Peter Dürrfeld: Beethoven – den symfoniske mester
Kristeligt Dagblads Forlag, 2020. 287 sider.

BEETHOVEN – IKKE BARE SYMFONIER

Af Søren Schou

 

For nu at lægge ud med en lidt spids bemærkning: Peter Dürrfelds bog er et velskrevet sammendrag af, hvad der i almindelighed siges om Beethoven. Folk, der er nogenlunde fortrolige med mesterens værk, vil ikke finde meget nyt. Det påstår Dürrfeld heller ikke, at de vil. Bogen foregiver ikke at være grundforskning, selv om den er grundigt annoteret med komplet værkliste, tidstavle, personregister og litteraturhenvisninger. Den er først og fremmest populær formidling.
Netop den subjektive indfaldsvinkel giver forfatteren en frihed, som den videnskabelige afhandling med ambitioner om fuldstændighed ikke behøver bekymre sig om. Det er forfatteren, der afgør, hvad der skal omtales grundigt, i forbifarten, eller slet ikke. Begrundelserne kan ofte være subjektive med fokus på kunstnerisk kvalitet. På ét punkt følger Dürrfeld traditionen, nemlig når han opdeler Beethovens værk i tre faser: ungdommen, den modne periode, alderdommen (skønt han ikke nåede at blive ret gammel).
Bogen har fået undertitlen ”Den symfoniske mester”, og den er en smule misvisende, for bogen beskæftiger sig også med andre af de genrer, Beethoven dyrkede. Jovist var han symfoniens mester, men han var også klaversonatens og strygekvartettens mester, og Dürrfeld skriver udførligt om Beethovens arbejde med begge genrer. Afgrænsningen er uklar, omend det retfærdigvis må siges, at gennemgangen af symfonierne omfatter samtlige ni (plus den kuriositet, der hedder Wellingtons Sejr), og at de tilsammen fylder mere end behandlingen af de andre genrer.
Dürrfeld har meget med i sin velskrevne og stofrige bog. Netop fordi han ikke tilstræber fuldstændighed, kan han tillade sig at gå let hen over det, der forekommer ham mindre værdifuldt. Den vægtfordeling præger det meste af bogen, men med en vigtig undtagelse: Beethovens smertensbarn af en opera, Fidelio, og forarbejdet til den, Leonore. Fidelio er et værk, der præges af mangel på egalitet, men Leonore er endnu mere problematisk. Det forklarer, hvorfor tilblivelsen var så besværlig. Beethoven komponerede i alt fire ouverturer til værket, men måtte forkaste de første tre, inden han var tilfreds. Hvorpå han skrev den fjerde! Det påfaldende var, at når han som her rettede sig selv, var han mesterlig. Han var sin egen bedste kritiker, men selv ikke med Fidelio lykkedes det ham at løse alle problemer – overgangen fra biedermeier-agtigt syngestykke til først dyster, senere triumferende revolutionsopera var og blev brudfyldt. Trods de uløste problemer, som også omfattede vanskeligheder med at skrive for menneskestemme, fortjener Fidelio at blive kaldt et mesterværk, selvskrevet til omtale. Det samme kan man ikke sige om Leonore.
Dürrfeld giver pålidelig besked om Beethovens levnedsløb, der jo handler om et menneske, som med sin tiltagende døvhed blev ramt på sin kunstneriske genialitet, men mirakuløst triumferede over de umenneskelige odds. Mange af os kender den historie i forvejen, men Dürrfeld fortæller den med en empati, der stadig formår at gribe.
Der er én side af Beethovens facetterede personlighed, jeg ikke finder tilstrækkeligt belyst hos Dürrfeld: Beethoven var ikke kun en bister sandhedssøger, men en humorist af de helt store. Denne side af hans personlighed viser sig på meget forskellige måder, Dürrfeld strejfer den et par steder. I omtalen af den sjette symfoni, ”Pastoralsymfonien”, opus 68, kommer han ind på, hvad Beethoven kalder ”landboernes lystige samvær”, og han betoner, at Beethoven ”heldigvis” undgår enhver form for karikatur af landbefolkningen. Den karikerende holdning, som Dürrfeld altså ikke finder, har jeg svært ved at overhøre. I dette tidlige eksempel på programmusik overværer vi berusede bønder i en heftig stampende træskodans. At frikende Beethoven for satiriserende hensigter gør ham efter min mening ikke større. For mig at høre er bondedansen både morsom, burlesk og karikerende – og bidrager bl.a. af den grund til at gøre symfonien til en munter oplevelse.
Et mere sofistikeret eksempel på humor finder vi i en ret tidlig klaversonate (nummer 18 i es-dur, opus 31, nr. 3). Pianisten Anton Kuerti, der på linje med sin canadiske landsmand Glenn Gould både er pianist og musikskribent med kontroversielle meninger, skriver i sine noter til sin indspilning af samtlige sonater, at es-dur-sonaten, ”næppe rummer et eneste seriøst øjeblik”. Finalen, fortsætter Kuerti ”er en disharmonisk dans, fuld af billige tricks. Den starter med en indledning, som slet ikke lyder som en indledning, men som en finale. Efter at to af den slags ’finale-forsøg’ er blevet kvalt, eksploderer satsen for alvor og fortsætter i fuldt firspring frem til den brillante slutning”.
En sats som denne kan naturligvis fortolkes og spilles på mange forskellige måder, og det burleske får ikke for lidt i Kuertis egen indspilning. Dürrfeld skriver om femtesatsen af en af de sene kvartetter, cis-mol-kvartetten, opus 131, at den er ”sprælsk og humoristisk i sin karakter” – her erkender han altså, at Beethoven til tider kunne demonstrere et humoristisk talent. Satsen er kort, afsluttet næsten før den er begyndt, og kunne umiddelbart ligne et finurligt intermezzo, men efter mange års lytten ved jeg stadig ikke, hvad denne presto-sats handler om – hvis den altså handler om noget. Jeg kan bare konstatere, at den ikke blot er finurlig, men hjertegribende smuk og altid hensætter mig i højt humør. Kvartetten indgår i den gruppe, som kan forekomme grænsesprængende og uforståelige og som traditionelt kalde ’de gale’.
Det er værd at bemærke, at den tidlige klaversonate og den sene kvartet begge har tempo-angivelsen presto, altså meget hurtigt – i sonaten endda med tilføjelsen con fuoco (dvs. passioneret og i højt tempo). Humor og hastighed er tæt sammenknyttede hos Beethoven. At spille de to værker kræver en virtuos, som ikke skammer sig over sit håndelag, men tværtimod demonstrerer det med stolthed.
Bogen er praktisk anvendelig som guide til CD-markedet med anbefalinger af indspilninger (ikke kun af symfonierne, men også af kammermusikken), som Dürrfeld er særlig begejstret for. Interessant nok står hans hu til indspilninger med rødder i romantikken, mens den såkaldt autentiske opførelsespraksis ikke synes at interessere ham. Rafael Frühbeck de Burgos er et interessant valg som yndlingsdirigent.
I en epilog fremsætter Dürrfeld – måske halvt i spøg – den tese, at en af den tyske romantiks største malere, Caspar David Friedrich (1774-1840), har haft Beethoven som model i sit berømte maleri ”Vandreren over tågehavet”. Til trods for, at bjergrige omgivelser normalt får mennesker til at føle sig små, er der intet ydmygt ved denne vandrer, men tværtimod noget titanisk ved ham. Vi ser ham bagfra, men det vildt strittende hår kunne godt være Beethovens.

21-08-2020

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.

Not readable? Change text. captcha txt

Start typing and press Enter to search