DR Symfoniorkester er blevet fejret behørigt i år, og med til jubilæumsfejringen hører denne mastodont: Martin Granaus bog om DR Symfoniorkestret gennem 100 år. Den omhandler således et centralt stykke dansk musik- og kulturhistorie. Det kan knap kaldes en bog, snarere et fysisk monument: 6 kg tung, som et orkesterpartitur i omfang, men fem gange så tykt, og løbende over 831 sider i luksuriøs hard cover indbinding.  

En bog, der er næsten uhåndterlig. Men den kan - med en fysisk kraftanstrengelse - placeres på et bord, og blive liggende dér til nærmere dissektion. Det er en næsten grotesk Coffee table-genstand, lidt ligesom Hvidt & Oelsners Hammershøi og fotografen Jan Grarups And Then There Was Silence. 

Tilbage i 2000 lagde Martin Granau grundstenen til sin enorme research om orkestret, da han udgav jubilæumsbogen Holms vision – Radiosymfoniorkestret 75 år. Den foreliggende bog er en justeret og forvokset viderebearbejdelse. Den overordnede ramme er forbilledligt tænkt: Fem store, samlende kapitler om orkestrets brogede, fremadskridende historie: 1. Visioner (1925-1950), 2. Opbruddet (1950-1967), 3. Demokratiseringen (1967-1988), 4. Professionaliseringen (1988-2007) og 5. Forløsningen (2007-2025). 

Forordet giver et glimrende overblik over det ellers uoverskuelige stof med en kort indføring i de fem hoveddeles væsentligste indhold og pointer. Og forfatteren er her ikke bleg for at sammenligne bogens udformning med et storslået musikalsk drama. De mange sidehistorier og detaljedyk ses som et episk træk: ”Det giver mulighed for dramatiske fraseringer som i en Mahler-symfoni, en spændingsroman eller en græsk tragedie.”

Men sådan opleves bogen ikke. Det er et imponerende stykke journalistisk researcharbejde, en bedrift, men også for meget af det gode. Granau, cand. phil. i musikvidenskab, er detaljernes mand. Værket er forsynet med hele 2.564 noter, der løber over 27 sider. Der er benyttet omkring 500 fotos og illustrationer. Personregisteret alene fylder 8 sider. Granau trækker på alt, der har kunnet give indsigt i orkestrets udvikling sideløbende med statsradioens egen: avisartikler, arkivmateriale, mødereferater, debatter, interviews, akademiske afhandlinger, musikhistoriske værker, notater og e-mails. 

Granau har udeladt en del leksikalt stof, som var med i hans tidligere udgivelse om orkestret, men der er dog lister over Torsdagskoncerterne med, måske fordi de tidligere var savnet? Det var sjovt nok en anke, som anmelder Michael Fjeldsøe fremsatte i sin kritik af det gamle to-binds-værk i Dansk Musik Tidsskrift tilbage i år 2000. Listerne med torsdagskoncerter er nu til gengæld de eneste egentlige dokumentationslister over Symfoniorkestrets aktiviteter. 

Men orkestrets pladeproduktioner bliver heldigvis også behandlet undervejs. Granau skriver om orkestrets indspilninger, at de ”var med til at gøre orkestret kendt i ind- og især udland”. Men jeg forstår godt – efter læsningen – hvorfor det er forekommet som en uoverskuelig opgave at bogføre symfoniorkestrets pladeudgivelser mere systematisk. Denne aktivitet påbegyndtes allerede i 1942, og i 1950 – skelsåret med det store internationale gennembrud ved Edinburgh-festspillene – havde orkestret allerede indspillet hele 122 titler. Det blev til mange flere, ikke mindst med CD’ens fremkomst og med vigtige samarbejder med plademærkerne Chandos, Dacapo og Deutsche Grammophon. 

Der er mange hovednavne, men endnu flere bipersoner at holde styr på. Og jeg synes, at hele denne registrering af, hvad der foregik i magtens korridorer, visse steder tager overhånd på bekostning af kernehistorien, hvad der egentlig er grunden til al virakken, nemlig orkestret, musikken, dirigenterne, receptionen. Ingen detalje er tilsyneladende for lille. Det får nogle af afstikkerne til at fremstå absurde i konteksten af et symfoniorkesters historie. I afsnittet ”Katastrofekurs” om de brydningsfulde år 2003-2007 med både regeringsskifte, Irakkrig og kæmpe omvæltninger i DR - herunder det skandaleramte byggeri og interne, politiserede stridigheder - bruger Granau side op og side ned – ja, faktisk hele kapitel 64 (”Katastrofekurs”) og kap. 65 (”Sammenbrud og genrejsning”) på interviews og redegørelser for DR’s generelle udvikling herunder borgerlige politikeres kritik af DR’s nyhedsdækning, reaktioner fra nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen og DR-bestyrelsesformand Jørgen Kleener, samt efterfølgende generaldirektør Christian Nissens håndtering af de interne problemer omkring den økonomiske kuldsejling af DR-Byen med byggeudvalg, anlægsbudgetter og rigsrevision og byggeriets faser. Og det fortsætter i kapitel 65 med Kenneth Plummer som ny generaldirektør og nye forandringer i drift, organisation og programtænkning. Alt dette opleves meget langt væk fra en bog om et symfoniorkester. Og hvis pointen er at vise de politiske bevægelser i kulissen for at nå frem til, at Koncerthuset trods alt blev bygget og blev rammen om et nyt og kraftfuldt orkester, så kunne det være gjort kortere, klarere og mere elegant.  

Det virker således i længere passager ikke blot som musikkens og musikudøvernes historie, men som en virksomhedens historie, en kulturpolitisk registrering af skiftende magtbalancer, chefer, ledelse og kunstneriske retninger og udviklingslinjer, der udstikkes og ændrer sig igennem omskiftelige tider og kulturelle strømninger i løbet af det seneste århundrede. Denne grundighed har dog også forcer. Den viser, at der er utallige faktorer i spil i kulisserne bag et stort, prestigefyldt og hundedyrt orkester herunder musikpolitik, alder, musikalsk æstetik, organisering, strategier og psykologi.

Man kommer undervejs tæt på bitre magtkampe bl.a. i 1960erne, hvor det gik hedt for sig i og omkring Radiohuset mellem fortalere for den nye avantgardemusik - heriblandt programmedarbejderen og snart også musikchefen Mogens Andersen med fæller bl.a. i den skrivende musikpresse – og på den anden side et frustreret, umyndiggjort orkester sammen en mere traditionalistisk fløj af radiomedarbejdere og anmeldere. Det er i øvrigt i denne periode, at svenske Herbert Blomstedt bliver en væsentlig og skattet chefdirigent (1967-1977). Granau beskriver også den anløbne alkoholkultur i orkestret i denne periode, som også var et problem i dansk arbejdskultur i øvrigt, og som havde negativ indvirkning på det kunstneriske niveau. En episode med en fødselsdagsfejring og en stangberuset trompetist står emblematisk, og rygtet om det ”skidefulde” symfoniorkester nåede helt til USA. Det er virkelig den totale modsætning til nutidens toptunede orkester under dirigenter som Fabio Luisi, Thomas Dausgaard, Leonidas Kavakos og Barbara Hannigan. 
Bogens produktion er bragende flot. Alt er her lækkert og imponerende. Man bladrer gerne og nærstuderer fotos og andre illustrationer, læser billedtekster. For den almene læser tror jeg dog, den vil forekomme svært fordøjelig, elitær – og dyr (600 kr.). En uendeligt omstændelig krønike, der undervejs nok fortæller om orkestrets historie og aktiviteter, men fortaber sig i bevisførelser og petitesser. Til gengæld er det meste formentlig at finde her. Bogen vil stå som et referenceværk i mange år.