En glemt komponist og et knækpunkt i dansk musikhistorie

Henrik Nebelong – July 2021

Mogens Wenzel Andreasen
Fjeldstigning – billeder fra en kulturradikal skandale. Roman. (2008).
Borgen 2008, 204 sider

Jens Cornelius
Victor Bendix
Multivers 2020, 171 sider 

Victor Bendix (1851-1926) var en overordentligt velbegavet dansk komponist, pianist og dirigent, der spillede en afgørende rolle i vores musikliv i årene op til og lige efter år 1900. Hans musik – heriblandt 4 symfonier og en klaverkoncert – opnåede i hans levetid en ikke ringe succes og opførtes bl.a. af Berliner Filharmonikerne og Boston Symphony Orchestra. Efter hans død forsvandt hans samlede produktion imidlertid hurtigt fra repertoiret og er ikke siden vendt tilbage.

Bendix fik sit navn ramponeret i forbindelse med et par temmelig saftige skandaler: en klaverelev og elskerinde, Harriet Brandes, begik selvmord ved at drikke blåsyre, da Bendix giftede sig med en anden, og en anden klaverelev, Augusta Schiøler, som han besvangrede, men ikke ønskede at se mere til, skød efter ham med en pistol, men ramte dog ikke. Begge episoder interessant samtalestof i det københavnske borgerskab.

I 2008 udgav Mogens Wenzel Andreasen en bog om Bendix’ liv og om disse begivenheder med titlen Fjeldstigning – titlen taget fra navnet på Bendix’ første symfoni. Bogen betegner sig som ”roman”, men der ligger en betydelig research bag (til dels foretaget af musikforskeren Carsten Høyer), og der er vel i virkeligheden tale om en egentlig biografi, som blot er dramatiseret med samtaler og indre monologer ”som de meget vel kunne have udspillet sig”. Man får således igennem bogen et godt kendskab til Bendix’ vigtigste værker og til hans indsats i datidens musikliv. Samtidig øser forfatteren, der jo bl.a. er kendt for en række egentlige komponistbiografier, af sit omfattende kendskab til andre af datidens musikpersonligheder og til hele det datidige københavnske og europæiske musikmiljø. Selvfølgelig spiller skandalerne omkring Bendix en stor rolle i bogen, men selvom der i visse passager er rigeligt smæk for skillingen, så er der altså også tale om seriøs formidling og om et ganske dybtgående og sikkert også i lange stræk sandfærdigt portræt. Og egentlig gør det jo ikke noget, at skildringen også er underholdende på et mere kulørt plan.

Det spørgsmål, som Wenzel Andreasen stiller sig selv og læserne – og også lader Bendix stille sig selv – er, hvorfor en vis kunst trods al samtidig succes er dømt til glemsel. Og omvendt spørgsmålet: hvad er det, der skaber en ægte klassiker. Bendix indser, at fremtiden tilhører den 20 år yngre Carl Nielsen, som han trods sin jalousi hjælper og promoverer så godt han kan. Han indser selv resigneret, at hans musik er dømt til glemsel, og finder en slags forklaring i, at han repræsenterer en ”mellemperiode”, påvirket af komponister som Mendelssohn, Schumann og Niels W. Gade. En slags musikalsk ”biedermeier-kunst” fra tiden ganske kort inden folk som Schönberg og Alban Berg tager over. Det helt store chok får han ved uropførelsen af Carl Nielsens femte symfoni, som han oplever som et knytnæveslag (skønt også den er milevidt fra Schönberg m.fl.).

Men dette med ”mellemperioden” er nu nok ikke hele forklaringen, for klart nok skifter publikums smag, som tiderne skifter. Men noget ejer alligevel en sådan modstandskraft trods alt samtidspræg, at det består ”klassiker-prøven”, holder interessen fangen gennem århundreder. Hvorfor? Man kan ikke blot henvise til den tekniske kompositoriske færdighed. Her var Bendix en uovertruffen mester. Men hvad da?

Wenzel Andreasen har lige så lidt som andre, der har overvejet spørgsmålet, noget svar, men han lader det komme an på en prøve, idet bogudgivelsen er ledsaget af en cd med Bendix’ første og tredje symfoni indspillet af Omsk Philharmoniske Orkester under Evgenyi Shestakov. For undertegnede lytter giver cd’en dog ikke anledning til en revurdering af Bendix. Men det er muligt, at en indspilning med et andet orkester og en anden dirigent kunne få mig til at ændre min opfattelse. Dog næppe vedrørende den 1. symfoni, der forekommer mig alt for overlæsset. Den bygger på paradigmet: heroisk kamp til sejr – en formel, der ærligt talt næppe kunne trække meget mere efter romantikkens store symfonier og koncerter. Den tredje symfoni derimod har nogle spændende øjeblikke, og slutsatsen når et par steder frem til en alvor, der kan minde om alvoren i sidste sats af Tjajkovskijs ”Pathetique-symfoni”. Så… måske.


I år er så udkommet en egentlig biografi om Victor Bendix i forlaget Multivers’ fortjenstfulde serie om danske komponister. Her har Jens Cornelius tidligere bidraget med biografien om Ludolf Nielsen. Bendix-biografien udmærker sig især ved en detaljeret og velskrevet gennemgang af alle Bendix’ hovedværker. Og heller ikke Cornelius går af vejen for temmelig minutiøse gennemgange af Bendix’ to super-skandaler plus af hans tilsyneladende helt generelt store erotiske appetit. I denne sammenhæng trækker Cornelius på forskellige datidige brevvekslinger og på avisreferater. Den første skandale, forholdet til Bendix’ smukke klaverelev, Harriet Brandes, gift med Bendix’ fætter, den radikale politiker og medstifter af ”Politiken” Edvard Brandes, blev søgt holdt hemmelig, men der hviskedes i krogene og Harriets blåsyre-selvmord har været medvirkende årsag til, at Bendix aldrig fik nogen af de topstillinger i musiklivet, han ellers ville have været selvskreven til. Skandale nr. to gjorde selvfølgelig ikke hans stilling bedre. Det er en ret besynderlig historie: Klavereleven frk. Augusta Schiøler betroede under en time Bendix, at hun ønskede at få et barn med ham. Dette barn ville få de heldigste arveegenskaber, mente hun, og måtte blive en stor musiker. Utroligt nok gik Bendix ind på forslaget under den betingelse, at sagen hemmeligholdtes, og at han ikke på nogen måde skulle bringes i forbindelse med barnet. Augusta overholdt imidlertid ikke sin del af aftalen. Hun promenerede barnevognen med den nyfødte dreng, Victor Schiøler, nedenfor Bendix’ lejlighed og lod højlydt forbipasserende forstå, at deroppe boede barnets far, og hun råbte under en koncert til Bendix’ datter, at hun havde et lille barn med hendes far. Da Bendix nægtede at lade sig skille for at gifte sig med Augusta udviklede hendes betagelse af ham sig til et hvidglødende had. Hendes attentatforsøg behandledes udførligt i pressen. Hun lærte siden sønnen, der vitterligt som voksen blev Danmarks måske betydeligste pianist, at han skulle hade sin far. At Bendix overhovedet kunne overleve denne affære socialt og mentalt, er ikke det mindst imponerende ved manden.

Cornelius kommer ligesom Wenzel Andreasen ind på spørgsmålene om, hvorfor Bendix trods sine rige evner aldrig fik den helt store succes, og hvorfor hans musik så hurtigt gik i glemmebogen. Udover den skiftende tidsånd peger Cornelius på to forhold, der sikkert ikke er uden betydning. For det første den udbredte antisemitisme i det københavnske borgerskab på Bendix’ tid. Som jøde blev Bendix af mange betragtet som en ”fremmed” og som uegnet til at varetage vigtige poster i det danske nationale musikliv. Og ikke blot var Bendix jøde, men han var også proklameret ateist og fritænker. Det var en kendt sag, at han levede i et såkaldt ”åbent ægteskab”. For det tredje var Bendix i sin ungdom wagnerianer og Liszt-tilbeder, og begge de to ”nytyske” komponister betragtedes af Niels W. Gade – den altdominerende figur i dansk musikliv – som galt afmarcherede og deres kompositioner som udtryk for dårlig smag. Da Gade omsider døde i 1890, var Wagners og til dels Liszts musik ikke længere tabu, men til gengæld betragtedes den nu som noget gammeldags. At Bendix som dirigent stod for de første koncertante opførelser herhjemme af dele af Tristan og Ringen, tilregnedes ham ikke som nogen speciel fortjeneste.

Cornelius sætter Bendix’ musik ind i nogle morsomme sammenhænge. Fjeldstigning (1882) var oprindelig ikke tænkt som en program-symfoni, men på opfordring af digteren Holger Drachmann gav Bendix symfonien dens navn og accepterede et digt om symfoniens ”indhold”, som Drachmann havde skrevet uden overhovedet at have hørt den først. Cornelius peger på slægtskabet med bl.a. Rued Langgaards Klippepastoraler     (1908-11) og Richard Strauss’ Alpesymfoni (1915).

Mest spændende er Cornelius’ skildring af forholdet mellem Carl Nielsen og Bendix, et varmt men også spændingsfyldt venskab kulminerende i Bendix’ dramatiske brev til Nielsen skrevet natten efter at han den 24. januar 1922 havde overværet opførelsen af Nielsens femte symfoni, der i endnu højere grad end de første fire symfonier måtte opleves som  en musikalsk eksplosion:

Kære Carl Nielsen.

Jeg gik fra din søndagsprøve bedøvet og bedrøvet, jeg gik fra koncerten i aftes og skældte og smældte over denne Sinfonie filmatique, denne urenlige løbegravsmusik, dette frække bedrag, denne knytnæve i ansigtet på et værgeløst, nyheds-snobbet og pirringssygt publikum, dusinmennesket en masse, der med forkærlighed slikker den hånd, som er farvet af dets eget næseblod. --- Og jeg vågnede sent i nat, kunne ikke sove mere, din musik holdt mig vågen…jeg vil alligevel høre den igen, jeg hader den, men den fængsler mig.

Jeg kan jo se den åndslivlighed, den styrke og selvstændighed, hvoraf hver eneste takt bærer mærke. Jeg ser jo det store drag mod det ugjorte – måske ugørlige, som er et af geniets kendetegn. Jeg ser en aldrig hvilende skabertrang, en sublim unøjsomhed med allerede vundne laurbær.

Jeg ser en enestående bevægelsesfrihed i de forskelligste kunstformer, det mesterskab, som en forening af stålvilje og sjældne naturgaver skænker. Og jeg ser i din stræben mod høje tinder og dybe afgrunde en naturnødvendig opposition mod vor hidtil vel blødagtige og småtskårne danske kunst.

Ja, jeg ser meget – meget i din musik. Gid jeg nu blot evnede at høre lige så meget. Så var det lettere at blive gammel.

Med alle gode ønsker – det undtaget, at du må danne skole!

Din Victor Bendix

Carl Nielsen svarede:

Kære Victor Bendix!

Det er nu lige hårdt nok! Og hvad skal jeg sige? For du er jo den samme, du altid har været, og jeg lytter til hvert ord, du siger, og véd, at du mener dem. Men ”skyttegravsmusik” (”urenlige” oven i købet) ”frække bedrag” ”Sinfonie filmatique”, er meget stærke ord. Hvad skal jeg dog sige? Jeg klamrer mig foreløbig til de andre ord du siger, men jeg har det som du. Jeg vil netop tilbage til det der støder; jeg vil forstå dig, ellers forstår jeg ikke heller mig selv. Mener du at jeg laver humbug? At det er bedrageri? Det er umuligt. Der er ingen videre forskel på dette arbejde og mine andre, men måske er visse friheder stærkere markerede. Er jeg som en dranker, der skal have snapsen stærkere og stærkere for at finde tilfredsstillelse ved livet? Hvad er det hele, hvis der ingen forbandet glæde er ved at lave tingene? Er det galt, at jeg må kradse mig selv op hver gang jeg skal skrive noget større? Men det keder mig ellers.

[Og efter et par yderligere afsnit:]

Kære Victor, jeg har haft det temmelig strengt i den sidste tid; arbejdet meget. Af og til har jeg tænkt på, hvad du ville sige til ”den” og nu har vi altså skandalen. Men nu håber jeg vi ses meget snart; det er jo en aftale, at jeg skal besøge jer en aften og jeg  --- glæder mig vel nok alligevel – sådan altså – (hils din kone fra mig) til det.

Din Carl Nielsen

Bendix svarede:

Kære C.N.

Tak for dit smukke og værdige svar på mit lidenskabelige udbrud, som kun lader sig forsvare og forklare derved, at din musik så ofte synes mig en fornægtelse af den ægte og redelige kunst, som nu engang har været mit liv…

– Et knækpunkt i dansk musikliv…

Venskabet og beundringen ophørte ikke. Men Bendix indså nu stærkere end nogensinde, at han tilhørte fortiden, Nielsen fremtiden.

Cornelius’ bog afsluttes med en omfattende kompositionsliste og en diskografi, samt nyttige registre.

Jeg kan varmt anbefale begge de anmeldte bøger.

Læs flere boganmeldelser

Jens Cornelius

Victor Bendix

Multivers 2020, 171 sider