DEN ANDEN NIELSEN

Af Søren Schou
At en næsten ukendt dansk komponist deler efternavn med den kendteste af dem alle – det fører let til nogle mekaniske sammenligninger af de to, som er Ludolf Nielsen (1876-1939) og Carl Nielsen (1865-1931). Deres livsløb har visse træk tilfælles, begge voksede op i et fattigt bondemiljø, begge blev yderst talentfulde komponister med rødder i landbokulturen, fynske for Carls vedkommende, sydsjællandske for Ludolfs.
Musikalsk kunne de minde lidt om hinanden, men ikke på nogen påfaldende måde. Ligheder kan uden videre hokuspokus forklares med, at de livet igennem blev udsat for mange af de samme påvirkninger fra både dansk og kontinentaleuropæisk musik. Det samme gjaldt flere af deres åndsbeslægtede: Louis Glass (1865-1936), Hakon Børresen (1876-1954) og den noget ældre P. E. Lange-Müller (1850-1926). Det kunstneriske miljø, de lærte at kende i begyndelsen af deres karriere, var præget af senromantikken og frem mod år 1900 af symbolismen. Det, der afgørende adskilte Carl Nielsen fra de andre, var for mig at se, at han forblev eksperimenterende og nyskabende livet igennem. Andre var trægere, forholdt sig resigneret eller direkte mismodigt til samtiden eller sagt mere konkret: til Verdenskrigen og til efterkrigstidens enorme kulturelle omvæltninger, der hurtigt gav den lidt ældre generation et bedaget præg. Senromantikken forekom falmet. Kun Carl Nielsen, der forblev innovativ livet igennem, bevarede sin aktualitet.
Siden da er glemmebogen genåbnet, og senromantikken har opnået en gevaldig renæssance, men interessen for Mahler, Richard Strauss og de andre store europæiske senromantikere er ikke kommet de danske samtidige til gode, hævder Jens Cornelius med rette i sin fortrinlige monografi om Ludolf Nielsen (nummer 2 i rækken Danske komponister). Efterhånden er mange af de danske senromantikeres hovedværker – også store dele af Ludolf Nielsens værk – indspillet på plade eller cd, men i koncertsalen hører man dem aldrig – bortset fra Rued Langgaard, som det i mange henseender er svært at rubricere. Formålet med Jens Cornelius’ bog er ikke kun at riste en rune over en uretfærdigt glemt kunstner, hvad han gør fortræffeligt. Et mere jordnært formål er at åbne for flere opførelser af hans værk.
Det kan ikke siges at være en af Cornelius’ hovedpointer, men det er påfaldende, hvor bredt og dybt et kendskab Ludolf Nielsen havde til sin samtids musik. Vel var musiklivet i begyndelsen af 1900-tallet trangt med få stillinger og mange ansøgere, men ud fra en anden betragtning var musiklivet rigt! Nielsen arbejdede som orkestermusiker i Tivoli (han spillede bratsch), og det var et godt sted at lære repertoiret at kende, få det under fingrene. Cornelius fortæller, at der hver aften var tre koncerter med hver deres repertoire, og at Ludolf Nielsen var med til at opføre værker af bl.a. Richard Strauss, Debussy, Reger, Ravel, Sibelius og Glazunov. Den brede orientering i samtidens kompositionsmusik viser sig i de mange impulser, han allerede tidligt indarbejdede i sine værker, bl.a. fra fransk impressionisme.
Verdenskrigen og efterkrigstidens tumult skabte et kulturelt sammenbrud, som krævede nye udtryk. Det var naturligt nok især unge kunstnere, der tog livtag med kaos, mens man i stigende grad betragtede Ludolf Nielsens generation som utidssvarende. Ikke desto mindre fulgte han med i omvæltningerne. I sin dagbog skrev han levende om nervøsiteten og uvisheden i dagene omkring krigsudbruddet i august 1914.
Under selve verdenskrigen komponerede Ludolf Nielsen næsten intet. Bortset fra denne ”generalpause” er historien om ham i høj grad historien om en mand, der livet igennem havde det bedst, når han kunne sidde og komponere i rolige omgivelser. Han var ikke nogen avantgardist eller lederskikkelse, manglede tilsyneladende albuer og trivedes bedst i rolige omgivelser. En nekrolog kaldte ham ”stilfærdig”, og det var den almindelige opfattelse, men faktisk kunne selve musikken være mere højrøstet end som så. Man kaldte ham også ”mandig”, et entydigt positivt prædikat dengang. Richard Strauss var tydeligvis en vigtig inspiration for ham, men her kunne man nok markere en forskel på Strauss og Nielsen. Strauss’ tonedigte stiler efter en relativt konkret gengivelse, fx en alpevandring skildret i en række etaper (Alpesymfoni, 1915). I Sinfonia Domestica (1903) kommer vi ganske tæt på komponistens privatliv.
Ludolf Nielsen sætter sig delvis andre mål. Han prøver at visualisere abstrakte begreber, hvad der allerede fremgår af mottoet for denne symfoni, formuleret af digteren Viggo Stuckenberg: ”Verden jeg ser med blomster besat – véd lykken kræver en uvejrsnat.” Det er sammenstødet mellem antagonistiske kræfter – eller rettere de gentagne sammenstød mellem dem – der udgør værkets dynamik, men når tematikken formuleres så abstrakt som en modsætning mellem lykke og uvejrsnat, der kæmper om overtaget i næsten en time, ville jeg i hvert fald frygte for en vis monotoni. Men resultatet er smukt og livfuldt. Værket er tydeligvis skrevet af en ekstremt talentfuld komponist, der har håndelag nok til at samle de forskellige enkeltdele til en musikalsk helhed. Her kan inspirationen udgå fra den fransk-belgiske komponist César Franck, der anvendte et cyklisk kompositionsprincip og dermed skabte sammenhæng ved hjælp af tilbagevendende motiver. Det, der overrasker mig mest, er Nielsens stemningsskabende behandling af træblæserne, især engelskhornet, som får mig til at tænke på amerikaneren Aaron Coplands tonedigt Appalachian Spring (1944).
Tonedigte afbilder – mere eller mindre bogstaveligt – en ydre verden (eller måske snarere yderverdenens aftryk på menneskesindet; den diskussion skal ikke tages her).  Men min digression til Copland viser, at ingen naturligvis kan garantere, at lytteren oplever det samme som komponisten!
Helt så vellykket finder jeg ikke Ludolf Nielsens Babelstårnet (1914), et oratorium med en mytisk handling henlagt til den bibelske oldtid. Et massivt og respektindgydende værk; Cornelius mener, den tredje symfoni og Babelstårnet er komponistens bedste værker, men oratoriet forekommer mig kunstnerisk bagudskuende, en tung symbolisme, der afviser det moderne gennembruds materialisme og udpeger åndelige mål, menneskeheden bør stræbe efter. Tonalitetens sammenbrud er et udtryk for samfundets. Eller med Jens Cornelius’ ord: ”For Ludolf Nielsen var en tilnærmelse af tonalitetens opløsning altså et musikalsk symbol på vildfarelse og sammenbrud. Her gik hans grænse som komponist.”
Det er en yderst sympatisk kunstner, Jens Cornelius portrætterer i sin monografi, og jeg vil håbe, den vil animere til mange koncertopførelser. Her har jeg kun nævnt to af hans værker, men også andre fortjener opmærksomhed: Skovvandring (1924) og Hjortholm (1923), som jeg begge har hørt, og den stærkt koloristiske ballet med det eksotiske navn Lackschmi (1922), som jeg efter Jens Cornelius’ bog glæder mig til at høre.

2020-02-13

Jens Cornelius: Ludolf Nielsen.
Forlaget Multivers 2018
143 sider.

 

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.

Not readable? Change text. captcha txt

Start typing and press Enter to search