”Når vi synger”. Bogens titel mere end antyder, at vi alle sammen synger, og det gør vi da også næsten alle sammen, viser undersøgelser. Men vi synger med forskellige grader af motivation - og for et mindretals vedkommende mangel på samme - og det er en af denne bogs store styrker, at både de positive og negative aspekter af sang og fællessang bliver beskrevet, diskuteret og vurderet.

Janus Engelbrechts forside til bogen med et billede af det mønster, som skabes, når man udsætter sandkorn på en plade for en bestemt frekvens af svingninger, illustrerer netop dét: At sangen (svingningerne) resonerer forskelligt i os mennesker.

Der trækkes på både forskning og erfaringer hos de 14 fagfolk, der har bidraget til antologien. På den måde bliver læseren ikke kun ført rundt i den i de senere år hyppigt mødte det-er-godt-at-synge-manege, men også f.eks. i de problematikker og overvejelser, som har tilvejebragt projekter som Den Jyske Sangskole i Herning, folkeskolens Alle Kan Synge og Gellerup Kirkes Spis og Syng.

Det vil føre for vidt at omtale samtlige bogens kapitler her, så denne anmeldelse præsenterer nedslag i de mange fine bidrag til udgivelsen, som alle afrundes med en litteraturliste. Her er vi ude i alt fra to titler (Rasmus Skov Borring om fællessang som folkeoplysning) til hele 11 siders titler (Lasse Skovgaard om sangens betydning for sundhed og trivsel). Der er vægt bag ordene og gode forslag til videre læsning.

Lea Wierød Borčak, seniorforsker og formidler ved Sangens Hus og Aarhus Universitet, skriver om ”Godhedsdiskurs” og eksklusion i dansk fællessangskultur. Med ”godhedsdiskurs” forstår forfatteren det fænomen, at nogle mennesker bliver stødt væk fra fællessang, når dens positive virkninger fremhæves. Der er folk, som f.eks. ikke syntes, at det var sjovt at ”synge sammen hver for sig” under pandemien. Det kan der være mange årsager til. Én af dem er ”stemmeskam” – et begreb hentet hos den norske musikforsker Siri Bergersen Schei – altså at man selv synes, at man ikke kan synge, og derfor skammer sig over at åbne munden og bryde ud i sang sammen med andre. Eller det kan handle om, at man ikke vil være med i den diskurs, som man uvægerligt bliver en del af, når man synger i flok. Præsentationen af disse forskningsresultater munder bl.a. ud i en opfordring til, at skolerne tager opgaven på sig med at give børn ”syngedannelse”, dvs. arbejder med børns sangstemmer for at udvikle dem, og giver børnene et repertoire og dermed en indføring i dansk sangkultur.

Den politiske beslutning, der nødvendigvis skal ligge bag sådan en opgave for skolerne, bliver italesat i kapitlet Sang og sundhed i indskolingen. I skoleåret 24/25 har folkeskoler kunnet søge Statens Kunstfond om penge til at gøre morgensang til en del af elevernes hverdag. Pengene kan bl.a. bruges til at opkvalificere lærernes musikfaglighed, så det overhovedet kan lade sig gøre at gennemføre morgensang. På den måde er det foreløbig op til den enkelte skole, om der skal gøres en indsats for daglig sang. Men Anne Tetens, antropolog og ph.d.-stipendiat ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, og Lars Ole Bonde, professor emeritus på Norges Musikkhøgskole og fhv. professor i musikterapi ved Aalborg Universitet, foreslår i deres fælles kapitel, at alle skoler fremover skal arbejde med erfaringerne fra Alle Kan Synge (AKS) fra Albertslund Kommune. Bortset fra at titlen på projektet næppe holder vand, fremstår AKS i beskrivelsen af projektet som et gennemtænkt forsøg på at bruge skolesang ikke kun som fysisk aktivitet, men i høj grad også til at udvikle klasserumskultur, sociale fællesskaber og almen trivsel hos det enkelte barn. Og sidstnævnte er en vigtig årsag til, at forfatterne gør sig til fortalere for at genindføre obligatorisk sang i folkeskolen. Et virkelig kvalificeret bud på, hvor kulturministeren kan sætte ind.

Et mindst lige så kompetent indlæg kommer fra Mads Bille, organist, dirigent og medstifter af Sangens Hus og Herning Opera Festival, som har skrevet om, hvordan man etablerer et talentmiljø. Her er interessante betragtninger om, hvad der motiverer børn og unge til at synge og ikke mindst til at fastholde interessen for sang. Det er et kæmpestort apparat, båret af minutiøs planlægning, fondsansøgninger og ikke mindst dygtige musikledere, som Mads Bille skitserer i sit kapitel Et talentmiljø i provinsen, og som ikke på nogen måde lige kan trækkes op af en hat. Men jeg er sikker på, at mange ledere af børne- og ungdomskor rundt omkring i landet kan nikke genkendende til de tendenser i den yngste generation, som har været årsag til oprettelsen af Den Jyske Sangskole i 1999 – og måske ovenikøbet hente inspiration til deres fremtidige korarbejde i Mads Billes beretning.

Et andet vægtigt kapitel hedder Sangfoldighed og er skrevet af Martin Lysholm Hornstrup, organist og projektmedarbejder ved Liturgisk Forum i Folkekirken. I Gellerup har man oprettet projektet Spis og Syng i et forsøg på at favne alle i et sogn, præget af social og etnisk mangfoldighed. Utallige er de spinatbede, man som kirke kan træde i, når man gerne vil give folk social tryghed og udvikle et lokalt ”kultur- og naboskabsmøde”. Som med AKS er det sang i en større ramme end blot den musikalske, der tales om her. En ”socialisering ind i et sangmiljø”, kalder forfatteren projektet, og karakteriserer sig selv som en kombination af fællessangsfacilitator, underviser og ikke mindst undersøger af de mekanismer, der er på spil i sådan en proces. Længe leve de musikalske ildsjæle, som arbejder med at bruge musikken og sangen i en højere sags tjeneste.

De fire kvinder fra Sangens Hus og Videncenter for Sang, som har redigeret Når vi synger, har som afsluttende kapitel anbragt et indlæg om teknologisk mediering og oplevelsen af fællessang: Adskilt af tid og rum, men forenet i sang: Fællessang og medier. Det står Esther M. Morgan-Ellis, professor i musikhistorie samt dirigent ved University of North Georgia, for. Af litteraturlisten fremgår det, at adskillige af forfatterens artikler er tilgængelige på nettet bl.a. én, der handler om fælles sang og musiceren under covid-19-pandemien. Det står der også noget om i kapitlet i denne bog, men her kommer vi videre ud i krogene af emnet, og konklusionen er positiv. Moderne teknologis muligheder for medieret fællessang er ikke bare en fattig erstatning for gammeldags ditto, men i høj grad et supplement, som kommer - og kan komme - mange mennesker til gode.

Køb eller lån bogen. Den er læseværdig både for fagfolk og for almindelige mennesker. Jo flere der gør sig tanker om musik og sangs rolle i vores samfund, jo mere opmærksomhed kommer der forhåbentlig på strategier til at styrke musikfaget i almindelighed og sang i særdeleshed. Når vi synger er en vigtig bog i denne erkendelsesproces.