Melodrama – en ny koncertform

I. Konceptet

Af Peter Lodahl

Melodrama er en moderne symfonisk genrehybrid, opfundet og udviklet som idé og koncept af nærværende forfatter i perioden 2021-2023, mens han var orkesterchef for Copenhagen Phil. Udviklingen fandt sted i orkestrets interne enhed PHIL:LAB assisteret af Karl Skibsted som intern konceptudvikler, og med Johannes Harneit fra Staatsoper Hamburg som den væsentligste kunstneriske sparringspartner. Projektet – i alt 4 melodramaer – realiseres i disse år med støtte fra A.P. Møller Fonden på i alt 10,4 mio. kr. 

Formatets overordnede mål er at skabe et Gesamtkunstwerk for det 21. århundrede, hvor klassiske symfoniske hovedværker spejles og belyses af nyskrevet musik, performativ tekst og et integreret visuelt lag – alt sammen formet som ét ubrudt, gennemkomponeret forløb. Melodrama udvikles og realiseres konsekvent i tre sammenhængende niveauer: dramaturgi – visuals – lyd.

Baggrund og idé

Melodrama henter sin titel og æstetik i Alban Bergs Lulu: scenen i 1. akt mellem Doktor Schön og Maleren, der bærer undertitlen »Monoritmica« og satstitlen »Melodrama« og er skrevet i Sprechgesang. Udgangspunktet er en kunstnerisk tanke om, hvor Den Anden Wienerskole – og særligt Sprechgesang som genre – kunne have bevæget sig hen, hvis ikke Anden Verdenskrig havde afbrudt udviklingen.

I idéarbejdet anvendte vi analogien til kintsugi, den japanske tradition for at reparere brud i keramik med guld: Bruddet skjules ikke, men forædles. Tilsvarende sammensmelter Melodrama et fragmenteret symfonisk værk med nyskrevet melodramatisk materiale, så helheden bliver stærkere og opleves som ét musikdramatisk hele.

Et selvstændigt stilistisk perspektiv er den mulige forbindelse til rap-genren i 1970’ernes Bronx: rytmisk tale med samtidige budskaber over et musikalsk underlag. Denne praksis kan fortolkes som en folkelig videreførelse af Sprechgesang og åbner for, at sangere, rappere og skuespillere kan fungere side om side som bærere af den dramaturgiske tekst.

Grundlæggende præmis og arbejdsmetode

Den bærende præmis er, at værket skal fremstå gennemkomponeret: publikum må aldrig opleve overgangene mellem det klassiske symfoniske værks satser og de nyskrevne melodramatiske dele som brud. Overgangene udformes som klanglige broer – ofte med identiske eller nært beslægtede start- og slutakkorder – med en kontinuerlig energi- og teksturudvikling. Stilhed kan indgå som komponeret stilhed, men aldrig som total tavshed.

Der arbejdes på tre niveauer:

• Dramaturgi: tekst, scenisk idé, performativ struktur.
• Visuals: videoscenografi, projektioner og udvikling af 3D-hologrammer.
• Lyd: symfonisk partitur + nykomponerede satser; hvor relevant kan forstærkning og click- track anvendes.

Orkestreringen tager udgangspunkt i orkestrets eksisterende instrumenter, der ved behov kan præpareres eller anvendes utraditionelt – dog altid med respekt for balance og tekstforståelighed.

10 Melodrama-dogmer

1. Grundform
   Melodrama er en iscenesat koncert, hvor et klassisk symfonisk værk (skrevet før 1940) væves sammen med nyskrevet melodrama; den nye komposition fungerer som ramme og spejl for symfonien.
2. Struktur
   Forløbet følger en fast, gennemkomponeret progression:
   Melodrama del 1 (prolog) – Symfoni sats 1 – Melodrama del 2 – Symfoni sats 2 – Melodrama del 3 – Symfoni sats 3 – Melodrama del 4 – Symfoni sats 4 – Melodrama del 5 (epilog).
3. Kontinuitet
   Musikken løber uden egentlige pauser. Overgange udformes, så de ikke kan høres; komponeret stilhed kan forekomme – aldrig total tavshed.
4. Performere
   De melodramatiske afsnit skrives til op til tre performere (klassiske/rytmiske sangere, rappere, skuespillere m.fl.), udvalgt i samspil med orkestret og komponist/librettist.
5. Tekst og sprog
   Teksten skrives og fremføres på engelsk. Forståelighed er ufravigelig; forstærkning må anvendes, hvis det tjener klarheden.
6. Sprechgesang
   Den vokale kerne er Sprechgesang i forlængelse af Schönberg/Berg: rytmen holdes som i sang, men tonen forlades straks efter anslag; formen er hverken sang eller naturlig tale, men et selvstændigt musikalsk udtryk.
7. Visuelle lag
   Videoscenografi og projektioner er integrerede; der arbejdes målrettet med at udvikle 3D- hologram-effekter som udtryksmæssig forlængelse.
8. Instrumentering
   Instrumentgruppen udvælges inden for den maksimale instrumentationsramme i det valgte symfoniske værk. I Copenhagen Phil-regi orienteres typisk mod 3-3-3-3, 4-3-3-1, 1 timp., 2 perc., strygere 12-10-8-6-4. Præparering og elektroniske hjælpemidler kan anvendes, når balance og tekstfrihed bevares.
9. Publikumsramme
   Formatet målrettes publikum 16+. Yngre publikum kan inviteres til generalprøver som en pædagogisk og inkluderende dimension.
10. Samtidsrelevans
    Hver produktion forholder sig til aktuelle tematikker (fx klima, krig, sociale dilemmaer) og formidler samtidig et håbs-perspektiv.

Udviklingsforløbet 2021–2024

Melodrama blev udviklet som et flerårigt innovationsforløb i PHIL:LAB (orkestrets kreative laboratorium) med parallel udvikling af dramaturgi, visuals og lyd. Johannes Harneit bidrog i workshops og faglig sparring til formgivning af Sprechgesang-praksis, overgangsteknikker og klanglig integration. Forløbet omfattede desuden dokumentation, testvisninger og løbende justeringer i samarbejde med Copenhagen Phils kunstneriske ledelse. Projektet er planlagt som et forløb over fire melodramaer, hvoraf de to første er realiseret:

Melodrama #1 havde premiere i 2024 med Copenhagen Phil. Hovedværket var Antonín Dvořáks Symfoni nr. 9, »Fra den nye verden« – valgt af Peter Lodahl ud fra fire centrale hensyn:

1. Samtidsresonans: Et stærkt symfonisk værk, der taler direkte til nutidens publikum.
2. Titel og kontekst: Dvořáks egen titel »From the New World« åbnede for en aktuel kommentar til USA; udvælgelsen skete inden et amerikansk valg, men titlen viste sig hurtigt at være markant aktuel.
3. Formatpasform: Symfoniens varighed, form og dramaturgi egner sig ideelt til Melodramas alternerende struktur.
4. Orkesterprofil: Værket matcher Copenhagen Phils orkesterstørrelse og stil og udnytter ensemblets farver og dynamik.

Se info-trailer hos Copenhagen Phil

Kunstnerisk team (MELODRAMA #1):

• Idé og koncept: Peter Lodahl
• Manuskript og instruktion: Christian Lollike
• Komponist af mellemsatser: Matias Vestergaard
• Dirigent: Christoph Gedschold
• Videoscenografi: Astrid Steiner
• Videopartner: Vertigo
• Medvirkende performere: bl.a. Al Agami

Melodrama #1 blev bredt omtalt i dansk dagspresse og kulturmedier. Politiken gav fem hjerter under overskriften »Det blev dystert, og derfra gik det amok« og beskrev produktionen som et af orkestrets mest markante skridt i fornyelsen af den klassiske koncertform. Dagbladet Information fremhævede den gennemkomponerede helhed, hvor Dvořáks symfoni, nykomponerede satser, tre performere og en stærk videoside smeltede sammen til en vedkommende fortælling, og skrev samtidig: »Melodrama er et format opfundet af Peter Lodahl, udviklet i tæt samarbejde med Copenhagen Phil, hvor symfoniske klassikere spejles i nyskrevne tekster og musikdramatiske mellemspil.« I Copenhagen Phils sæsonprogram blev Melodrama præsenteret som et nutidigt Gesamtkunstwerk, hvor musik, tekst, visuals og performance forenes i én ubrudt form.

Melodrama #2 Skæbnen har premiere 24.10. 2025. Det er en gyserfortælling om en mor, der hjemsøges af den søn, hun har mistet i krig. Musikken er Beethovens udødelige Symfoni nr. 5 tilsat nye kompositioner af Rasmus Zwicki i en højaktuel totalforestilling om det skifte i tidsånden, der opleves i disse år: Fra tidligere tiders optimisme til verden anno 2025, hvor en mere dyster storpolitisk scene og et Europa i oprustning har store personlige konsekvenser for vores allesammens liv.

Melodrama #2 bliver til i et musikalsk samarbejde mellem Christian Lollike og komponist Rasmus Zwicki, der lader nykomponeret musik flette sig ind imellem satserne af Beethovens originale symfoni – tilføjet Lollikes fortællinger fremført af Sofie Gråbøl akkompagneret af drengesolister fra Københavns Drengekor og sangere fra vokalensemblet Ars Nova Copenhagen. Og ikke mindst med koncertsalen og det store symfoniorkester indhyllet i en spektakulær historiefortællende videoscenografi.

Se info-trailere hos Copenhagen Phil

Perspektivet

Melodrama positionerer sig som en højprofileret symfonisk genrehybrid i krydsfeltet mellem koncert og teater. Ved at forene klassiske mesterværker med ny komposition, performativ tekst (Sprechgesang/rap/tale) og avancerede visuelle lag peger formatet mod en koncertform for det 21. århundrede, som kan anvendes bredt og internationalt. Melodrama har internationale anvendelsesmuligheder – både som kunstnerisk kommentar til det symfoniske kernerepertoire og som udviklingsspor for orkestres publikum, repertoireforståelse og sceniske udtryk.

II. Udførelsen

Af Merete Wendler

»Jeg synes, melodrama er rigtig fedt og en ny måde at høre musik på.«
Iagttagelser fra generalprøven på Melodrama #2 i Konservatoriets Koncertsal den 24.10. 2025.

Melodrama #2 med Copenhagen Phil tager udgangspunkt i Beethovens 5. symfoni, Skæbnesymfonien. Symfonien blev skrevet i 1804-1808 og uropført i Wien i december 1808 sammen med bl.a. Pastoralesymfonien. Allerede seks år forinden skriver Beethoven i sit berømte Heiligenstadt-testamente, at han er blevet så døv, at han med glæde vil dø. Alligevel lever han helt indtil 1827 og komponerer mange af sine største værker, efter at døvheden for længst har gjort hans liv næsten ubærligt.

Beethoven skal angiveligt have udtalt, at det indledende motiv i 5. symfoni er skæbnen, der banker på. Selv om udsagnet aldrig er blevet verificeret, er det karakteristiske motiv fra hovedtemaet i 1. sats utallige gange blevet brugt til at symbolisere noget truende og fatalt.  Under Anden Verdenskrig blev det anvendt af BBC til at symbolisere sejr, da motivets rytme i morsekode repræsenterer bogstavet V (for victory).

I Melodrama #2 har Copenhagen Phil allieret sig med komponisten Rasmus Zwicki, instruktøren Christian Lollike, dramaturgen Anders Thrue Djurslev, Vertigo (scenografi og videodesign) og Yaw Darko (lysdesign), som har skabt en helhed af musik og tekster, lys og videoscenografi, bundet sammen af en historie om en mor, der har mistet sin søn i krig. Sønnen skildres i projektioner, der repræsenterer moderens erindringer om ham, som en følsom og musikalsk ung mand. Undervejs kommer vi rundt om tidsaktuelle problemstillinger som miljø og kønsidentitet, men den røde tråd er Europas frygt for krig. Vi følger moderens erindring om sønnen fra han er barn, personificeret af fire solister fra Københavns Drengekor, til han bliver voksen. Som ung mand anklager han sin mor for ikke at handle, mens han selv prepper og til sidst ifører sig uniform og drager i krig til lyden af Skæbnesymfoniens 4. sats, hvis traditionelt heroiske C-dur nu får en tragisk karakter, som understreger meningsløsheden, da han brutalt bliver sprængt i stykker.

Totaloplevelse

Lige fra lyset slukkes og kraftige paukeslag indleder melodramaet, drages man ind i den gribende historie, som med omvendt kronologi begynder med sønnens død og derefter arbejder sig forfra gennem hans korte liv. Moderens bundløse sorg understreges af replikker, som gentager ord og sætninger suppleret af motivisk repetition i musikken. Igennem hele melodramaet ledsages tekst og videoscenografi af musik, idet Rasmus Zwickis og Beethovens satser hele tiden afløser hinanden.

I rammefortællingen spiller oboen en særlig rolle, idet moderen er oboist i et orkester, som har Skæbnesymfonien på programmet dagen efter, at hun modtager beskeden om sønnens død. På baggrund af den oplysning hører man obosoloen i 1. sats af Beethovens musik i et nyt lys. Oboen bliver på én gang lyden af moderkærlighed og sorg. Ligesom det harpelignende akkompagnement af barnesolisten først og sidst på én gang signalerer ensomhed og forladthed. Da de fire drengesangere i slutningen kommer frem på scenen til moderen og langsomt nærmer sig hende fra hver sin side, er vi musikalsk set tilbage, hvor vi begyndte med et meget enkelt melodisk tema. Ringen er sluttet, men nu er der trøst i sorgen.

Som publikum bliver man en del af en totaloplevelse, der foregår på alle sider af én. Orkestret sidder bag en gennemsigtig skærm, der bruges til visualiseringen af historien. I midten bag orkestret er seks mandlige sangere fra vokalensemblet Ars Nova, som har forskellige funktioner i løbet af dramaet. Forrest på scenen optræder moderen med monologer under Rasmus Zwickis dramatiske musik, som spilles ind i mellem de fire symfonisatser og også indleder og afslutter forløbet. Drengene begynder og slutter sammen med orkestret, men synger i kulminationen til sidst oppe fra balkonen, hvor også to grupper messingblæsere er placeret i hver sin side. På den måde bliver oplevelsen både auditivt og visuelt flerdimensionel, og publikum sidder midt i dramaet.

Som helhed fremstår den tekstuelle, visuelle og musikalske indramning af Skæbnesymfonien som en overbevisende fortolkning af musikken, uden at den på nogen måde reducerer Beethovens symfoni til underlægningsmusik. Lys- og videodesign spiller en prominent rolle i melodramaet og komplementerer og fremhæver musikken og dramaet på en overbevisende måde. Særligt projiceringen af Sofie Gråbøls karakter i kæmpeformat på skærmen virker stærkt. Det er en kraftig cocktail!

Sanger, musikchef m.m. Peter Lodahl, som har udtænkt konceptet, omtaler genren som en hybrid, der bl.a. er tænkt »som udviklingsspor for orkestrets publikum«. I den forstand er melodrama-ideen et pædagogisk projekt møntet på publikum, både det nuværende og fremtidens. I forhold til det traditionelle koncertpublikum, hovedsagelig den gråhårede generation, kan konceptet give en ny oplevelse af musikken. Der er næppe mange koncertgængere, som ikke kender Beethovens 5. symfoni, men der er stor forskel på at høre Skæbnesymfonien i lyset af Beethovens produktion og musik- og kulturhistoriske samtid og på at høre symfonien fortolket i en nutidig rammefortælling. Man kan sige, at Christian Lollikes og Rasmus Zwickis kontekst flytter fokus væk fra udførelsen af musikken og over til betydningslagene i den. Symfonien bliver med andre ord tilskrevet programmusikalske kvaliteter, som ikke ville fremstå i et almindeligt koncertprogram med Skæbnesymfonien som ét af flere værker. 

Det unge publikums reaktioner

Til generalprøven den 24. oktober 2025 var koncertsalen fyldt med elever fra forskellige københavnske gymnasier, og at dømme ud fra applausen til sidst var begejstringen stor. Fremtidens publikum var tydeligvis grebet af dramaet, der udspillede sig omkring og foran dem. Er det så sådan, dette publikum fremover skal opleve opførelsen af kompositionsmusik fra tidligere århundreder? Det kan man blive lidt klogere på ved at dykke ned i nogle af de unges reaktioner, som de skrev ned som svar på spørgsmålene i et spørgeskema umiddelbart efter generalprøven.

Det går igen i en del af besvarelserne, at elementerne i Melodrama #2 hang godt sammen, så godt at det for en del elevers vedkommende var svært at skelne mellem Rasmus Zwickis og Beethovens satser. Den ene side af sagen er selvfølgelig, at mangler man stilkendskab, er det vanskeligt at høre forskel på over 200 år gammel og nutidig kompositionsmusik. Ingen af respondenterne lader f.eks. til at have bemærket, at drenge- og mandssangerne udelukkende hørte til Rasmus Zwicki-satserne. Men den anden side af sagen er utvivlsomt, at Rasmus Zwicki har været dygtig til at skrive sin musik. Blandt andet har han integreret bankemotivet i den, og han har ramt karakteren og stemningen i Beethovens musik godt og har undladt at skabe tonale og rytmiske brudflader mellem sin egen musik og Skæbnesymfonien.

For nogle elever var det voldsomme bombardement af sanseindtryk dog ikke en helhedsoplevelse, men til tider forvirrende. »Jeg synes, at tekst og billede ikke altid spillede sammen. F.eks. sagde den [teksten] noget med krig, og så så man én, der var i bad.« Associationen fra vanddråberne til tårer har for denne elev tydeligvis ikke fundet sted, så det rindende badevand har virket som en meningsløs kontrast til dramaet i stedet for at have symbolværdi i rammehistorien. Eleven har ikke kunnet acceptere, at så voldsom en historie (og så stor musik?) også kunne rumme noget så dagligdags, som at moderen i Sofie Gråbøls skikkelse på skærmen foran orkestret tager et brusebad. Det kræver øvelse at opfatte så mange og så forskellige inputs på én gang og sætte dem sammen til en meningsfuld helhed. Her spiller det måske også ind, at længden på Melodrama #2 – ca. 75 minutter – for nogle elever var lidt af et problem.

 

De få klassisk vante elever, som har udtalt sig, er modsat flertallet skeptiske over for konceptet helhedsdrama. De roser intentionen bag melodrama-ideen, men foretrækker at høre Beethovens musik befriet for indpakning, så de selv kan få lov til at opleve musikken, uden at rammefortællingen styrer deres indtryk. Aktualiteten i historien lader for disse elever mere til at forstyrre deres personlige fordybelse i Beethoven end til at befordre en positiv opfattelse af symfonien. Omvendt er den visuelle side for de mange elever, som mest kender klassisk musik fra film, nærmest en berettigelse for musikken. »Jeg synes, det kunne være fedt at se en film i biografen med live kompositionsmusik«, lyder en kommentar. Og en anden siger, »Hver gang en fodboldspiller slår sig, kan man spille begyndelsen af 5. symfoni.« Disse elever kender fortrinsvis klassisk musik som underlægningsmusik og har svært ved ikke at høre den som musik med et episk indhold.

Der tegner sig et billede af en omvendt proportionalitet mellem graden af forudsætninger for at høre klassisk musik og behovet for at få et kontekstuelt skohorn til at hjælpe med oplevelsen af musikken. Generelt nævner eleverne i deres kommentarer først og fremmest historien, ikke aktualiteten af historien som det, der konstituerer helhedsoplevelsen for dem. Flere siger, at de oplevede dramaet meget tæt på og blev rystede i øjeblikket, men det lyder – heldigvis – ikke, som om de unge er kommet ud med en følelse af håbløshed eller en større frygt for fremtiden. »Jeg synes, det gav god mening,« skriver en elev, »men ærgerligt, at det skulle ende sørgeligt.«

Som nævnt i begyndelsen af artiklen var den generelle stemning efter generalprøven den 24.10. overvældende positiv. Det er lykkedes holdet bag Melodrama #2 at skabe en forrygende helhed af musik og lyd, tekst og billeder, som ikke lod nogen i publikum uberørt. Om det så var ”rigtig fedt og en ny måde at høre musik på”, kom an på den enkeltes forudsætninger eller mangel på samme. Men superspændende er det, at der arbejdes med koncertgenren og publikums reception af musikken, så ikke alt går op i algoritmernes daglige styring af vores musiksmag og populærmusikkens jerngreb om sine lyttere. Det nudanske udtryk »at se en koncert« blev virkelig realiseret her og med stor succes.