omslag til Klassisk for Begyndere – en lille guide til de store værker
Boganmeldelse

Kalejdoskopisk klassisk

Af Eva Hvidt – 20. November 2025

Den populære dirigent og musikformidler Phillip Faber har begået en uhøjtidelig bog om klassisk musik, der kommer et nyt publikum i møde, åbner stoffet på forfriskende vis og giver lyst til videre fordybelse.

Phillip Faber

Klassisk for Begyndere – en lille guide til de store værker

Forlaget Alpha 2025

280 sider

Dirigent og TV-vært Philip Faber er et alsidigt menneske. Først fungerede han som en vellidt dirigent for DR Pigekoret. Så sad han i månedsvis ved klaveret som leder af fjernsynets daglige morgensang under Corona-epidemien. Så dukkede han op i en hudløst ærlig dokumentar om sin videreudvikling som habil orkesterdirigent. 

Som kaptajnen ved roret er Philip Faber også vært i DR’s Den klassiske musikquiz flankeret af to yderst veloplagte hold. Musikken spilles både forlæns og baglæns, champagnepropperne springer, og der gættes på livet løs. Hver gang lyder Fabers sikre slutreplik: ”Og husk: Al musik bli’r klassisk med tiden!” Bemærkningen er faldet flere for brystet, for udgøres den klassiske musik ikke netop af de værker, der overlever tidens tand og træder frem som strålende ikoniske værker, mens resten synker ned i glemslens tåger?

Med bogen Klassisk for begyndere - En lille guide til de store værker har Philip Faber nu fået lejlighed til at demonstrere, hvad han mener med sit udsagn. Resultatet er på ingen måde nogen højtidelig kanon á la Bach, Beethoven og Brahms, men en legende, undersøgende måde at kante sig ind på musikken. Faber søger med andre ord at komme et nyt publikum i møde ved at gå i sporene på algoritmernes og streamingtjenesternes logik: Hvis du kan lide x, kan du måske også lide y og z. De ledsagende tekster er fulde af indsigt og charme, flankeret af Martin Sommers tegnede illustrationer med Fabers Harry Potter-lignende briller drysset ud som små vignetter.

Man kan nemt både lytte, læse og se på en gang. Der indledes med Monets maleriske impressionisme, der møder drømmende mytologisk fløjtespil i Debussys Forspil til en fauns eftermiddag. Så føres man videre mod modernisme og fuglefløjt i Messiaens præludium La colombe. Skagensmaleren Krøyer og Lange-Müllers smægtende Midsommervise stilles overraskende overfor Lars-Erik Larssons Pastoralsuite, mens Hugo Alfvén må nøjes med en sidebemærkning. Bachs Goldbergvariationer og Wegners Y-stol leder mod en strygekvartet af Philip Glass. En arie fra Bachs Matthæuspassionen sammenholdes med et dansk kirkerum og Bruckners Locus iste. Beethoven og Mendelssohn deler et kapitel. Brahms gemmer sig mellem Jane Austins forfatterskab og en klaverkoncert af Mozart.

Med kæmpeskridt og på kalejdoskopisk vis vader man igennem 1930ernes King Kong-film og Riddernes dans fra Prokofievs Romeo og Julie, hvorefter man føres tilbage til 1910 med Orientalsk festmarch af Carl Nielsen. Helt nye toner introduceres med John Adams og Caroline Shaw. Det er forfriskende og leder lynhurtigt til flere digitale søgninger med mere musik, andre indspilninger eller til fine historiske optagelser. Der er altså plads til at undre sig og eksperimentere. Man får lyst til at fordybe sig. Man bliver veloplagt og kommer i godt humør. Klassisk for begyndere er en oplagt julegaveidé.