Mere forskellige end emnerne for de to seneste bind i Multivers’ læseværdige og lommevenlige serie om dansk rockalbums bliver pladeudgivelser og deres bagland næppe. Gnags og Furekåben debuterede ellers nogenlunde samtidig i henholdsvis 1973 og 1970 og med stort set jævnaldrende medlemmer, dvs. folk født omkring 1950. Men så hører nærmest enhver lighed mellem de to hippieorkestre også op.

Når dette læses, er Gnags på intet mindre end 60-års jubilæumsturné rundt i det danske sommerland. Af deres 24 studiealbums plus det løse var gennembrudspladen Den blå hund fra 1984 allerede nummer ti. Det seneste, På ryggen af en drøm, er fra 2022. 

Ud over at blive et af nationens mest folkekære bands og udvikle sin helt egen form for dansksproget reggaerock viste hippiegruppen fra Skjern sig også tidligt som målrettede iværksættere med eget pladeselskab, lydstudie med videre, og blev dermed en afgørende del af den vitale Århus-scene i 1980’erne og 1990’erne. Sagt på en anden måde: Hvis Thomas Helmig er kongen af Århus, var Gnags de magtfulde ældre stammeledere. Ikke uden symbolværdi debuterede den purunge Helmig tilbage i 1985 netop på Gnags-pladeselskabet Genlyd.

Furekåben med rødder på Amager og i en periode base i Nivå er i sandhed en ganske anden historie. De eksisterede kun i ganske få år, og nåede efter debuten med Prinsesseværelset kun at få indspillet yderligere ét album (som er titelløst, men uformelt kendt som Røde roser efter et daværende kollektiv). Pladerne udkom kun i få hundrede eksemplarer, for Prinsesseværelsets vedkommende endda i vidt omfang med håndkolorerede omslag, og er ud over på Det kongelige Bibliotek ikke længere tilgængelige i bibliotekssystemet.

Ingen af Furekåbens albums er nogensinde blevet digitaliseret ud over som mere eller mindre skramlede private uploads på YouTube, hvor man i det mindste kan finde Røde roser i fuld længde og separate klip med de tre lange sange fra Prinsesseværelset – ”Den gule filthatmand”, ”Kom lad os dulme vores nerver lidt” og den lettere hippieatypiske titel ”Lædersexdress”. Og selv om Furekåben senere muterede til det noget mere veldokumenterede Hyldemor, hvis sparsomme produktion op til frontfiguren Hans Vindings tidlige død i 1999 dog i det mindste er officielt hørbar på forskellige platforme, har alene utilgængeligheden været med til at give Furekåbens to albums kultstatus som ikke meget andet i dansk rockmusik. I sammenhængen var det således nærmest sensationelt, da de overlevende medlemmer til receptionen for Lars Movins bog på Christiania (hvor ellers?) spillede sammen for første gang i adskillige årtier.  

Skildringen af de to albums, deres baggrund og virkningshistorie er som sædvanlig i bogserien i trygge, topprofessionelle og velskrivende forfatterhænder (men endnu engang: Hvor er seriens underskud af kvindelige musikskribenter dog markant og besynderligt. For øjeblikket står det 7-2 til de mandlige). 

Seriemedredaktør Henrik Marstal (f. 1966) får givet et bredt anlagt tidsbillede af Gnags og omegn, hvilket ud over musikmiljøet i Aarhus også vil sige de lidt underkendte inspirationskilder fra vigtige internationale 70er-bands som Talking Heads, der fører frem mod det kunstneriske og folkelige gennembrud med Den blå hund og funky kæmpehits som ”Går med hunden gennem byen” og ”De vilde kaniner”.

Den enorme folkeyndest til trods er Gnags ikke altid blevet taget lige seriøst af skiftende generationer af musikkritikere. For nu at sige det meget mildt. Men ud over at fortælle detaljeret om tilblivelsen af netop dette centrale album og de enkelte sange lykkes det faktisk også et langt stykke ad vejen Marstal at rehabilitere bandet og dets chefsangskriver Peter A.G. Nielsen som meget andet og mere end hippiebondsk festivalreggae med politisk korrekthed i ascendanten. Så er man som læser også næsten parat til at tilgive de moderigtige raceteoretiske overvejelser sidst i bogen om, hvorvidt hvide mennesker overhovedet kan tillade sig at spille reggae. De gør det jo allerede og gør det givetvis igen på den igangværende sommerturné. I den forrygende islandske tv-serie ”Den danske kvinde” fra i år kan man endda også se Trine Dyrholm og et par islandske børn optræde med en forbilledligt bister version af ”De vilde kaniner”.

Hvor bogen om Den blå hund overflyver et af dansk rocks mest indflydelsesrige bands med tilhørende kulturhistorie, er fortællingen om Prinsesseværelset i helt anderledes grad ude på det mytologiske overdrev. Musikken er svær at komme i nærheden af, den er indspillet for over et halvt århundrede siden, og adskillige af nøglepersonerne er ikke længere blandt os. Til at løse netop den opgave viser Lars Movin (f. 1959) sig som den optimalt nysgerrige skribent.

Han har i adskillige store bogværker beskæftiget sig udførligt med lige så flygtige emner fra the foggy ruins of time som amerikanske beatdigtere og undergrundsfilm. Heller ikke i forbindelse med Prinsesseværelset synes der nærmest ikke at være den skriftlige kilde, der ikke er blevet anvendt, den centrale eller perifere eller endda meget perifere person, der ikke er blevet interviewet, eller det sted med større eller mindre betydning for Furekåben og deres kortvarige virke, der ikke er blevet besøgt og beskrevet.  

Det kan virke nørdet, grænsende til det esoteriske, men er alt andet. For det fremmaner også et fikserbillede af lige præcis disse kompromisløst søgende mennesker, der tilsammen lykkedes med at skabe noget musik, som i sit begrænsede og i dag svært tilgængelige omfang ikke kunne være skabt af nogen andre på noget andet tidspunkt. Gradvis får detaljemætningen brudflader og dunkle sider til at træde frem i den tilsyneladende så milde, mere eller mindre improviserede og udknaldede hippie-folkemusik, man altså i dag kun kan opsøge stykkevis på YouTube. Det er ikke kun kollektivromantik og sjove substanser, der er i spil, for de lange, blide og stort set akustiske forløb har indimellem også deres helt eget mørke og anstrøg af paranoia i sig. 

Hørt i dag er det heller ikke særlig svært at finde ansatser til Hans Vindings og Hyldemors senere signatursang ”Den gennemsigtige mand” eller midt i den syrede akustiske musik at høre Vindings nasale foredrag og snurrige tekstunivers som en slags missing link mellem Eik Skaløe/Steppeulvene og C.V. Jørgensens første plader. I den forstand kan også selv et ganske lille kultfænomen som Furekåben vise sig at kaste lange skygger i en grad, der gør det fristende at hævde, at hippietiden åbenbart kunne føre til hvad som helst, hvis bare man forlod den i tide. Og for den sags skyld også, hvis man ikke gjorde.