“Føler De Dem kunstnerisk deklasseret ved at have dyrket den lettere muse?” spørger journalisten og forfatteren Karl Bjarnhof. “Jo, man skal vel ikke slå større brød op, end man kan bage”, svarer den aldrende Jacob Gade. To koryfæer i samtale, begge født i Vejle, og begge vant til at blive hørt og til at styre. Danmarks Radios kameraer foreviger ronkedorerne og deres sære samtale i november 1956 hjemme hos den 77-årige komponist.

Er det forudindtagethed, arrogance eller måske distance, der bærer spørgsmålet? Og er det falsk beskedenhed, resignation eller sarkasme, der drypper ud af svaret? Et velskrevet stykke musik giver mange fortolkningsmuligheder, og hvis man ikke lige vidste, hvorfor man skulle læse bind 25 af Multivers-komponistserien, så er forfatter Toke Lund Christiansens vidunderlige gengivelse af hele denne scene al grund nok! Efter et kort og appetitvækkende forord flytter forfatteren kameravinklen elegant til en “Eftermiddag i Thorøhuse” – Gades otium uden for Assens, hvor denne sære samtale fandt sted – som en ejendommelig langsom sats for fagot og kontrabas, lentando e morando…

Toke Lund Christiansens formidling er ildfuld og passioneret som den tango, der gjorde Gade så berømt. Det er en dreven underviser og ikke mindst en fremragende musiker, der taler bag hvert ord her. Et menneske der hele sit liv har specialiseret sig i at læse både på og mellem linjerne, og som har musikken med sig langt ind i sit skriftsprog.
Der er gang i Gaden her i år 2025, hvor Tango Jalousie, eller Tango Tsigane, fylder 100 år. Der er sommerkurser, prisuddelinger, festkoncerter og fakkeltog til Gades sidste bolig ved Assens – og nu altså også en fin ny biografi. Der er nok at fejre.

Da Gade præsenterede sit smægtende guldæg fra podiet i Paladsteatret den 14. september 1925, havde han formentlig godt en fornemmelse af, at værket havde noget særligt, eftersom han valgte at præsentere det en aften med forventeligt fuld sal, uden at stykket var komponeret specifikt til denne aftens film. Men hvor stort, det blev, kunne ingen vide.

I dag ønsker man at rive Paladsteatret ned for at bygge nyt. Ingen hører tilsyneladende længere jubelbrølet fra salens 2500 velklædte og feststemte gæster den 14. september 1925. Ingen kender længere den charmerende og livfulde lyd af tonefilms- og salonorkestre. Og man kan blive lidt urolig ved tanken om, at vi er på vej til at lave omelet af et af vores største guldæg. River man Paladsteatret ned, ryger et af kronvidnerne til den kæmpeepoke af dansk kulturhistorie, hvor “Danmark var Hollywood”, som en af de fine udstillinger på det flotte nye Filmtag i Gothersgade dokumenterer. Intet mindre.

Bind 25 om Jacob Gade er en væsentlig lille bog, fordi dens forfatter tegner så livfuldt et billede af denne for dansk kulturhistorie så vilde, gyldne og vitale periode.

Det er også en vigtig bog, fordi den tør tage livtag med vores fimsede forestilling om, hvad der er rigtig musik, og hvad der ikke er fint nok. Akkurat som ronkedorsnakken i indledningen antyder. Musik er musik, og det kræver nogle gange en knalddygtig musiker til at forklare hvorfor. Toke Lund Christiansen tager tålmodigt ansvaret på sig og giver sine læsere indsigtsfulde, let forståelige værkgennemgange med udgangspunkt i musikkens egne byggesten; Hvordan byggede Gade sine tangoer op i form, temperamenter, tonalitet, kontraster og dynamik? Og hvor hentede han sin inspiration fra? Ravel, Bizet, Massenet og ikke mindst USA og andre epicentre for film- og underholdningsmusik nævnes, og selvom det også var rettighedsvaretagelse og inddrivelse af ophavspenge, der kunne få Gade til at tage et smut over “Dammen”, så ændrer det ikke ved, at han kom hjem igen med masser af musikalsk og forretningsmæssig inspiration, som lille Danmark nød godt af.

Degraderer det Gades kunstneriske niveau og kunnen, at han også havde næse for forretninger og var stærkt drevet af også at tjene gode penge? Det er et sært paradoks, at vi ingen problemer har med at dyrke populærmusikere som både kunstnere og milliardærer, mens en klassisk musiker helst ikke skal vifte for meget med eventuelle dollarsedler. Myten om den fattige kunstner som den sande kunstner synes umulig at aflive, så på en måde er det underligt befriende at læse om en kunstner med klassiske gener, der helt åbenlyst godt kunne lide at tjene penge på sin kunst. Gjorde det, stod ved det og sørgede for, at det ovenikøbet kom nye generationer af musikere til gode gennem legater og fondsmidler.

Og således er Jacob Gade vel nærmest blevet “stueren”, eller? Rynkes der stadig på næsen af hans Maggidudi, foxtrots og ledsagemusik, så retter bogen her et retfærdigt projektørlys på en knalddygtig håndværker, myreflittig entreprenør og en mand, der blev “Nordens valsekonge”, fordi han sagde, han ville være det. I dagens konservatorieuddannelse er “entreprenørskab” et fast kursusfag – Jacob Gade ville være en oplagt “case” til studierne.

Gade var ikke et fejlfrit mønstereksempel for nutidens unge at efterfølge. Opvæksten i Vejle tegner nærmest et billede af en skidt knægt og af en utilpassethed, der følger ham langt ind i voksenlivet. Eneren, der kræver sin plads, og som andre må flytte sig for, eller danse efter. At sætte tre børn i verden uden at engagere sig videre i deres opvækst, endsige lade dem arve en eneste krone til sidst, vidner om en afstumpethed, der ikke er forbilledlig på nogen måde. Men det kan og må ikke overskygge Gades betydning musikalsk: København var vild og kaotisk, blomstrende midt i sit eget dekadente forfald i de første årtier i 1900-tallet, og Gade var med hele vejen på godt og ondt. Det giver ups and downs og er ikke kedelig læsning.

Indeværende biografi samler op på og udbygger eksisterende værkfortegnelser og slutter således fint og grundigt af. Der savnes dog generelt henvisninger undervejs, hvor de mange læseværdige citater står hjemløse – en fodnote eller lignende ville være dejligt. En ekstra korrekturgang ligeså: Et par skæve orddelinger skal ikke overskygge det overordnet set fremragende produkt, men et par håndfulde oversete orddelinger, manglende ord, tastefejl, oversete spatieringer eller egentlige ordforvekslinger som “forslår” i stedet for “foreslår” er lidt i overkanten og matcher ikke resten af bogens høje niveau.

Men hvad, når musikken spiller! Det kommer med i andet oplag. Og det ændrer grundlæggende ikke ved, at et stykke af Gade ikke er af vejen.