Jeg er behørigt imponeret over omfanget af den nye bog om Sebastian. Så er det sagt. For den voldsomt produktive og alsidige sanger, guitarist og sangskriver er blevet portrætteret før af afdøde Torben Bille, men på mange måder producerer Erik Jensen her den definitive bog, som Sebastians store fanskare kan ønske sig.

Problemet er bare afstanden, for den portrætterede sætter tidligt i forløbet en umulig betingelse: Han ville egentlig selv skrive sin selvbiografi, men nu kan Jensen gøre det for ham. Og da bogen er resultatet af udførlige interviews med Sebastian, styrer denne også processen og det, han ønsker at tale om. Og så ender vi ovre i en såkaldt Catch-22-situation, hvor skribenten sidder i saksen mellem en kunstner, som er større end livet, og et forlag, som er meget forhippet på at få den store bog ud, og får det med succes. I skrivende stund er andet oplag vist ved at blive revet hjem, og den kommercielle succes er i hus. Alligevel sidder undertegnede med et aber dabei.

Sebastians betingelse har været, at der - som i den nylige dokumentarfilm om ham, som jeg finder, måske er bedre end bogen - udelukkende tales om værkerne og den musikalske tilblivelsesproces. Det vil sige, at der bliver lukket helt ned for de personlige ting - ud over dem, som Sebastian har det godt med - og også for kritik, selv om det netop er, når Jensen træder ind i den vante rolle som kritiker eller kvalificeret rockskribent, at bogen får et strejf af liv og ikke bare er en mand, der holder en mikrofon og lader oraklet fortælle løs.

Vi får dog mange detaljer fra en svær barndom, hvor moren dør tidligt, og hvor familien flytter rundt, ligesom den unge Knud både bliver udredt på psykiatrisk hospital og bliver sendt på den ret berygtede kostskole Asserbohus. Man mere end fornemmer, at musikken bliver redningen, men også, at han tidligt gør op med sig selv, at hans tekster ikke skal være en gang navlepilleri om ulykkelig barndom. Så der har vi også præmissen, hvor vi kan tale om musik og ikke må komme for tæt på noget, der alligevel ikke har været en del af processen i den over 50 år lange karriere. Selvom de måske findes i skyggerne, når rampelyset er slukket.

Det er jo svært ikke at beundre kunstneren, som egentlig hed Knud Torben Grabow Christensen og ved et tilfælde fik navnet kunstnernavnet hæftet på sig. Vi får historien, hvor den unge folkesanger skal lanceres på engelsk og er for sløv i optrækket, og først lærer om sin nye identitet, da mærkaten på pladen er trykt, og han skal til at forlige sig med at have en af datidens kendte sangere - John Sebastian fra det amerikanske folk-rock-band, The Lovin' Spoonful - som inspiration til sit kunstnernavn. For selv om han egentlig finder sine forbilleder i 1960'ernes gademusikanter og den dag i dag er et særdeles overbevisende one-man-band med et overlegent fingerspil på sin westernguitar (som peger tilbage til Donovan, Bert Jansch og Bob Dylan), er han jo også lykkedes med både at blive en dansk kæmpe på et niveau, hvor kun dansksprogede sangskrivere og kunstnere som Kim Larsen og C. V. Jørgensen tåler sammenligning. Ligesom han også har formået at blive en dansk pendant til engelske Andrew Lloyd Webber med musicals, der både henter inspiration i klassisk teater og Astrid Lindgren med stor succes til følge.

Erik Jensen skriver virkeligt godt med et medrivende sprog, og det er en meget inspireret fortælling, der bliver bredt ud. Undertegnede har et lidt sporadisk forhold til Sebastian. Jeg var inde over og fan, da han fik sit overraskende store gennembrud med sin første dansksprogede plade, Den store flugt fra 1972, hvor han både viste sin evne til at inkorporere folkeeventyr med hittet ”Når lyset bryder frem” og janteloven med ”Hvis du tror du er noget”, og også ramte det inderligt smukke med den Leonard Cohen-inspirerede ”Rose”. Ligesom der var årene med det fede band, hvor Sebastians arrangementer blev båret af en veritabel supergruppe, hvor rytmegruppen var de to nyligt afdøde Michael Friis på bas og Alex Riel på trommer, mens guitaristen Nils Henriksen også producerede, og keyboardspiller Kenneth Knudsen og Lis Sørensen, korpigen som blev solist, malede med den store pensel og toppede på mesterpladen Stjerne til støv (1981). Mens jeg ikke har oplevet en eneste af hans mange musicals. Men det rådes der bod på med den grundige gennemgang af hvert et værk, hvor vi kommer ind i det musikalske værksted og bliver klogere.

Det er en bog, som vokser og langt hen ad vejen er bedre end så mange andre af de portrætter af danske rockkoryfæer, som konstant kommer på markedet. Fordi både forfatteren og emnepersonen har en så omfattende historie, der samtidig bliver et spejl af udviklingen på den danske musikscene fra sluttresserne til i dag. For undertegnede en læreproces, for det første indtryk snød lidt, og bogen vokser og bliver nok en reference, når emnet er en af vores helt store sangskrivere og hans omfattende livsværk. Hvorfor jeg varmt anbefaler Erik Jensens bog, som dog også åbner op for, at andre kan tage det hele et spadestik dybere og afdække de ting, vi kun aner mellem linjerne.