Frank Zappa

Indledning

Komponisten, guitaristen, satirikeren, fritænkeren, samfundsrevseren og aktivisten Zappa stod fast på sine liberale og musikalske principper, og det ville han formentlig også have gjort i dag, hvis ikke kræften havde sat en stopper for et produktivt liv d. 4. december 1993. 20-året for mandens bortgang er en passende anledning til at gøre status, idet både hans produktion og holdningerne bag den stadig har resonans i den tid, vi lever i. Frank Zappa var en multikunstner, der i mange henseender var forud for sin tid. I det følgende vil vi forsøge at forklare hvorfor og stille skarpt på manden, meningerne og musikken.

”I’m a constitutional fundamentalist.” Sådan lød budskabet, når Frank Zappa trådte frem på amerikansk tv i 1980’erne og hårdnakket hævdede, at nogen forsøgte at tilsidesætte de basale og grundlæggende frihedsrettigheder, som stod opført i landets forfatning af 1776. Hans fastforankrede tillid til de ideer, som forfatterne bag Uafhængighedserklæringen mente, at USA skulle bygge på, gør ham stadig relevant, da vi stadig anno 2013 vedbliver med at diskutere det enkelte individs borgerrettigheder i forhold til staten og det politiske systems magtudøvelse.

I Zappas verden var religioner, politikere, ideologier, de etablerede uddannelsessystemer, autoriteter i almindelighed, folks seksualitet, moral og dumhed til for at blive kritiseret – og det gjorde han med en heftig åbenmundethed, der henrykkede fans og chokerede de herskende klasser. Humor, hån, spot, latterliggørelse indpakket i vital sprogekvilibrisme, når han lyrisk var på toppen, er der rigeligt med eksempler på i de mere end tusinde musikstykker, Zappa nåede at gøre færdig, før sygdommen fik bugt med ham. Hvordan ville tidsånden af i dag mon have haft det med en så kantet og kompromisløs personlighed som Frank Zappa? Dette er i sig selv et ret interessant tankeeksperiment. ”Who Are The Brain Police?” lød det dystert manende spørgsmål på debutalbummet ”Freak Out” (1966). Har vi stadig ”Plastic People” som i sangen fra ”Absolutely Free” (1967) iblandt os?

Zappas begavede og til tider anarkistiske samfundssatire og talent for entertainment på scenen er unik i rockens historie. Han fastholdt en usvækket tro på, at det måtte være muligt at styre publikum og inddrage det i showets afvikling, uden at folk greb til vold eller fare for tumult, selv om det under en koncert i starten af 1970 ́erne nær havde kostet ham liv og førlighed. Frank Zappas karisma og skarpe intellekt udøvede en magnetisk tiltrækningskraft på millioner af mennesker næsten helt uden brug af kommercielle hitsingler, gøgl og glimmer - kvaliteten talte som oftest for sig selv.

En barndom med kemikalier. 1940-59.

Frank Vincent Zappa blev født d. 21. december 1940 i Baltimore, Maryland. Familien var af fransk/italiensk afstamning og levede lidt af en nomade- tilværelse, der til dels skyldtes faderens arbejde som kemiker og matematiker i forsvarsindustrien. Hans speciale var kemisk krigsførelse, og i hjemmet var der både opbevaret sennepsgas og masker i tilfælde af, at et uheld skulle ske. I Frank Zappas musikproduktion er der flere referencer til krig, kemikalier og forsvarsindustriens måde at arbejde på. Hans barndom bar præg af sygdom grundet tilbagevendende problemer med astma og bihulebetændelse, der forsøgtes behandlet med bl.a. små mængder af radium gennem hans næsebor. Drengen Frank levede livet farligt, men overlevede. Uddunstninger af sennepsgas har næppe fremmet hans helbredsmæssige tilstand.

Som 12-årig flytter Frank Zappa med familien til vestkysten og når at bo der i flere forskellige byer, inden Zappa-klanen slår sig ned i San Diego. Frank fordyber sig i musikken ved at lære sig selv at spille trommer og guitar. Han kaster sig ydermere ud i intense autodidakte studier i nodelæsning og komposition. I skolen klimprer han i alle pauser på sin akustiske guitar. Han får hurtigt en afsmag for det traditionelle skolesystem. Den varede ved hele livet igennem – Zappa underviste senere sine sønner hjemme en del af deres skoletid. Zappas smag for musikalske genrer er vidtfavnende – fra avantgarde til rhythm’n’blues singler.

Hans karriere som musiker startede tidligt i diverse bands. Som elev på high school lærte han således Don van Fliet, den senere Captain Beefheart, at kende. Zappa fik sin eksamen i 1958 og havde på det tidspunkt allerede skrevet mindre avantgarde-orkesterværker for diverse instrumenter. Guitaren blev med årene hans foretrukne instrument frem for trommesættet. I 1959 flytter han hjemmefra og til Los Angeles.

Studio Z og pornografi. 1960-65.

I starten af 1960’erne ernærede Frank Zappa sig som musiker, sangskriver og filmkomponist i lokalområdet. I 1964 havde han tjent penge nok til at opkøbe et indspilningsstudie af en god ven, der agtede at sælge det med et udstyr, der var yderst moderne efter tidens standard. Året forinden havde han opnået en kortvarig berømmelse ved at optræde i Steve Allens ”Late Night Show” med et kort stykke musik, der blev opført ved hjælp af et drejende cykelhjul. Iscenesættelsen af et usædvanligt talent – på det tidspunkt endnu uden moustache - tog her det første spæde skridt i en større offentlighed.

Det opkøbte studie omdøbte han til Studio Z og arbejdede der ofte 12-15 timer om dagen. Han eksperimenterede med flersporsteknik, overdubbing og elektronisk manipulerede lydoptagelser og lagde dermed grunden til den måde, der blev arbejdet på i de næstfølgende årtier. Et par aviser skrev om Zappa, og der gik rygter om, at han producerede billeder og lyd til pornografisk materiale. En lokal politimand optrådte som agent provocateur og tilbød Zappa den anseelige sum af 100 dollars for at fremstille et bånd med suk og støn, der skulle bruges til et undergrundsarrangement i Los Angeles. Da Zappa havde leveret varen med hjælp fra en veninde, der lagde stemme til de erotiske lydorgier, blev han arresteret og lagt i håndjern, og alt indspillet materiale i Studio Z blev beslaglagt.

Pressen var informeret om anholdelsen på forhånd, og Zappa kunne se sig selv udskreget som et subversivt samfundsskadeligt element, der producerede ulovlig pornografi. Anklagemyndigheden nedtonede dog forbrydelsens alvor, og Zappa idømtes et halvt års fængsel, men nåede dog kun at afsone i alt ti dage, før han atter blev sat på fri fod en forårsdag i 1965. Den korte indespærring bag lås og slå satte sig imidlertid varige spor. Zappas tro på retfærdighed og på autoriteternes passende magtanvendelse og rimelige behandling af borgerne led et knæk, og det skulle systemet nu få at høre for i mange år fremover.

Freak Out! 1966-71.

Dybt desillusioneret opgav Zappa Studio Z, der også var blevet brugt til at indspille jingler og reklamer til radio og tv samt soundtracks til flere mindre filmprojekter. Politiet tilbageleverede kun en brøkdel af de beslaglagte bånd. Sangeren Ray Collins overtalte herefter Zappa til at blive guitarist i R&B- bandet ”Soul Giants”. Zappa tog hurtigt styringen, og bandet skiftede navn til ”Mothers” samtidig med, at det begyndte at spille hans egne numre i håb om, at en original gennemarbejdet stil ville skaffe dem en pladekontrakt. Dette kursskifte skulle hurtigt vise sig at bære frugt. En manager ved navn Herb Cohen overtog bandet, der skiftede navn til ”Mothers of Invention” (MOI). Bandet fik deres kalender fyldt op med jobs som en vital del af den gryende undergrundsmusikscene i Los Angeles og omegn.

Den kendte producer Tom Wilson (producent for Simon & Garfunkel, Bob Dylan m.fl.) signede dem til det progressive pladeselskab ”Verve”, og i 1966 udgav MOI rockhistoriens andet dobbeltalbum nogensinde betitlet ”Freak Out!” kort tid efter, at Dylan havde bragt det første, ”Blonde on Blonde”, på markedet. Amerikansk rockmusik havde fået en radikalt anderledes stemme at forholde sig til. Lydcollager blandede sig pludselig med velklingende pop, komplekse kompositioner og surt vrængende avantgarde. MOI blev berygtet for den skarpe politiske satire, vilde musikalske amokløb, surrealistisk vanvid og gøren grin med hippietidens psykedeliske blomstermanifestationer. Sofistikerede og krævende arrangementer parrede sig med uforudsigelige indslag overalt i verden, efterhånden som MOI opnåede kultstatus på den alternative scene.

Live- og studiemusikere gled ind og ud af Zappas kompositoriske virke, der kastede flere og flere albums af sig og øgede kravene til de medvirkendes spille- og læsefærdigheder. Zappa udviklede sig til en hård autokratisk bandleder, og der opstod stridigheder om aflønning og de andres ønske om at få del i royalties til numre, som de hævdede at have bidraget til. Den slags ville Zappa ikke høre tale om. Han arbejdede på at blive herre i eget hus, og det blev han. MOI levede en omskiftelig tilværelse i forskellige konstellationer med opløsninger og gendannelser, indtil Zappa i 1970’erne konsekvent valgte kun at optræde solo akkompagneret af de til lejligheden sammensatte backingbands. Zappa nåede dog med MOI at bidrage til rockens annaler med vægtige værker som eksempelvis ”We’re Only In It For The Money” (1968), ”Uncle Meat” (1969) og ”Fillmore East – June 1971” (under navnet Mothers, 1971).

Soloårene i Big Business’ tegn. 1972-79.

I 1971 blev Zappa under en koncert med MOI flået brutalt ned i orkestergraven, da en vred mand troede, at Zappa flirtede med hans kæreste. Det kostede mere end et års pause grundet alvorlige skader på ben, ryg og hoved. Resultatet blev et længere ophold i en kørestol, og stemmen røg flere toner ned i baslejet. Zappa fortsatte med at inddrage publikum i koncerterne efter ulykkespausen med en hærdebred bodyguard diskret placeret i kulissen, og han benyttede sit dybere stemmeleje som en anden sprechstallmeister, der i ordrige remser og introduktioner forstod at holde sin voksende fanskare fanget i et univers, der var skiftet fra skurrile rablerier under MOI til egentlig iscenesat showmanship som soloartist i midt-70’erne. I samme periode udgav Zappa flere lp’er, der gjorde sig forholdsvis godt på det kommercielle marked, og han grundlagde egne pladeselskaber, der indgik distributionsaftaler med Warner Bros. for at opnå størst mulig kunstnerisk frihed og indtjening direkte i egen lomme.

Frank Zappa tog ikke stoffer og brugte ej heller penge på alkohol eller anden rockstjerne-luksus i nævneværdig grad. Han investerede derimod i joint venture projekter for at opnå uafhængighed i forhold til musikindustrien med dens store kooperative og multinationale selskaber, der efter Zappas opfattelse ensrettede markedet totalt. Han agtede at bevise, at det er muligt at finde en niche til ens ikke altid lige let tilgængelige musik og opnå økonomisk succes hermed. Det lykkedes i stigende grad for Frank Zappa, der havde flair for tal og paragraffer. Han eksekverede ikke overraskende rollen som businessmand med samme stringente konsekvens, som når han dirigerede de hyrede musikere med et sindrigt system af små håndtegn. Tilfældigt chancerytteri à la de vilde MOI- dage var der nu meget lidt tilbage af.

Juridiske tvister med tidligere og nuværende managere og Warner Bros. om royalties, rettigheder til egne sange og markedsføring plus distribuering af pladerne fulgte i slutningen af årtiet, og Zappa turnerede intensivt for at holde hovedet oven vande grundet dyre sagsomkostninger og advokatregninger. I 1979 genvandt Zappa rettighederne til sin musik fra 60’erne og fremefter ved at vinde de fleste af de førte sager. ”Sheik Yerbouti” og ”Joe’s Garage” udkom på Zappas nye pladeselskab, storsolgte og sluttede 1970’erne med maner. Sangen om bøsser, urinsex og andre tabuiserede emner, ”Bobby Brown”, fik ikke meget spilletid i USA, men i Europa trallede folk glade med på den. Ikke alle var vist helt klar over, hvad de trallede med på.

Politisk aktivisme under Reagan og Bush. 1980-92.

Det høje produktive niveau fortsatte i 1980’erne parret med en skærpet politisk provokerende og aktivistisk profil. Det lyriske indhold af seksuel karakter i en lang række numre var beregnet til at give småborgerskabet under Reagan et mentalt spark i skridtet og nåede nærmest bizart pornografiske højder: Der skulle forarges for fuld styrke. En del morede sig, mens andre røg harmdirrende op af stolen. Zappa var ikke den eneste, der delte verbale svinere ud i sine tekster, og en række politikere mente, at der måtte gøres noget for anstændighedens skyld. Kodeordet var censur, og det fik til gengæld Frank Zappa til at fare i flint. Der måtte slås et slag for ytringsfriheden.

Tipper Gore (gift med den demokratiske senator Al Gore) og ligesindede i organisationen PMRC (Parents Music Ressource Center, 1985) ønskede at øge forældres kontrol over den musik, deres børn og unge lyttede til, ved at sætte mærkater på plader og cd’er, hvis sange indeholdt referencer til vold, narko og sex. Zappa protesterede direkte til præsident Reagan og deltog samme år i en kongreshøring om emnet. Han foreslog, at musikindustrien skulle kompenseres for mærkning af cd’er og lp’er. Samtidig foreslog han, at hver udgivelse kunne have et tekstark vedhæftet, så forbrugerne var i stand til at fravælge musik, de ikke brød sig om. Zappas tale findes stadig på youtube.

Han medvirkede i løbet af 1980’erne i en række programmer på de største tv-nyhedskanaler for at diskutere censur, ytringsfrihed, Iran-Contra-skandalen, tv-prædikanternes stigende magt og deres indflydelse på den højrekristne fløj i Det republikanske Parti. Også de fleste af disse klip er at finde på youtube for særligt interesserede. Zappa mente, at staten skulle sikre de overordnede rammer, holde skatterne i ro og ellers lade folk være i fred. Kampagner mod narko, alkohol- og tobaksindtagelse gjorde efter hans overbevisning kun ondt værre og burde lægges totalt på hylden. Pro-kapitalisten kritiserede også den østeuropæiske model af kommunismen, der kollapsede i slutningen af 80’erne. Et system, der ikke tillod fri ejendomsret, var dømt til at gå under.

Iflg. amerikansk lov skal borgerne lade sig registrere for at opretholde retten til at stemme og deltage i den politiske beslutningsproces med mulighed for selv at blive valgt. Derfor lod han opstille boder under turneerne, hvor fans kunne lade sig registrere. Flere tusinde fulgte opfordringen, så umiddelbart må ”Register to Vote”-aktionen siges at have været en vellykket form for demokratisk aktivisme. I 1990 drog Zappa til Tjekkoslovakiet for både at lade sig hylde som en frihedshelt af dissidentbevægelsen, der havde ladet sig inspirere af hans musik under kommunismen, og for at mødes med præsident Havel, der ville gøre ham til landets officielle repræsentant for kultur, handel og turisme i direkte relationer mellem Tjekkoslovakiet og USA. Bushadministrationen blandede sig og fik forpurret planen – især efter at Zappa havde meddelt Havel, at det ville være en rigtig dårlig ide at spilde tid på et besøg af vicepræsident Dan Quale, der i Zappas øjne var en jubelidiot. Zappa gik i øvrigt med drømme om at lade sig opstille til præsidentvalget som uafhængig kandidat i 1991, hvilket en begyndende prostatakræft satte en stopper for.

Sygdom og død, hæder og ære. 1988-2013.

I 1988 stoppede Frank Zappa med at turnere og satte med sit store orkester udpeget til den sidste tur rundt i verden et effektfuldt punktum for et mangeårigt virke som omkringrejsende rock’n’roll-entertainer med bid og brillant kunnen. Samme år udkom ”Broadway The Hard Way”, der som en slags politisk ugerevy mejslet i lyrisk beton satte en skamstøtte over Reagans regeringstid. Herefter trak Zappa sig gradvist tilbage og komponerede hovedsageligt partiturmusik. Den forværrede prostatakræft fik ham imidlertid ikke til at arbejde mindre, og smøgerne nægtede han at kvitte – de var lige så vigtige som grøntsager for en helsefreak. Frank Zappa døde den 4. december 1993 i Los Angeles i eget hjem og lignede kort før sin bortgang en grå og udmagret ældre herre, der lå i sengen døgnet rundt.

Som profileret komponist og politisk tænker modtog Zappa før og efter sin død en lang række hædersbevisninger, priser, Grammys mv. Mange samtidige komponister, musikere, dirigenter og intellektuelle personligheder har hyldet hans virke, og det er bestemt ikke uden grund. Zappas påvirkning og inspiration kan i større eller mindre grad spores hos så forskellige kunstnere som Prince, Paul McCartney, Alice Cooper, Captain Beefheart, Black Sabbath, Steve Vai, Clawfinger og System of a Down. Utallige verdensklassemusikere fra rock-, jazz og avantgardescenen har gennem årene være en del af Zappas bandformationer. Sønnerne spiller stadig faderens musik, hvilket også gælder for moderne klassiske grupper over hele verden.

Musikalsk altmuligmand

Frank Zappa var det hele og kunne det hele. Pop, rock, jazz, avantgarde, moderne klassisk musik etc. Det enkle og det komplicerede, collage-musik med mange elementer, stramt komponerede og hundesvære arrangementer det ene øjeblik og frie improvisationer (især hans egne på guitar) det næste. Hans inspirationer kom fra alle sider: Amerikansk pop, jazz-avantgarde, elektronisk og moderne klassisk musik. Da Zappa døde, efterlod han sig en kæmpeproduktion af plader. Han var én af de flittigste live-kunstnere, men også én af dem, der udgav flest albums. Særligt i perioden fra midt-60 ́erne og frem til sin død.

Zappa gjorde også det, at han sammentænkte live-optrædener og pladeudgivelser. Ofte var pladerne helt eller delvis live versioner af hans musik. Nogle gange kombinerede han live- og studie-sekvenser i samme stykke musik, og tit var det vanskeligt at høre, hvor overgangene var.

Her skal blot omtales et lille udvalg af Frank Zappas albums fra hans gyldne periode 1969-1974 samt én af hans udgivelser med moderne partiturmusik.

Hot Rats. 1969.

Albummet udkom i slutningen af 1969, og Zappa kaldte selv pladen for ”a movie for your ears”. Det er musikken, der er helt i centrum her. Bortset fra et enkelt nummer med en smule vokal (Captain Beefheart) er pladen instrumental, hvor stramme arrangementer alternerer med improvisationer. ”Hot Rats” er meget anderledes end de forudgående album under navnet ”Mothers Of Invention”, som i høj grad indeholdt satire og politiske temaer. Den eneste musiker, der går igen fra de tidligere albums, er saxofonist og keyboard-spiller Ian Underwood. Blandt de øvrige musikere på ”Hot Rats” er violinisten Jean- Luc Ponty og bassisten Max Bennett.

Zappa var forud, også hvad angik teknik og optageudstyr. Albummet er optaget på 16 spor, hvilket bestemt ikke var almindeligt allerede i 1969. Zappa er imponerende stilsikker igennem hele albummet. Hans ideer, temaer, arrangementer og selve udførelsen er helt i top. Det er tidløs musik skabt i en rus af kreativitet. (Og ikke af andet - Zappa var fornægter af stimulerende stoffer.) ”Son of Mr. Green Genes” er et værk på små ti minutter for det store orkester, mens et mindre stykke som ”It Must Be A Camel” er kammerjazz for en mindre besætning.

Hvis Frank Zappa har en ”kendingsmelodi” og et instrumental-hit, er det ”Peaches en Regalia” ofte brugt som underlægningsmusik i radio og tv- udsendelser, og han har selv indspillet den flere gange. Nummeret er på mange måder ”typisk Zappa”. En overbevisende trommeintro sætter det i gang. I løbet af de første godt to minutter får vi hele otte ganske forskellige musikalske afsnit. Det her er ikke baggrundsmusik eller musik til hotelfoyerer, men lyttemusik, og man skal ”holde fast i bordkanten” for at følge med.

Dog virker de otte afsnit på ingen måde påklistrede eller unaturlige i forhold til hinanden. De glider på fantastisk vis hele tiden over i det næste tema – og det næste. Og vi kommer aldrig væk fra den helt specielle grundstemning, der er i ”Peaches en Regalia”. Nummeret lever stadigvæk. Dweezil Zappa turnerer med sin fars musik under navnet ”Zappa Plays Zappa”, og så sent som i 2009 vandt hans udgave af ”Peaches en Regalia” en Grammy for ”Bedste instrumentale performance”.

Burnt Weeny Sandwich. 1970.

Albummet starter med et helt og aldeles uforfalsket popnummer i bedste amerikanske 50’er/60’er pop style: ”WLPJ” (”White Port and Lemon Juice”). Men allerede på skæring to er vi tættere på Stravinskij end på Sedaka, og albummet er lige dele ny kompositionsmusik, jazz-avantgarde og collage- musik. Først til allersidst på skæringen ”Valarie” er vi tilbage i populærmusikken med en pastiche på den amerikanske lyd i 1950'erne.

Zappa er her og der og alle vegne på ”Burnt Weeny Sandwich”. Albummet rummer studie- og live-optagelser fra 1968 og 1969. Blandt musikerne finder vi Jimmy Carl Black (trommer) og Ian Underwood (klarinet og klaver).

”Aybe Sea” er en miniature for akustiske guitarer (nogle steder med wah wah-pedal) samt spinet og klaver. Kun to musikere medvirker: Zappa selv på guitarerne og Underwood på spinet og (især) klaver. Der er ikke tale om en bestemt musikgenre her. Der er elementer både af kompositionsmusik og folkemusik, men de er ikke særlig tydelige. Musikken er i sin egen verden. På den måde typisk Zappa kogt ned til det lille format. Enkel og kompleks på én og samme tid. Enkel fordi musikken er gennemsigtig og nem at lytte til og absorbere. Kompleks på grund af de mange forskellige temaer og afsnit, der alligevel overrasker, selv ved flere lytninger.

Det er klart, at Zappa leger med den amerikanske udtale af bogstaverne A, B, C i titlen ”Aybe Sea”. Men måske ér det også et lille hav, hvor musikken befinder sig i de små bølgeskvulp. Og den måde, nummeret helt umærkeligt klinger ud på, er som krusninger, der bliver mindre og mindre.

Waka/Jawaka. 1972.

Lp’en udkom i sommeren 1972 og nåede til en placering som nr. 172 på den amerikanske Billboard-liste. Zappa havde et publikum, som var trofast. Men der var langt større interesse for hans musik ved koncerterne. Albummet er overvejende instrumentalt med to meget lange stykker, der dels er stramt komponerede, dels frie passager. Og indimellem disse to ganske korte vokalnumre.

Albummet har en svimlende og imponerende start. I løbet af det første minut af ”Big Swifty” bliver vi kastet rundt i et typisk Zappa-univers med hurtige markante temaer, hurtige unison-passager og skiftende taktarter. Resten af ”Big Swifty” går i en anden retning. Lange, vegeterende passager med god, god tid til instrumental-soloer. En lang række musikere medvirker på albummet. Ganske markant er den engelske trommeslager Aynsley Dunbar, som var én af de store i Zappa-historien på det instrument.

Waka/Jawaka begynder med en lang og yderst melodisk indledning i blæserne med særdeles aktive (uden at være anmassende) trommer. Vi er i gang med det over 11 minutter lange titelnummer, der er skåret over samme skabelon som ”Big Swifty”: Stramt komponerede passager veksler med lange og meget ”luftige” soli. Men der er noget særligt lige her: Mens underlaget i instrumentalsoloerne i mange Zappa-numre er harmonisk enkle (ofte står de i én akkord), skifter tonearten hele tiden her, tydeligst i Don Prestons markante Minimoog-solo.

Efter Zappas egen guitarsolo – ved 6.32 – starter et tæt komponeret forløb med bigband-elementer. Derefter en trommesolo ved Dunbar. Og så – ved 8.04 – en marchagtig sekvens som hurtigt skal vise sig at danne akkompagnement til en reprise af åbningstemaet fra nummeret. Pointen er: Selv om nummeret ”Waka/Jawaka” rummer masser af improvisation og frie passager, har Zappa fuldstændig styr på storformen, og hvor han vil hen med musikken.

Over-Nite Sensation. 1973.

Zappa er uhyre produktiv i starten af 70'erne. Efter de to overvejende instrumentale album ”The Grand Wazoo” og ”Waka/Jawaka” udkommer den meget vokalt-prægede ”Over-Nite Sensation” sommeren 1973. Musikerne på albummet er omtrent de samme som dem, vi kommer tilbage til om lidt på albummet ”Roxy & Elsewhere”. Musikere, der tilsyneladende ikke har tekniske begrænsninger og som til fulde forstår at eksekvere hovedpersonens originale ideer.

Der er mange ”fortællinger” på albummet, bl.a. den erotiske ”Dinah-Moe- Humm”. Et lille hørespil, som Zappa delvist taler sig igennem, mens sangerinden Kin Vassy lægger om ikke krop så i hvert fald kropslyde til.

Et andet hørespil er ”Montana”, hvor Zappa næsten i endnu højere grad er fortæller frem for sanger, men uden at glemme musikken som ingrediens. En fanfare og nogle meget aktive trommer indleder nummeret, som hurtigt herefter falder til to i en backing, der giver masser af plads til Zappas recitation. Backingen er nærmest som et lille cirkusorkester med små musikalske kommentarer til teksten. Og med forvrængede, næsten manierede, svar-kor. Midt i det hele en karakteristisk ”væg-til-væg” Zappa guitarsolo. Mange toner der fylder ”rummet” totalt ud. Soloen afløses af et stramt komponeret temastykke fremført af marimba og manipulerede kvindestemmer. Herefter er vi tilbage i fortællingen og de rolige vers. Nummeret slutter med den gentagne tekstlinie ”Moving to Montana soon”, som fremføres af stolte korstemmer. ”Montana” er et mix af fortælling, humor, komposition og improvisation.

Roxy & Elsewhere. 1974.

Legendarisk Zappa-album med et af de bedste, måske det bedste, liveband i hele hans karriere. Albummet udkom som dobbelt-LP i 1974. De fleste optagelser er fra en række koncerter på Roxy Theater i Hollywood i december 1973, og siden blev et par andre optagelser samt overdubs føjet til i studiet. Line-up tæller bl.a. George Duke (keyboards), Chester Thompson (trommer), Tom Fowler (bas) og Ruth Underwood på percussion. ”Roxy” er ualmindelig velspillet, optaget og redigeret. Bandet spiller virtuost og overlegent, men det er ikke gold virtuositet. Der spilles og synges med varme og glød. Og Zappa selv er i sit es som overall-kapelmester, guitarist, sanger og entertainer. Zappa turnerede meget med denne konstellation og besøgte også Danmark i august 1973 og september 1974 begge gange i KB Hallen.

De tre numre ”Village of The Sun”, ”Echidna’s Arf” og ”Don't You Ever Wash That Thing?” udgør hele side to af ”Roxy”-albummet. ”Village of The Sun” er et raffineret popnummer med en iørefaldende melodi og nogle charmerende, næsten Beatlesagtige dobbeltvokaler. Nummer går direkte videre i det instrumentale ”Echidna's Arf” med hæsblæsende temaer og komplicerede unisonstykker alt sammen leveret med et imponerende musikalsk overskud og spilleglæde. Sekvensen slutter med ”Don't You Ever Wash That Thing?” Her er der tale om både komponerede passager og improvisationer, der sætter enkeltmusikerne i fokus. Ganske magisk er keyboard-spilleren George Duke og hans stor-swingende Fender Rhodes solo langt inde i forløbet.

Sheik Yerbouti. 1979.

Dobbelt-albummet med det fantastiske nærbillede af Zappa som sheik er en milepæl i hans værk. Bemærk i øvrigt at titlen med stor selvfølgelighed kan udtales ”Shake your booty” - med garanti ikke et tilfælde. Hér spiller Zappa med et af sine 'gyldne bands', og dem har der været mange af i tidens løb. Med i bandet er bl.a: Tommy Mars og Peter Wolf (keyboards), Terry Bozzio (trommer), Patrick O'Hearn (bas) og Ed Mann (perc.). De – og han – spiller og synger som en drøm - både i studiet og live.

Sidste skæring på ”Sheik Yerbouti” er den tolv minutter lange tour-de-force ”Yo Mama”. Det er én af dem, hvor Zappa på virtuos vis kombinerer studie og live. Live-afsnittene er dels optaget i Hammersmith Odeon, London, og dels (guitarsoloen) i nærheden af Nürnberg i Tyskland. Efter en glasklar (og sjov) indledning kommer første orkestrale kulmination ved ca. 1.40. Og fra 2.00 spiller Zappa en meget personlig solo. Backingen er ret statisk gennem hele soloen og harmonisk så enkel, som det er muligt. I næsten hele forløbet spiller bandet kun i én og samme akkord frem til kulminationen af afsnittet, hvor der er to akkorder.

I begyndelsen af soloen er der fuldstændig ro, bandet lægger nærmest et lydtæppe ud under Zappas eksplosive guitar. I løbet af et par minutter bliver trommerne mere aktive og pulserende. Men det er stadig et ganske enkelt fundament under Zappas guitar-udfoldelser, der til gengæld er farvestrålende og går i mange retninger. Først otte(!) minutter senere vender vi tilbage til vokalen og det, vi kender fra starten af ”Yo mama”.

The Yellow Shark - Zappa og den moderne kompositionsmusik. 1993.

Igennem hele sin karriere nævner Zappa Edgar Varese og Anton Webern som store inspirationskilder. Stravinskij har også betydet meget for ham. Allerede tidligt i Zappas karriere dukker der små fragmenter af moderne kompositions- musik op på hans albums, ofte blot i helt korte passager, men de ér der. Stramt komponeret musik spillet på akustiske instrumenter. Mon Zappa var både ydmyg overfor og misundelig på de moderne klassiske komponister og ensembler midt i al sin egen succes som fandenivoldsk komponist, musiker og entreprenør?

Under alle omstændigheder bruger han i sine sidste leveår meget tid på netop kompositionsmusikken, og det bliver bl.a. til "The Yellow Shark" sammen med den hæderkronede gruppe ” Ensemble Modern”.

"Dog Breath Variations" og "Uncle Meat" topper pladen, for pudsigt nok er det Zappas arrangementer af eget materiale fra hans "normale produktion", der står stærkest på albummet. "Dog Breath Variations" og "Uncle Meat" er markante Zappa-kompositioner med kant, humor og vilje på en gang.

Oprindeligt for 40- mandsorkester i en udgave fra 1977 og siden omarrangeret et par gange til mindre orkesterstørrelser.

”Dog Breath” og ”Uncle Meat” er rytmisk aktive og ofte i ”skæve taktarter”. Oven på disse rytmer er der en række melodier, som bevæger sig hastigt. Både fordi de er hurtige, og fordi de har stor amplitude, dvs. masser af melodiske spring op og ned. De bliver spillet med stort overskud af Ensemble Modern.

Svagest er Zappa, når han vil være hardcore modernist a la komponister fra 1970'erne. Så er musikken mere konstrueret, end den er egentlig god.

Afslutning

Frank Vincent Zappa blev desværre kun 52 år. Når han var allerbedst, repræsenterede han artistisk integritet på højeste plan. En del af hans tanker og ideer har stadig klangbund i dag, og heldigvis for de mange fans efterlader han en kolossal produktion, der giver mulighed for intens fordybelse mange år ud i fremtiden. Der er meget godt at huske manden med moustachen for, og vi har hermed forsøgt at give vores bidrag. I øvrigt præsenterer vi i 2013 rundt omkring i landet en række temadage om Frank Zappa, hans musik, tekster og hele koncept. Fra tidlige ”Mothers Of Invention” i midt-60'erne og frem til de sidste udgivelser i starten af 1990’erne. Ydermere sættes der fokus på Frank Zappas politiske aktivisme og ambitioner i 1980’erne og 1990’erne og hans dybfølte kamp for kunstnerisk frihed og retten til at ytre sine meninger.

 

Billedet øverst af Frank Zappa er en bearbejdet version af et foto hentet fra Wikipedia. Mothers of invention, Theatre de Clichy, Paris, 1971 – Author: Jean-Luc.