Replikker 3 – Var Wagner nazist?

Peter Wang
Henrik Nebelong
Peter Kjærulff
Lars Ole Bonde

1. Kjærulff til Nebelong

I forbindelse med min artikel om karaktermordet på Wagner, vil jeg gerne henvise til din indiskutable betagelse af Wagner og dit respektindgydende arbejde med oversættelser, litteratur osv. – og derefter spørge dig, om du ikke synes, det har stor betydning at kommentere forskning som den, jeg præsenterer i forbindelse med Monte Stones bog Hitler’s Wagner, a very thin book. Du har skrevet, at Hitler udførte Wagners program med hensyn til udryddelsen af jøderne – at man som iscenesætter bør camouflere hans værker, da han ”i fuld figur” er alt for skræmmende – og at Wagners opera Rienzi har en delskyld med hensyn til Hitlers opfattelse af sig selv som udvalgt til at ”make Germany great again”.

Ville det ikke være musikhistorisk nærliggende, om du enten klart og videnskabeligt tilbageviser Monte Stone – eller tilbagekalder nogle af ovenstående synspunkter? For mig at se er det voldsomt i nærmest ubeskrivelig grad at tillægge Wagner umenneskelige holdninger, han ikke har haft. Det er for mange mennesker decideret umuligt at lytte til Wagner, fordi ideen om, at han var ”Nazismens fader” hviler tungt over hans eftermæle. Eller sagt på en anden måde: kan vi virkelig stadig være dette bekendt?

2. Nebelong til Kjærulff

For det første: Jeg synes altså ikke det er så vigtigt, om Wagner var antisemit eller ej. Han skrev udødelige dramaer og udødelig musik - dét er vigtigt.

For det andet: Wagners antisemitisme er i mine øjne uomtvistelig, men den overdrives noget af mange kommentatorer. Dog helt bagatelagtig var den bestemt ikke, men den flugtede i nogen grad med den datidige tidsånd. Jeg har - mener jeg - skrevet tilstrækkeligt herom i biografien.

For det tredje: Min bemærkning om "camouflage" går egentlig på, at jeg ærgrer mig over iscenesættelser, der camouflerer Wagners skyggesider: der er både en Licht-Wagner og en Schwarz-Wagner. Men jeg resignerede: sådan må det vel være. (I det seneste årti er der måske så småt så småt ved at blive taget hul på den eksplosive Wagner - det synes jeg er godt).

For det fjerde: Wagners beskæftigelse med sex-symbolisme, incest osv. ser jeg overhovedet ikke som noget flovt eller negativt. Tværtimod.

3. Kjærulff til Nebelong

For mig at se står vi over for spørgsmålet: går vi glip af noget, hvis vi betragter en komponist som noget i retning af et dumt svin? Jeg mener ja – under forudsætning naturligvis af, at den pågældende komponist ikke var et dumt svin. Personligt kan jeg ikke komme i tanker om modbydelige komponister; men man kan jo blot sige ordet Chopin højt, og så er der ”velklang i atmosfæren”, men udtaler man navnet Wagner, er der straks ballade i den ”kollektive bevidsthed”.

Tilbage til udgangspunktet: hvad hvis en begavelse som Wagner har beskrevet noget, der for den menneskelige bevidsthed og for kulturhistorien er dybt væsentligt, men at det er umuligt at høre dette, fordi man anser komponisten for at være brutal på den ene eller den anden måde? Tag Kasper Holten, der af en eller anden grund må være blevet forhindret i at høre Wotans kærlighed til Brünnhilde, for kunne han høre denne, ville han aldrig få Wotan til at rive vingerne af hende på den måde og på det sted i musikken, jeg omtaler i min artikel.

Jeg registrerer en tendens til at vægte det, der ses og læses til en side, der ikke er til fordel for Wagner. Du skriver, Henrik, at Wagners antisemitisme var uomtvistelig, mens mine 50 års studier af Wagner har fastslået, at det var han overhovedet ikke. Ikke det mindste – det var finansfolkene han talte om. Du fortæller, at Wagner havde skyggesider. Dem er jeg ikke stødt på, men jeg er stødt på rygter om, at han har dem. Du viser på et tidspunkt et foto af Wagner, der er iklædt noget tøj, han holder af – en slags kunstmaleroutfit med fløjlsjakke og baret. For dig er det ikke tøj, Wagner føler sig godt tilpas i – det er ”Wagner i fuldt ornat”. Hvorfor denne negative slagside? Et andet sted beskriver Nietzsches søster et vidunderligt samvær med Wagner og Cosima, hvor hun sammen med broderen Friedrich og Wagnerparret med hund går aftentur langs søbredden. Når man læser hendes beretning, er det som at være der selv, og enhver der har oplevet fredfyldte samvær mellem gode venner, kan genkende situationen. Men du mener, at alt dette er bluff, da Nietzsches søster umuligt kan være troværdig, da hun senere har været utroværdig i andre sammenhænge. Hvad du siger, er egentlig, at man umuligt kan have haft det rart i samvær med Richard Wagner.

En engelsk forfatter – jeg mener, det er Barry Millington – beskriver Wagners død, og at han blev fundet i en stol iført en lyserød slåbrok, som Millington selv ”ikke ville blive fundet død i” – underforstået, at dette beklædningsstykke mere end antydede, at Wagner havde homoseksuelle tendenser (og tigeren er i virkeligheden skabsvegetar). Men Millington fortæller ikke, om der var tale om ”bordel-pink”, eller om slåbrokken var af gammelrosa brokade.

Tony Palmer har i sin TV-serie om Wagner valgt Richard Burton som hovedperson – en mand, der notorisk hadede Wagner, således at alt, hvad ”Wagner” udtaler, bliver sagt råt og brutalt, for ”vi ved jo alle, hvor hensynsløs en mand, Wagner var”.

Så lad os høre om Wagners skyggesider, og hvor kommer disse frem i hans operaer? Jeg kan ingen se – efter som sagt 50 års intense studier.

4. Peter Wang

I Das Judentum in der Musik (1850) vender Wagner sig mod jøderne på følgende punkter:

  • Jøderne delagtiggør sig ikke i samfundets problemer – til trods for, at de har opnået fulde borgerlige rettigheder.
  • Overklassejøderne udnytter samfundet til at tjene penge ved benyttelse af tvivlsomme metoder.
  • Den jødiske kunst, repræsenteret af Mendelssohn og Meyerbeer, er ligegyldige pyntegenstande (”Schmuck”), som bare produceres for pengenes skyld. Den sande kunst skal udtrykke folkets trængsler, og dermed bidrage til ’revolutionen.

Wagner langer også ud efter den jødiske digter Heinrich Heine der – som Wagner udtrykker det – ”sich zum Dichter log”, fordi han brugte sin høje begavelse til pjat og pjank. Overfor Heine fremhæver Wagner digteren Ludwig Börne, som ophørte med at være jøde (”aufgehörte Jude zu sein“).

Heraf kan man slutte, at Wagners modvilje mode jøder var baseret på kulturelle spørgsmål og ikke racistiske. I øvrigt var begrebet race dårligt nok slået igennem på dette tidspunkt, og slet ikke vedrørende mennekser.

Da Wagner 1869  genudgav Das Judentum in der Musik, var Darwins tanker trængt igennem som markør for det moderne: Intet fornuftigt menneske – og altså heller ikke Wagner – kunne undlade at forholde sig til Darwins tanker. Det gjorde Wagner også omend ikke så meget i relation til Darwin, men mere til den franske filosof Arthur de Gobineau hvis afhandling Essay sun inegalité des races huamines (”Essay om de mennekselige racers ulighed”) var modelæsning.

Wagner havde i en mindre årrække tæt kontakt med Gobineau og dennes tanker, men lod sig aldrig overbevise: Gobineau var udpræget racist, men ikke jødehader! – tværtimod anså han jøderne for at være en ædel race, som fortjente at overtage verdensherredømmet. Wagner var nok ”jødehader” (i ovennævnte forstand) men ikke racist!

Med andre ord: Wagner var af kulturelle grunde skeptisk overfor jøderne og deres agens i samfundet; men ikke på grund af deres genetiske herkomstt.

I flere af Wagners værker (Den flyvende Hollænder, Nibelungens Ring, Mestersangerne i Nürnberg, Parsifal) forekommer der temaer, som kan udlægges antijødisk, men fælles for dem er, at de også kan udlægges på andre måder: Hvis man vil se anti-judaismesme og er skarpsindig nok til at få øje på det, så ser man det; hvis ikke, ser man det ikke. Man ser – som jeg har skrevet andetsteds – mest sig selv!

Wagners svigersøn, Houston Steward Chamberlain (onkel til den berømte engelske politiker, Neville Chamberlain) blev tysk statsborger, og skrev en ’best-seller’ med titlen Die Grundlage des XIX Jahrhundert som er vaskeægte antisemitisk racisme. Bogen udkom i kæmpestore oplag helt frem til Chamberlains død i 1928. At denne bog har hjulpet nazismen godt på vej, kan ikke betvivles og det kan heller ikke betvivles, at Bayreuth-kulten under ledelse af Wagner søn Siegfried Wagner og denne hustru, Winifred (også af britisk herkomst!), har haft en vis betydning for nazismens vækst gennem 1920-erne.

At udpege Wagner som nazismens åndelige ophavsmand, som Nebelongs ophavsmand, Joachim Köhler, gør, er efter min opfattelse helt hen i vejret, og beroende på en naiv-dealistisk historie-opfattelse, der helt ser bort fra øko-sociale spørgsmål vigtige historiske begivenheder som 1. Verdenskrig.

Og når det ligefrem hævdes, at et par replikker i Wagners værk skulle ligge til grund for holocaust og nazisternes  eutanasi-program, fejrer naiviteten og uvidenheden sine højeste triumfer.

5. Nebelong til Kjærulff

Wagners antisemitisme og Wagner som protonazist.

1. ”På utallige opfordringer”, som man plejer at sige, men uden større lyst tager jeg hermed disse to emner op. Wagners musik og dramatik bliver i mine øjne ikke bedre af, at man som Peter Kjærulff skulle frikende ham som antisemit og protonazist. Jeg får ikke kvababbelse ved at beskæftige mig med kunst, hvis ophavsmænd på en eller anden måde skulle være moralsk anløbne. De færreste af os går vel i øvrigt gennem livet uden at have sagt eller gjort noget mindre pænt. Sådan er det nok også med skaberne af stor kunst.

2: Wagner har produceret otte skrifter, hvor han beskæftiger sig med jøder:

  • Jødedommen i musikken
  • Opklaringer om ”Jødedommen i musikken”
  • Hvad er tysk?
  • Tysk kunst og tysk politik
  • Vil vi håbe
  • Helterace og kristendom
  • Religion og kunst
  • Kend dig selv

De fire første skrifter er ikke egentligt ”racistiske”, men udtrykker en stærk animositet mod jøder. P. Kjærulff mener, at Wagner, når han skriver ”jøder” blot mener ”pengemænd” helt generelt. Dette kan afvises. Jeg citerer i forkortet form nogle små bitte bidder:

Hvad er det vi hader ved jødevæsnet?...det ubehageligt fremmedartede ved jødernes udseende”. ”Jødisk tale er hvislende, skinger, hektisk, gryntende…plapren…slubren”. ”Hvem er ikke i synagoger blevet grebet af væmmelse ved at høre den menings- og åndsforvirrende gurglen, jodlen og plapren,…som her i fuldt alvor gives til bedste” [Jødedommen i musikken].

Hvordan mon P. Kjærulff tror det har været for en jøde at læse disse udgydelser?

R. går ind for fuldstændig udvisning [af jøderne]. Vi ler over, at det virkelig se ud til at hans artikel om jøderne blev indledningen til denne kamp””Det eneste der kan lade sig gøre, er at smide karlene ud og gennemprygle dem”. ”R. siger i heftig spøg, at man skulle brænde alle jøder under en opførelse af ”Nathan (der Weise”). [Cosima Wagners dagbøger].

I de fire sidste skrifter begynder Wagner at søge efter en forklaring på jødernes ”kedelige egenskaber” i raceteorierne:

Kun når den dæmon, der holder …(folket)… i partikampenes vanvid ikke mere kan finde noget sted…, hvor den kan skjule sig blandt os, da vil der ikke mere findes jøder… Hvis vi trænger dybt nok ned efter at have overvundet al falsk skam…, så kunne vi tyske før end nogen anden nation få mulighed for denne store løsning.” [Kend dig selv]

P. Kjærulff må undskylde mig, men udtrykket ”al falsk skam” vækker uundgåeligt associationen til Heinrich Himmlers Posen-tale, hvor han taler om at man overfor myrderierne ”dennoch anständig bleibt”. Tankegangen er parallel.

Man må undgå den degenererende blanding af de ædleste racers helteblod med de tidligere menneskeæderes, der nu er opdraget til kyndige forretningsførere for vores samfund. [Helterace og kristendom].

Jødernes særpræg skyldes altså, at de nedstammer fra kannibaler. Den lader vi stå et øjeblik.

Vedr. blandede jødisk-tyske ægteskaber:

R. hævder: så ville der ikke mere være flere tyskere tilbage, det blonde tyske blod er ikke kraftigt nok til at modstå denne skarpe lud”. [Cosimas dagbøger].

I øvrigt: hvorfor skulle Wagner have noget specielt imod jødiske kapitalister. Deres handlingsmønstre adskiller sig jo ikke det ringeste fra andre pengemænd, jordejere, redere osv. Men som det fremgår af ovenstående beskedne citatsamling er det ikke kun kapitalismen men ”det jødiske” helt generelt Wagner vender sig imod med afsky.

3: Der forekommer heldigvis ikke negative skildringer af jøder i Wagners dramatiske værker. I Cosimas dagbøger (17. nov. 1882) kommer Wagner ind på at se ”Ringen” som en ”race-opera”. Her ser han Mime og Alberich som ”de gule” (mongoler) og Loke som mestits – altså ikke som jøder. Men det skal medgives, at de alle har træk, der minder om traditionelle jødekarikaturer. Heri ligger formentlig en underforstået smagløs vits. Beckmesser i ”Mestersangerne” kan de facto ikke have været jøde. Jøder var i 1500-tallet forment adgang til Nürnberg, hvad den historisk kyndige Wagner vidste. Men også her kan der være tale om en underforstået vits. Det har været hævdet, at Beckmessers prissang skulle være en parodi på et jødisk musikstykke. Dette forekommer mig meget tvivlsomt. Beckmessers sang er som mange andre stykker i ”Mestersangerne” udviklet af et gammelt mestersangermotiv.

4: Protonazisme. Jeg synes det er lige groft nok, at jeg skal betegnes som en slags elev af Köhler. Jeg tager netop afstand fra denne forfatter (Richard Wagner, Liv. Værk. Politik p.494). Men det er indlysende at Wagners skrifter er en af de mange inspirationskilder til nazismen. Udover antisemitismen kan nævnes følgende: Tanken om ”førerstaten” findes i skildringen af kongens funktioner i ”Om stat og religion”. Angreb på demokrati og parlamentarisme findes især i ”Hvad er tysk”. Hadet til den frie presse i ”Hvad er tysk” og i ”Vil vi håbe?”. De mere kuriøse punkter i nazipartiets program: dyrebeskyttelse og alkoholpolitik matches af ”Religion og kunst”, mens idéen om afskaffelsen af politiske partier findes i ”Kend dig selv”. Kunstsynet, herunder foragten for det frivole – som åbenbart også deles af P. Kjærulff – og idéen om opdragelsen af folket til det rette kunstsyn findes i ”Fremtidens kunstværk” og i ”Tysk kunst og tysk politik”. Nazisternes sundhedspolitik og racehygiejniske tiltag reflekterer Wagners degenerationsfobi i ”Religion og kunst” og de tre små opklarende skrifter i tilknytning hertil. Nazisternes synspunkt om Tysklands mission i verden bygger bl.a. på tanker, der genfindes i ”Hvad er tysk?”. Det bør vel herudover nævnes, at Hitler på det personlige plan imiterede Wagner som ”hundemenneske” og vegetar (noget Wagner ganske vidst kun var teoretisk tilhænger af). Endelig valgte Hitler jo en dødsmåde inspireret af ”Rienzi” ”Wieland der Schmied” og ”Götterdämmerung”.

Herudover mindes jeg at have læst, at Hitler efter at have fået foræret et flygel af sin mor, prøvede at sætte musik til Wagners ”Wieland der Schmied”, hvilket selvsagt mislykkedes, men jeg orker altså ikke lige nu at checke dette.

5: Nej Peter Kjærulff, og til dels Peter Wang: I er på frygteligt gale vej i et korstog, der samtidigt i mine øjne er fuldstændigt ligegyldigt. Wagners kunst er udødelig. Som menneske var han som de fleste af os: ”The elements were mixed up” som Shakespeare siger i ”Julius Caesar”. Og det er jo bl.a. dette som gør Wagner så spændende, at der er både en Licht-Alberich og en Schwarz-Alberich.

6. Kjærulff til Nebelong

Spændende læsning. Vi har her to helt forskellige måder at læse på, og selvom jeg sagtens kan forstå din synsvinkel, ændrer det hele sig, hvis vi som eksperiment ser gennem Wagners briller og ser kulturfjendtligheden det sted, hvor Wagner ser den: hos de jødiske pengemænd. Det er også dem, han beskriver i synagogen og alle de steder, du nævner. Ingen af de nævnte citater er fremmede for mig – som du har jeg studeret Wagner i alle ender og kanter gennem 50 år. Jeg er ked af, at du synes, jeg er grov ved dig (det er kun i diskussionsøjemed), men jeg synes, det er voldsomt, når du skriver, at du er enig med Köhler i, at Hitler udførte Wagners program – udryddelsen af jøderne som race.

Måske står vi her over for en helt anden diskussion – som jeg har antydet tidligere: kan et modbydeligt og hensynsløst menneske (hvad Wagner bliver til i det, du citerer ham for – læst med dine briller) skrive og digte kunst, der i indsigt, følsomhed og hjertevarme når så dybt ind, at man af hans værker reelt kan kortlægge menneskets bevidsthed. Wagner kan skildre det ondeste onde, og det ædleste ædle, og det kan man altså ikke – ifølge min udforskning af bevidstheden – hvis man i det daglige er racistisk og ufølsom på den måde, du siger. Ifølge fænomenet kommunikation er at skabe kunst ikke noget, man ”gør” – som jeg skriver – det er noget, man ”er”. Og Wagner laver ikke blot gode dramaer og skøn musik – han frembringer dyb human, elskelig og menneskeligt indsigtsfuld kunst ud fra sin sjæls inderste. Og her er der hverken råddenskab eller had.

7. Kjærulff

Personligt har jeg det sådan, at jeg mener at have pligt til at sætte mig ind i et menneskes situation, hvis vedkommende siger noget, jeg umiddelbart føler mig stødt af. Det er klart, at det, du citerer Wagner for at sige, Henrik, er ukærligt, men der er forskel på at være vred og ukærlig og at være metodisk racistisk. Du mener ikke, at det har betydning for Wagners værker, hvad han sagde og mente, men ser vi ud over musikhistorien, har ideerne om, hvad man tror, at Wagner stod for, skabt mange, mange problematiske situationer. Wagner er i høj grad selv skyldig i dette, da han ikke vejede sine ord på en guldvægt, men hans oprindelige skrift var netop det modsatte af at ”veje sine ord”, idet pseudonymet K. Freigedank antyder noget i retning af, at ”nu skal I høre hvad man godt kan tænke, og det er ikke ment personligt, men der er tale om ideer, jeg synes, jeg vil skrive ned”.

Det specielle i dag er, at vi kan lave en parallel til Putin og den russiske regerings invasion af Ukraine. Hvis vi forestiller os et menneske, der nu er seriøst angst for en tredje verdenskrig, idet han registrerer, at Ruslands krig nu skaber økonomisk krise, der ødelægger hverdagen for mange mennesker over hele verden, er der ikke langt til vrede. Det vil ikke være usandsynligt, at et menneske, der føler sig truet, mener, at alle de russere, der støtter Putin og hans regering, burde prygles, og at deres sprog er grimt, og at deres religion er en stor gang hykleri, hvor de med deres karakteristiske russiske udseende plaprer og grynter i en hån af alt menneskeligt. Vrede – men ikke racisme.

Wagners problemer med den frie presse har rod i oplevelser af, at der er mennesker, der ved deres udtalelser kvæler alt omkring sig. For Wagners eget vedkommende var der sådan noget som Hanslicks omtale af Lohengrin, hvor han udtaler, at Wagner er ude af stand til at komponere så meget som en interessant otte takters periode, og at han er impotent som komponist – derfor vælger han at komponere for kor.

Vi har masser af eksempler af denne art: Rachmaninoffs første symfoni blev beskrevet som et værk komponeret af konservatorieelever fra Helvede, og Rachmaninoff gik ned med flaget og måtte have psykologhjælp. Den danske Hugo Seligmann (1877-1947) skrev blandt andet: ”I aftes spillede Godowsky. Farvelski”, og jeg har selv haft den tvivlsomme ære at blive dårligt omtalt to gange af Hansgeorg Lenz, selvom vi havde et udmærket privat bekendtskab. Jeg har ofte spurgt mig selv: hvorfor det – hvorfor spørger han mig ikke, hvad jeg mener, før han skriver noget sludder?

Wagner mener (ud fra, hvad jeg kan læse), at det egentlig ind imellem virker tåbeligt, at man overlader et lands regering til demokratisk valgte mennesker, der kan være fuldstændig inkompetente til jobbet – i stedet for at overlade ledelsen til mennesker, der ved, hvad de har med at gøre. Dette er et synspunkt – og ikke et bevis på, at Wagner var imod alt, hvad der er helligt.

Hvad nazisterne har overtaget af Wagners synspunkter, hvorefter de har sat dem ind i en decideret dæmonisk sammenhæng, kan man ikke klandre Wagner for.

8. Nebelong til Kjærulff

Mht. camouflage: Det er måske lidt uretfærdigt, for mange går jo rundt med deres indre ideal-iscenesættelser af forskellige værker. MEN ALTSÅ: jeg oplever Wagner som en altovervejende meget dyster tragiker med et hovedfokus på døden i forskellige former. På den baggrund synes jeg, at der typisk er for meget "bling" i iscenesættelserne. Instruktørerne vil gerne "hitte på" noget nyt og spændende. Holtens feminist-Ring er et godt eksempel med Brünnhildes baby til sidst. Koskys "Meistersinger" var måske et første skridt i en anden retning ved at betone det idémæssige så stærkt. (Og det er desværre utvivlsomt, at Wagner havde en pogrom  for øje i slutningen af 2. akt - der findes en illustration, der klart dokumenterer dette). Men der er mange eksempler: den utilgivelige lange strygning i anden akt af "Tristan", som er blevet gængs overalt, den afdæmpede skildring af Tannhäusers og Venus' samvær, den vanvittige ide med at lade Isolde og Kundry overleve. At lave sjov med Lohengrin ved at lade den foregå i en skolestue etc. etc.

9. Kjærulff til Nebelong

Interessante perspektiver. Jeg tænkte selv – under slutscenen hos Holten med Brünnhildes baby, at hun da godt nok får et forklaringsproblem over for det stakkels barn: hun har lige fået dets far slået ihjel. Med hensyn til Mestersangerne ”retssagen” og Wagners mulige ”usympatiske” anvendelse af betegnelsen Vælskland og dets ”falske herredømme” sammenligner jeg med vores nationalsang af Johannes Ewald om ”så Gotens hjelm og hjerne brast” – så er man racistisk over for svenskerne ved at synge den, eller er man racistisk eller andet over for Frankrig og Italien ved at opføre en opera af Wagner, der foregår 1500 tallet, hvor disse lande var gamle mulige fjender for Tyskland?

10. Kjærulff til Nebelong

I replik nr. 3 citerer jeg Nebelong for at mene, at et dejligt samvær med Wagner og Cosima beskrevet af Friedrich Nietzsches søster Elisabeth ikke kan have været ægte, fordi Elisabeth ikke var troværdig. Lige inden beretningen skriver Nebelong følgende: ”[at Elisabeth] senere blev kendt for forfalskningerne af broderens efterladte manuskripter og for sin energiske indsats for antisemitismen”.

Denne sætning farvede så min læsning – på samme måde som det for tilhøreren vil farve en opførelse af Parsifal, hvis der i programmet står, at denne opera inspirerede Hitler til udryddelsen af jøderne. Imidlertid har Nebelong skrevet følgende til mig: ”Jeg citerer hende netop i min bog, selvfølgelig fordi jeg betragter hendes skildring som troværdig”.

Jeg skal herved beklage, at jeg fik det forkerte indtryk.

11. Nebelong til Kjærulff

Du skriver at Wagner (i "Jødedommen i musikken") har forestillet sig alle de rige jøder i synagogen. Nej! Forkert! Wagner taler udtrykkeligt om forholdene i en "folkesynagoge", altså der, hvor ghettoens fattigste samledes på sabbatten for at møde deres gud.

12. Nebelong til Wang

Apropos Beckmesser: denne figur er jo åbenlyst en parodi på wiener-kritikeren Hanslick, som Wagner anså for at være jøde. Men herudover er den hyper-pertentlige og nervøse Stadtschreiber i mine øjne også en selv-parodi fra Wagners side. Og Beckmessers vanvittige prissangs-tekst en parodi på de lidt oversukrede vers, Wagner har lagt i munden på Walther. Den slags dobbelttydigheder er med til at gøre Wagners tekster til det de er i mine øjne: stor kunst.

13. Kjærulff til Nebelong

Selvom der er tale om en ”folkesynagoge”, er det en holdning til penge, Wagner skildrer hos jøderne generelt.

14. Wang til Nebelong

Nej, Beckmesser er ikke en karikatur af Hanslick. Men Beckmesser kan med føje fortolkes som en karikatur af Hanslick; og det kan tilmed dokumenteres, at Wagner på et tidspunkt under kompositionen af Die Meistersinger har overvejet at kalde figuren Hans Lich.

15. Wang

Wagners Das Judentum in der Musik (oprindelig Judenthum in der Musik) matcher fint parolen "Jødernes frigørelse i samfundet er samfundets frigørelse fra Jødedommen".

Den kritik, Wagner retter mod de dannede jøder er, at de ikke identificerer sig med folkets trængsler, hvor han 'definerer' folket som fællesskabet af dem, der begriber den fælles nød i modsætning til borgerskabet som udnytter den fælles nød til egne formål og pøbelen, som ligger under for den fælles nød, men ikke forstår den. Hvis jøderne blot ville smyge deres ghetto-mentalitet af sig og – ligesom Ludwig Börne – ville gøre sig til en del af folket, er problemet løst. Hele denne tankegang matcher så vidt jeg ved de unge revolterende bevægelser i Tyskland i 1815-50.

16. Bonde

Diskussionen bærer præg af, at de forskellige deltagere har hver sin grundlæggende opfattelse af Wagners forståelse af jødedommen/jøde "problemet". Men findes der egentlig en sådan, altså en sammenhængende ideologi hos Wagner?

  Jeg tror det ikke; er enig med Manfred Gregor-Dellin (1980, s. 766ff) i, at Wagners skiftende erfaringer med og synspunkter på jøder allerhøjst kan kaldes en "pseudo-ideologi": Modsætningsfyldt som den var/er lige fra Das Judentum in der Musik til tiden efter premieren på Parsifal (som jo blev dirigeret af jøden Hermann Levi). 

Jeg tror, at især tyske operainstruktører har et - forståeligt - behov for at indtænke jødehad og nazisme i deres (Wagner)opsætninger. Det er måske ikke så vigtigt for os ikke-tyskere, som er mere optaget af andre sider af Wagners kunstneriske univers, jf Parsifal-debatten.

17. Wang

Wagners sene antisemitiske skrifter er på mange måder ubehagelig, hadefuld og vulgær litteratur. Hans pinlige vitser over den tragiske brand-ulykke på Wiens Ringtheater, 8. december 1881 ved en opførelse af Offenbachs Hoffmanns Eventyr er ikke bedre. Men heraf følger altså ikke, at Wagner er ansvarlig ophavsmand og Prophet for de forbrydelser, som blev begået af hans Vollstrecker, Adoph Hitler! (for nu at citere Nebelongs ophavsmand Joachim Köhler).

Wagner lod sig som alle andre inspirere (men ikke "besnære") af Darwins epokegørende teorier, som i ekstrem grad peger i retning af decideret racisme, og som satte sig spor i alle fakulteter. Men det er ikke så klart, som Nebelongs citat-mosaik måske antyder, hvad der er racistisk antisemitisme og hvad der er ideologisk-kulturel antisemitisme; og dette er en vigtig pointe.

Hvad er antijudaisme, hvad er antisemitisme, hvad er jødehad osv. osv. Alle disse spørgsmål munder ud i, hvad en jøde er, men det er der ingen, der hverken kan eller vil svare på.

Dermed kan der heller ikke svares klart på, hvilken position, der var Wagners, men jeg hælder til, at det er den ideologisk-kulturelle. I slutningen af 1800-tallet opstod der en del racistisk-antisemitiske bevægelser – bl.a. styret af den løgnagtige Elisabeth Förster-Nietzsche og hende mand Bernhard Förster – men dem afviste Wagner med foragt.

Der opstod også en voldsom social-darwinisme, hvori Darwin-Spencers teorier om survival of the fittest spillede en betydelig rolle. I den forbindelse opstod der også – med solid basis i darwinismen – medicinske forestillinger om racehygiejne grænsende til eutanasi. Den herskende antisemitisme fik en klar drejning i retning af racisme, hvilket bidrog til zionismens opståen i århundredets slutning. Wagner andel i disse sager var – alene af den grund at han døde den 13. februar 1883, men også andre grunde – såre beskeden.  

(Efter min personlige opfattelse er darwinismen klart og uafvendeligt racistisk, men den kan vi tage en anden gang) 

Det mest interessante er imidlertid, at det – til trods for den herskende materiel-historiske lære om produktionsforholdene som historiens drivkraft – er lykkedes at gøre en operakomponist, der kendes af 5% af Europas befolkning, hovedansvarlig for Det 20- Århundredes største forbrydelse. Det kan man vist – som minimum – kalde proportionsforvrængning.

Men, ja: Wagner var barn af sin tid. Og, ja: Wagner burde have holdt sin mund og ikke have været både komponist, profet og ypperstepræst. "Bilde Dichter, rede nicht, nur ein Hauch ist dein Gedicht".

Wagner døde i 1883; Hitler blev født i 1889; nazismen opstod i 1920’erne; Ølstue-kuppet 9. november 1923 blev til dels planlagt i Haus Wahnfried i Bayreuth; de første overgreb på jøderne fandt sted 1. april 1933; Nürnberg-racelovene blev vedtaget i 1934 (51 år efter Wagners død); de virkelig grove overfald på jøderne fandt sted 9. november 1938 "Reichkristallnacht" (hvor Winifred Wagner klagede direkte til Adolf Hitler over overgrebene på jøderne i Bayreuth); die Endlösung fandt sted i januar 1942. Var alt dette die Vollstreckung af Wagners tanker?

Efter min opfattelse er det endnu ikke muligt at foretage en seriøs akademisk drøftelse af hele ovennævnte miserer. Der er alt for mange tabuer, fordomme og sågar lovpligtige narrativer om begivenhederne i 1933-45 til, at de kan diskuteres efter akademiske normer. At Wagner har formuleret tanker, der matcher nazismens er ubestrideligt, men så rækker de heller ikke længere.

18. Kjærulff.

en Wagner blog fandt jeg et brev fra den jødiske dirigent Hermann Levi, der dirigerede premieren på Parsifal i 1882. Man har beskyldt Levi, læser jeg andre steder, for at demonstrere et særligt ”jødeselvhad” ved at dirigere en opera, som der åbenbart er almindelig mening om, handler om den ariske races overlegenhed osv. Levi skriver:

[Wagner] … is the best and noblest of men. Of course, our contemporaries misunderstand and slander him. It is the duty of the world to darken those who shine. Goethe did not fare any better. That he bears no petty antisemitism like a country squire or a protestant bigot is seen by the way he treats me, [Joseph] Rubinstein, the late [Carl] Tausig whom he loved dearly…Even his fight against what he calls „Jewishness“ in music and modern literature springs from the noblest of motives. I am convinced that posterity will learn what we who are close to him know already: that in him we had just as great man as a musician. I consider myself very lucky to be working with such a man and I thank God for it every day.

Om forfatterne

Peter Wang (f. 1943) er tidligere docent i musikteoretiske fag ved Nordjysk Musikkonservatorium, hvor han i 1973-78 tillige var rektor. Udover lærebogen Elementær Funktionsharmonik og afhandlingen Affinitet og Tonalitet har han skrevet et stort antal artikler til bl.a. Den store dansk Encyklopædi og Gads Musikleksikon. 2012-2019 var han redaktør for operabladet Ascolta.

Henrik Nebelong (f. 1944) virkede som advokat i København og Berlin frem til 2005. Chef de Mission for Avocats sans Frontières i Kosovo 1999-2000. Sideløbende oversætter- og forfattervirksomhed koncentreret om Richard Wagners værker. Nebelongs hovedværker er Richard Wagner. Liv, værk, politik (2008), Liebesverbot! (2013) og e-bogen Med ateistens øjne (2012).

Peter Kjærulff (f. 1947) er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (1972) med klarinet og klaver. Han har i en lang årrække fungeret som foredragsholder og kursusleder på Folkeuniversiteter og oplysningsforbund. Har skrevet tobindsværket Ringbærerens Dagbog (1984), der bl.a. kæder Wagners Ring sammen med Tolkiens Ringenes Herre, samt bogen Drømme og Drager (1990).

Lars Ole Bonde (f. 1951) er ph.d., professor emeritus ved Center for Research in Music and Health (CREMAH), Norges Musikkhøgskole, og fhv. prof. i musikterapi ved Aalborg Universitet. Han har udgivet talrige bøger (bl.a. om Wagner), bogkapitler og artikler om musikhistoriske, musikpsykologiske og musikterapeutiske emner, senest "Hele Danmarks Opera: Den Jyske Opera gennem 75 år."

Støt PubliMus

PubliMus er en non-profit udgivelse.
Og vi har brug for din støtte.

Mobile Pay: 8399KN

Nyhedsbrev

Kunstfondens logo
PubliMus er støttet af Statens Kunstfond