Bertel Krarup: Niels Viggo Bentzon
Forlaget Multivers 2020. 142 sider.

 

Stram og sober introduktion til Bentzon

Af Mikkel Thrane Lassen

 

Med Bertel Krarups biografi om Niels Viggo Bentzon (1919-2000) er der nu kommet to bøger om denne komponist indenfor et år, hvilket er bemærkelsesværdigt. Skønt biografier om danske komponister måske ikke kan siges ligefrem at være en mangelvare, så er de dog en sjældenhed på det danske bogmarked. Sidste år udkom Toke Lund Christiansens Bentzon (Aarhus Universitetsforlag), en spraglet, underholdende, omfangsrig og let kaotisk affære – som komponisten selv. Bertel Krarups lille bog føjer nye facetter til billedet af komponistens mangesidede personlighed. Biografien er med sine 142 sider stram, præcis og velskrevet. Det er femte bind i Multivers’ serie om danske komponister, en serie, der hidtil har præsenteret mindre kendte komponister, men som nu vender sig imod en af Danmarks måske mest kendte.
Bentzon var nemlig noget så sjældent som en folkekær komponist, i hvert fald i 1960’erne og 1970’erne. Han var en af de få i professionen, hvis premierer, happenings og fødselsdage fik spalteplads ikke blot i Politiken og Berlingske Tidende, men også i Ekstra Bladet og Se og Hør. Bevares, det var andre tider, men alligevel: at forestille sig Poul Ruders pryde forsiden af BT eller se en billedserie med Hans Abrahamsens familieliv i Ude og Hjemme er svært at forestille sig i dag!
Bentzons samlede produktion er ganske overvældende af omfang og så svimlende alsidig, at man bliver ganske stakåndet, selv hvis man blot medtager den traditionelle klassiske musik. Men Krarup bevarer elegant overblikket og fører læseren helskindet gennem det uoverskuelige bjerg af symfonier, klaversonater, balletter, operaer, jazzmusik, fluxus-værker, digtsamlinger, malerier, happenings, disputatser, biografier, romaner, fagartikler, kronikker, noveller og kortfilm, som Bentzon konstant producerede hele livet. At det kan lade sig gøre at præsentere tilfredsstillende på den begrænsede plads, som seriens format tillader, er i sig selv en bedrift – at det gøres uden at formen bliver leksikalsk, er imponerende.
Krarups bog er først og fremmest en bog om musikken og om musikeren, pianisten, forfatteren, balletdanseren (!), instruktøren og maleren, og kun i anden række en bog om personen, sønnen, ægtemanden, faderen eller den psykiatriske patient. Men det personlige er bestemt ikke fraværende, tværtimod. Krarup, der har været rektor for musikkonservatorierne i både Odense og København, har kendt og studeret under Bentzon, og det personlige forhold præger teksten. Der henvises til personlige samtaler, og der er anekdoter fra private oplevelser med komponisten, men teksten bliver aldrig hverken sentimental, anekdotisk eller upræcis. Det er tværtimod tydeligt, at det er den engagerede, professionelle musikhistoriker, der taler her, og ikke vennen eller den studerende.
Vi får et glimrende portræt af barnet Niels Viggo, hvis far, en anerkendt retslærd, var så gammel, at han snarere indtog rollen som bedstefar, og hvis mor, der var af musikerslægten Hartmann, var mere optaget af musikken end af de omsorgsgivende og pædagogiske aspekter ved forældreskabet. Niels Viggo var ikke noget vidunderbarn – han måtte gå ud af gymnasiet i 2g og kom kun med nød og næppe på musikkonservatoriet, blandt andet grundet sin mangelfulde evne til nodelæsning, noget han aldrig kom til at mestre helt. Men som studerende påbegyndte han hurtigt den produktion, der med tiden kom til at omfatte mere end 800 kompositioner.
Allerede som 23-årig komponerede han sit første hovedværk, Toccata for klaver, opus 10, et værk, der betød et mindre gennembrud for Bentzon og som han, i lighed med mange af sine andre værker, indspillede flere gange selv. Bentzon var i sin storhedstid en af Danmarks bedste pianister, og han skrev og indspillede store mængder af klavermusik. I 1991-1997 indspillede han det mere end 13 timer lange værk Det tempererede klaver I-XIII (skrevet 1964-1996). Selvom han, som Krarup skriver, desværre ikke længere pianistisk set var på toppen på det tidspunkt, var det dog alligevel en imponerende bedrift af den på dette tidspunkt ældre mand: 624 enkeltsatser fordelt på 15 cd’er. Til klaverværkerne hører også Partita for klaver, opus 38, der betød det helt store gennembrud i 1946 for Bentzon med uropførelsen i Odd Fellow Palæet. Det var et værk, som Bentzon selv senere skulle fremhæve som det vigtigste for de næste mange års klaverværker fra hans hånd.
I 1950’erne blev Bentzon ansat ved konservatoriet i København som docent i formlære, og han tog i 1957 på en overdådig turne over hele USA og Mexico. Ved hjemkomsten blev han diagnosticeret med den bipolare lidelse, der skulle præge hans personlige og professionelle liv på godt og ondt resten af livet. Med til det samlede billede af mennesket Bentzon hører også hans fire ægteskaber, hans kronisk svingende præstationer, ikke blot som komponist, men også som underviser, hans professionelle relationer, der ofte gled ind og ud af det privates sfære, samt ikke mindst hans totale mangel på forståelse for enhver form for økonomi – eller måske han blot nægtede at lade sig begrænse af noget så jordnært. Men med stort talent og store armbevægelser følger heldigvis også ofte indflydelsesrige venner, og både Politikens Herbert Pundik og kulturminister Grethe Rostbøll måtte flere gange hjælpe ham ud af ganske betydelige gældsfælder – ligesom Frederiksberg kommune, hvor han var æresborger, valgte at lade ham og hustruen slippe for grundskylden, så de kunne blive siddende i deres hyggelige lille hus i Fuglebakkekvarteret.
Det folkelige gennembrud og måske tillige årsagen til at også Ekstra Bladet i en årrække interesserede sig stærkt for komponisten, var nok centreret om Bentzons særligt bamsede tilgang til fluxusbevægelsen, en bevægelse han først afviste for siden at omfavne (hvilket vi i en af bogens få redaktionelle svipsere bliver belært om først på side 64 og derefter igen på side 78). Helt i overensstemmelse med fluxus-filosofien var det svært at vide, om det var for sjov eller alvor, når Bentzon præsenterede værker som Tøjmusik, opus 189 fra 1965, uden instrumenter, men med masser af rekvisitter. Ikke i alle lejre var der udelt begejstring over Bentzons overgivelse til fluxus, og det skyldtes ikke udelukkende kulturkonservatisme, men snarere at det til tider føltes mere fadøls-fjollet end avantgarde-kantet: “Ingen musik, ingen jazz, men megen gas. Det var morsomt, men ville det være morsomt om ikke selve Niels Viggo havde spillet hovedrollen i denne happening?”, som en anmelder skrev om en jazz-fluxus-happening med Bentzon som hovedrolleindehaver i 1966 (side 98).
Men Bentzon følte sig i en vis udstrækning tvunget ud i en avantgarde, fordi han i stigende grad følte pustet i nakken fra yngre, skarpere, vildere komponister. Allerede fra Karlheinz Stockhausens Gesang der Jünglinge fra 1956 begyndte en snigende angst ‘for ikke at være moderne nok’, som han sagde i 1960 (side 68). Bevægelsen henimod det mere moderne fra 1960’erne havde dog den Anden Wienerskole snarere end Darmstadt som fundament.
Anmelderne vidste ikke altid helt, hvilket ben de skulle stå på, når de blev præsenteret for nye værker af Bentzon, som man kan se af denne anmeldelse af uropførelsen af Det tempererede klaver (I) i Odd Fellow Palæet i 1965:

“Anmelderen er i vildrede. Er det han i aftes blev udsat for (…) et forfusket forsøg på at forny neo-genren. Er det en speciel slags third stream. Er det et raffineret stykke pop-kunst. Eller det mest formidable fluxusnummer man har set? (…) Skidt med at fuga-princippet fortolkes så frit, at det næsten ophæves, men ud fra enhver tænkelig musikalsk synsvinkel forekommer Bentzons konsekvens at være den totale inkonsekvens.” (side 91).

Men Krarup peger på, at samme anmelder godt 10 år senere om det samme stykke i et leksikon skrev: “Vurderingen af Bentzon i denne periode har været usikker (…) man har klaget over, at eksperimenterne er for substansløse. Men det er et spørgsmål om denne kritik er bevidst om det dobbeltbundede i Bentzons attitude i disse værker. Den symbiotiske musik kan næppe vurderes med de tidligere neoklassiske værkers målestok, for hensigten er tydeligvis en anden.” (side 92)
Nu må man ikke tro, at der her udfoldes et narrativ om en miskendt kunstner, hvis værker ikke blev forstået i samtiden, men blev omfavnet af eftertiden. Bogen har netop sin helt særlige styrke i den ærlige blotlægning af, at Bentzon som kunstner var stærkt svingende i sin kunstneriske kvalitet, og at det var med god grund, at store dele af hans produktion blev bortdømt som tynd og uden substans – men at den svingende karakter (og enorme mængde) af hans kunstneriske produktion altså også vanskeliggjorde samtidens ædruelige bedømmelse.
Hen imod slutningen af 1960’erne var Bentzon ikke længere længst fremme, hans fluxus-avantgarde fik noget nærmest rørende over sig. Folk holdt af det, fordi det var Bentzon, han var folkekær, og der kom efterhånden, som Gregers Dirckinck-Holmfeld skrev i 1969 “noget uskyldigt, men også noget forvildet” over hans avantgarde-bidrag (side 104). Bentzon var nu 50 år og hans fødselsdag blev dækket af både DR, Politiken, Se og Hør, Billed-Bladet og Bo Bojesen. En sådan kunstner løber risikoen for, at ethvert forsøg på nybrud opfattes som joviale klovnerier. I tidsskriftet Musik skrev kollegaen Anker Blyme da også i samme anledning og noget mindre forsonligt: “Han tillægger det hele lige stor betydning, enten der er noget ved det eller ej, og hvad enten andre kan finde værdi i det eller ej (…) så at hans udlægning af universet, det menneskelige såvel som det galaktiske, det åndelige som det mere materielle, for vore undrende modtage-organer har forvandlet sig til en cirkushest, en kinesisk æske eller bare en dårlig vittighed.” (side 110-111).
15 år senere skulle Niels Viggo Bentzon opleve at blive landets mest spillede komponist, og vel den eneste, udover Carl Nielsen, med et værk på samvittigheden, som alle danskere kender, nemlig de tre toner som anvendes af DSB ved meddelelser over højttaleranlægget, og som naturligvis består af tonerne D-Es-B. Oprindeligt forsøgte Bentzon at få en aftale om en afgift pr afspilning, men DSB-direktøren kunne godt selv regne ud, at det ville løbe op i lidt for anseelige summer, og tilbød i stedet 20.000 kr. hvilket Bentzon tog imod.
Bertel Krarups bog giver et afbalanceret indblik i et skævt, begavet og ujævnt komponistliv, og det stramme format er med til at holde en bog på kursen, der ellers nok kunne stikke af i mange retninger. Det er en velkomponeret og umiddelbart tilgængelig bog for både kendere og nytilkomne til Bentzons univers, selvom sætningskonstruktioner som: “I femte delafsnit, der starter helt nedtonet, ændres temaets slutningsdannelse, og rytmen bliver todelt – det fører direkte over i codaen, hvis selvstændige slutdel, Maestoso e molto largo, er kolossal i sin monumentalitet og nærmest bitonalt bygget op af en gravitetisk stigende skala i g-tonalitet hegnet ind af gentagne H-dur-helnodeakkorder” (side 25) måske nok skal læses to gange af den mindre trænede.
Er der plads til to biografier med så kort mellemrum om en dansk komponist? Ja, ganske afgjort. Bentzons brogede karriere kunne såmænd snildt bære et par værker mere. Der er langt mere at komme efter i Krarups veldisponerede bog, end det har været muligt at komme ind på her. Hans operaværker, hans digtsamlinger og hans kunstnerbiografier, hans bipolaritet og ikke mindst hans afbalancerede forhold til sit eget værk oprulles forbilledligt, og bogen kan varmt anbefales, ikke blot til dem, der ønsker en sober introduktion til Bentzon, men i det hele taget til alle med bred interesse i dansk musikkultur og musikhistorie i det 20. århundrede.

2020-11-23

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.

Not readable? Change text. captcha txt

Start typing and press Enter to search