Nu er den 27. bog i forlaget Multivers’ serie om danske komponister udkommet: P.E. Lange-Müller, skrevet af seriens hovedredaktør Jens Cornelius. Umiddelbart tænkte jeg, at den handlede om en komponist, jeg godt kendte. Men jeg tog grundigt fejl.

Før jeg fik læst Jens Cornelius´ bog, var min viden om Peter Erasmus Lange-Müller (1850-1926) ret mangelfuld. Og det, selv om jeg er cand.mag. i musik og har virket som organist i over 50 år. Jeg vidste, at Lange-Müller var en kendt dansk komponist, en senromantiker, der skrev smukke sange og fine korsatser. Det, jeg kendte af ham, fyldte mig med beundring og styrkede min overbevisning om, at han var en fremragende komponist, og at det egentligt kun var mig, der vidste for lidt om hans liv og virke. Jeg har selv akkompagneret til nogle af hans sange, og mange kor, der gav koncerter i min kirke, sang hans korsatser, især Tre Madonnasange med den fine Madonna over Bølgerne, som jeg hver gang glædede mig til at genhøre. Men jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har hørt noget andet af ham f.eks. instrumentale orkesterværker. Jeg vidste heller ikke, at han også havde forsøgt sig med opera.

Dog tror jeg ikke, at jeg adskilte mig synderligt fra, hvad andre professionelle musikere vidste om ham. Og det såkaldte ”brede publikum” vidste om muligt endnu mindre. Så bogen blev en veritabel øjenåbner for mig, og jeg læste den ikke kun med professionel interesse, jeg læste den nærmest som en roman, hvad stoffet sagtens kunne foldes ud til.

Allerede på bogens omslag gør Jens Cornelius opmærksom på Lange-Müllers paradoks: ”Ved sin død havde han status som Danmarks nationalkomponist. I dag kendes han især for sankthanssangen ”Midsommervisen” fra eventyrskuespillet Der var engang.”

Lange-Müller døde i 1926. Få år senere døde Carl Nielsen, som vi i dag anser for dansk nationalkomponist. Lange-Müllers begravelse virker som en generalprøve på Carl Nielsens begravelse i 1931. Kun få år skiller disse to begivenheder, den ene nationalkomponist afløser den anden, uden at der reflekteres ret meget over det.

En anden gåde og en rigtig appetitvækker finder man få sætninger senere: ” […] de færreste vidste, at denne smukke og personlige musik var skabt af en meget ulykkelig mand, der var hårdt plaget af sygdom og mismod.”

Ja, her er sandelig noget, der kan vække læserens nysgerrighed. Disse to aspekter: Fra kendt til ukendt samt sygdom og skaberkræfter, er noget, der går som ledetråd igennem bogen. Men der er også en tredje vigtig ting: Lange-Müller viser sig at have været en meget rig mand, der ikke var afhængig af et lønnet arbejde eller honorarer. Han kunne tillade sig at rejse ”på første klasse”, opsøge fremmede steder (til dels på jagt efter en kur, der kunne helbrede ham) og skabe det, han havde lyst til. Men rigdom gjorde ham også til en ener, til én, der for det meste var fraværende, og ikke lod sig se af mange. Denne isolation og det faktum, at han måske var den mest velhavende blandt danske komponister, kunne give bagslag, hvilket måske havde noget med Janteloven at gøre.

Forfatteren berører alle de tre emner, men udfolder dem ikke, hvad der nok ville ligge uden for bogens koncept. Bogen er nemlig en del af en bogserie, der i et lille format tegner portrætter af danske komponister, som er mindre kendte i den kulturelle offentlighed. Men som læser ville man være taknemmelig for at få belyst de nævnte aspekter yderligere.

Bogen består af en indledning efterfulgt af 12 kapitler, der følger komponistens liv og gerning kronologisk. Derefter følger fyldige noter, værkfortegnelse, selektiv diskografi, litteratur, værkregister og personregister. Der er altså alle redskaber til stede for at kunne navigere i bogen, vende tilbage til omtalte værker eller personer, som færdes ved Lange-Müllers side.

Bogen bygger på minutiøs granskning af mange hidtil ukendte kilder, først og fremmest komponistens dagbøger, som han skrev hele livet. Og selv om han fik dem redigeret grundigt i årene før sin død, er de en vigtig kilde for forfatteren til at præsentere Lange-Müllers til tider ret kringlede vej igennem livet.

Undervejs bliver man, som læser, fyldt med undren. Denne tilsyneladende ensomme mand, der holdt sig på afstand af alle (til dels grundet sit dårlige helbred), knyttede tætte venskaber med få udvalgte mandlige venner, med hvem har tilbragte tiden på rejser og i fremmede omgivelser: Østrig, Schweiz, Tyskland, Spanien, Sverige, eller på et forfaldent middelalderslot. Blandt disse rejsekammerater finder vi f.eks. forfatteren Einar Christiansen og den svenske komponist Emil Sjögren, som Lange-Müller i perioder flyttede ind hos i Stockholm.

Han var også ven med digteren Thor Lange, men dette venskab udfoldede sig alene pr. korrespondance, da Lange, som Lange-Müller kendte fra sin gymnasietid, boede i Rusland. De, der kendte Lange-Müller godt, undredes over, at han på trods af sin skrøbelighed travede lange ture i naturen, endda i bjergene, og at han elskede at grave i haven.

Men først og fremmest komponerede han. Det var hans kald i livet, hans skæbne. De anerkendte værker viser en original og dygtig komponist, og man forstår ikke hans egen selvkritik og skepsis. Bogen kan for læseren være en anledning til at lære Lange-Müllers musik bedre at kende. Meget kan i dag høres på YouTube. Men jeg håber inderligt, at udgivelsen af den fine bog giver stødet til en fornyet interesse for Lange-Müller: At man vil spille ham mere, og programsætte hans større symfoniske og kammermusikalske værker. Det fortjener han, for nu ved jeg, at han kunne mere, end at skrive smukke og rørende melodier.

Stor tak og tillykke til Jens Cornelius for den vellykkede bog, vi ikke vidste, at vi savnede!