteren Povl Chr. Balslev fordeler smukt sol og vind lige mellem sine to hovedpersoner og fortæller på én gang nøgternt og engageret om deres liv og virke. Bogen rummer flere fine registre og en del velvalgte illustrationer, der også qua deres bedagede teknik har en vis nostalgisk aura – således et uimodståeligt billede af Thorvald Aagaard med sin cykel. Atmosfære fra anno dazumal!

Læs flere boganmeldelser

Povl Chr. Balslev

Thorvald Aagaard og Oluf Ring

Forlaget Multivers
2021