Det var som den tredje mand i en supergruppe, at spanske Paco de Lucía blev et navn på den internationale scene. De to virtuoser indenfor fusionsjazzen fra henholdsvis England og USA, John McLaughlin og Al DiMeola, havde for længst markeret sig i grupper som Mahavishnu Orchestra og Return To Forever. Førstnævnte havde endda vist evner indenfor crossover med klassiske indiske musikere og bandet Shakti.

Men med ét var det pludselig mod Andalusien, at pilen pegede. Med koncertoptagelsen Friday Night In San Francisco, som kom i 1981, blev fokus flyttet fra elektrisk guitar med alskens effekter og hen mod den stringens, der lå i den klassiske spanske guitar. Termen duende blev det nye go-to-ord og stod for den særlige emotionelle følelse af lidenskab, parret med virtuositet og en sjælens magi, som var den spanske flamencos særkende.

Så hvor Al DiMeola fik sine fans med sit plekterspil på de seks strenge, og McLaughlin imponerede med sin alsidighed, var det den næsten undselige tredje mand, der med klassisk rank positur viste, at man med rapt fingerspil med højrehånden kunne åbne en verden af lyd op, som verden knap havde set eller hørt før.

For så stor en hemmelighed havde flamencokulturen været. Og dertil havde den ikke siden den store Sabicas (1912-90), som emigrerede til USA i forbindelse med den fascistiske magtovertagelse i 1936, set en flamencoguitarist, der tilnærmelsesvis nåede det niveau, som dette nye fænomen. Paco de Lucía fra Algeciras var ankommet til den globale bevidsthed og var fra da af et begreb.

Nu er der kommet en mageløs biografi om denne Paco, som væltede jazzens og i bredere forstand musikkens verden fra 1981 og frem. En biografi som er skrevet af en dansker, der både kan skrive og selv er en dygtig guitarist, og som med lige så stor selvfølgelighed mestrer det musikalske sprog i de to kulturer, som er blevet hans speciale. Nemlig den fortrinsvis andalusiske flamenco og den brasilianske guitarmusik, som man kender den i hænderne på virtuoser som Baden Powell. Denne kender, som nu udmærker sig med sin tredje bog om flamencomusikken, hedder Jens Viggo Fjord, og det er en fornøjelse at blive inviteret indenfor i hans sfære.

Ikke at mødet i San Francisco fylder specielt meget i biografien, for ret beset var det et i starten ret frugtbart møde, men som årene går og Paco de Lucía vokser som solist, opstår der gnidninger specielt i forholdet til Al DiMeola, hvilket dog ikke afholder de tre fra at gentage succesen 15 år senere med det roste album The Guitar Trio. Her roses de for at være modne virtuoser på lige fod, og albummet går ind på førstepladsen hos det amerikanske brancheblad Billboard i kategorien Top Jazz Albums. I hele forløbet er det spændende at komme indenfor i maskinrummet, hvor Fjord med stor indsigt viser os den sky Paco de Lucías kamp for at lære at slappe af i det, som bestemt ikke er en del af flamenco og netop er jazzens særkende: improvisation. Ligesom han får vist os, hvordan Paco de Lucía tager erfaringerne fra jazzen med sig, da han etablerer sin egen spanske fusionsgruppe, og dermed skaber Nueva Flamenca-stilen, som har fået mange efterlignere.

De fleste, som beskæftiger sig med flamenco, er meget fokuserede på selve musikken og de store følelser. Og alt det har Fjord også tjek på, men hos ham får man hele pakken. Han taler spansk perfekt og udmærkede sig allerede i 1990'erne med sin første bog, hvor det var den vigtige digtning og specielt digteren og fænomenet Federico Garcia Lorca, som Jens Viggo Fjord tog under behandling.

Man kan sige, at seriøs flamenco består af tre dele, nemlig sangen, hvor det specielt drejer sig om cante jondo, den såkaldte "dybe sang". Dertil er der dansen, som i sin seriøse traditionelle form typisk udføres af en solodanser, der ikke mindst med sine rappe fødder kan være perkussionist med hårde sko mod trægulv. Og så er der musikken, som er delt i to, nemlig guitaristen og håndklap. Det er den klassiske form. Men Fjord påviser, at Paco de Lucía både var et produkt af og ambassadør for traditionen (selvom han ikke var ægte roma, som ellers er vigtigt i Andalusiens flamencomiljø), og med tiden modigt udstak nye retninger og gav musikken fri.

Vi starter hjemme i Algeciras, beliggende i skyggen af Gibraltarklippen på den anden side af en stor bugt. Paco vokser op i et kvarter, hvor der bor mange gitanos, som romaer hedder på de kanter. Hans far Antonio Sánchez Pecino er guitarist for lokale sangere, men det er en usikker metier, for det er ofte kun solisten, der får løn med hjem. Hans mor er fra en lille by over grænsen til Portugal og hedder Luzia Gomes, som i Spanien bliver til Lucía. De får en stribe børn, hvor tre får musikalske karrierer og hvor Paco, født i 1947, er den yngste. Paco er i øvrigt et helt normalt kælenavn for folk, der er døbt Francisco, og hans fulde navn er Francisco Sánchez Gomes.

Jens Viggo Fjord er grundig omkring opvæksten, og det er spændende læsning ikke mindst om, hvordan faren er særdeles målrettet omkring børnenes uddannelse. På en og samme tid er det også en grundig indførelse i livet indenfor flamencosamfundet, hvor det for alvor bliver interessant, da Paco som ung mand møder en anden fremstormende kunstner, romaen José Monje Cruz som går under kunstnernavnet Camarón de la Isla, og som er to år yngre end Paco. Camarón, som dør alt for tidligt i 1992, og Paco - som ligesom sin bror, sangeren Pepe, ærer sin mor i valget af kunstnernavn - bliver stjerneparret indenfor flamenco, vel at mærke med farmand Antonio som manager. Her er storebror Ramón også inde over på mange indspilninger og liveoptrædener, men han vælger som kunstnernavn at ære hjembyen.

I dag er de tre brødre legenderne Ramón de Algeciras (1938-2009), Pepe de Lucía (f. 1940) og Paco de Lucía (1947-2014).

Den grundige biografi tager os med på hele rejsen, hvor Paco de Lucía ved siden af og efter partnerskabet med Camarón de la Isla på unik vis skaber en karriere, hvor en flamencoguitarist er i centrum som solist. Allerede i 1973 hitter han med melodien ”Entre Dos Aguas” (Mellem to vande), hvor han udfordrer det dengang konservative flamencomiljø ved at inddrage arabisk perkussion i stedet for de traditionelle håndklap. For at forstå populariteten er det værd at vide, at nummeret er blevet lyttet til af over 100 millioner alene på Spotify.

Bogen folder karrieren ud og påviser, hvorfor Paco de Lucía ikke bare var en virtuos, men også revolutionerede flamenco, og derved lagde grunden til den Nueva Flamenco og de mange guitarister, der med ham som forbillede tegner en kultur, som er blevet global, og hvor der eksempelvis er flere flamencoklubber i Japan end i Spanien. Det er en medrivende fortælling med en god kildeliste til sidst, som inviterer til yderligere fordybelse.