En skyldig hyldest

Af Karin Petersen
Den elektroniske komponist Else Marie Pade (1924-2016) er den tredje i rækken af glemte, ukendte danske komponister, som forlaget Multivers har udgivet små læseværdige biografier om.
De to første udkom i 2018 og omhandler henholdsvis Ludolf Nielsen, skrevet af Jens Cornelius, som også er seriens redaktør, og operakomponisten August Enna af Steen Chr. Steensen. Også bind fire er udkommet i 2019 og omhandler de kvindelige komponister Hilda Sehested og Nancy Dalberg, skrevet af Lisbeth Ahlgren Jensen.

Og i det selskab må man jo sige, at Else Marie Pade bestemt ikke længere er hverken glemt eller ukendt. Vi kender alle forsidebilledet af den milde unge kvinde i den blomstrede skjortebluse og med ulastelig halvtredserfrisure (billedet er beskåret, så man ikke ser den altid tændte cigaret i venstre hånd), som sidder og drejer på knapperne i DR’s lydlaboratorium, og mener at have hørt brudstykker af hendes ‘elektronmusik’, som hun under et betegnede sine elektroniske og konkretmusikalske værker. Billedet må i øvrigt være taget i pr-øjemed, for som det også fremgår af bogen, måtte Else Marie Pade ikke selv betjene udstyret. Det krævede en teknisk uddannelse.
Det er ikke mindst Henrik Marstals egen fortjeneste, at Else Marie Pade er trådt ud af de glemte komponisters rækker. Det var hans og Ingeborg Okkels’ portrætartikel i Dansk Musik Tidsskrift i 2001, som gjorde det klart, at vi havde fundet ‘the missing link’ til datidens unge danske elektroniske komponister, såsom Hans Sydow, Ejnar Kanding, Bjørn Svin, Jens Hørsving og Thomas Knak, som da også straks kastede sig over at udgive og remixe hendes hovedværker. Else Marie Pade blev udråbt som den unge generations ‘techno-bedstemor’ og ‘kultkomponist’.

I den brede offentlighed var det dog først og fremmest hendes farverige livshistorie og person, som gjorde hende kendt. Især barndommen, hvor hun som følge af en langvarig nyrebækkenbetændelse er bundet til sengen og opøver en sjælden evne til at lytte til omgivelsernes lyde, som bliver til musik og ‘hørebilleder’ for hende. Og ungdommen, hvor hun som medlem af en kvindelig modstandsgruppe bliver taget af Gestapo og sidder fængslet, først i Århus, siden i Frøslevlejren, og hvor hun ridser et nodesystem ind i cellevæggen med sit hofteholderspænde og lover sig selv, at hvis hun overlever, vil hun beskæftige sig med musik.
Det er dog ikke Else Marie Pades dramatiske forhistorie, som Henrik Marstal beskæftiger sig med i sin biografi, til forskel fra de to tidligere biografier: Andrea Baks Else Marie Pade. En biografi, og Troels Donnerborgs Klangen af en stjerne. Historien om vidunderbarnet, Else Marie Pade, der voksede sig stærk i nazisternes fængsel og blev Danmarks første elektroniske komponist, begge udgivet i 2009.

Som nær ven har Henrik Marstal, her efter Else Marie Pades død i 2016, udformet biografien som “en skyldig hyldest til et menneske, hvis musik og musikopfattelse har inspireret mig”, som “drager fordel af, at jeg har kunnet basere min opfattelse af hende på personlige erfaringer […] og af “den privilegerede adgang, jeg skulle få til hendes liv såvel som til værkerne og de overvejelser, der lå bag dem” […]. Det bevirker, medgiver forfatteren, at han ikke altid kan være helt sikker på at fremstå uvildig i sine vurderinger af Else Maries musik og livsforløb.
Det er således først og fremmest musikeren og komponisten ”Else Marie”, som forfatteren ønsker at skildre, i en “systematisk og kronologisk fremstilling, som hidtil har manglet […] også i de to antologier med biografiske gennemgange, interviews, værkanalyser m.v.: Else Marie Pade. Livet i et glasperlespil (2005), redigeret af Hans Sydow, og Else Marie Pade og Symphonie magnétophonique (2006), redigeret af Inge Bruland”. Forfatteren efterlyser endvidere et “egentlig kritisk perspektiv på tingene”, som han selv forøger at råde bod på i kapitlet “Hvilken technobedste? Genopdagelsen set i et kritisk lys. 2001-2009”, hvor det altså ikke er Pade selv, men receptionen af hende, som underkastes et kritisk perspektiv, og i sine afsluttende ‘tematiske læsninger’ om “Den kønsmæssige dimension”, og “Den populærmusikalske forbindelse”.

Bogen er endvidere “delvist forskningsbaseret”, idet den inddrager et kildemateriale, som enten ikke tidligere har været tilgængeligt, eller som hidtil ikke har været bragt videre aktivt i spil. Det gælder en omfattende mængde dokumenter fra hendes private arkiver, som i 2018 er kommet det danske musikforlag Edition S i hænde, og hendes private scrapbog med kronologisk ordnede udklip fra perioden 1954-1985, dokumen­tarer tilgået på de to sites Mediestream og Dansk Kulturarv, DR’s databaser, en række håndskrevne partiturer, og endelig er bogen baseret på interviews med personer, som på forskellig vis har befundet sig tæt på Else Marie Pade, herunder hendes ældste søn, Morten Pade, og hans ældste datter, Lærke Pade.
Biografien, som er på 144 sider, er inddelt i seks kronologiske kapitler, foruden et forord, en indledning, en tak, samt det førnævnte ‘kritiske’ kapitel om genopdagelsen og de to ‘tematiske læsninger’: “En komponist træder an – den akustiske Else Marie Pade. 1944-1954”, “’Båndmusikken’ – en ny musik til en ny tid. 1948-1955”, “På jagt efter lyde – stjernetiåret og karrierens hovedværker. 1955-1964”, “Nedtælling til et karriereophør – elektronmusikken mister sin nyhedsværdi. 1965-1970”, “Et kontemplativt komponistliv med kz-syndrom – mellem tro og tavshed”, og “En pioner tager langsomt afsked – elektroniske udklingninger. 2010-2016”.
Desuden rummer bogen en udførlig værkfortegnelse, diskografi samt oversigt over dokumentarfilm.

Skildringen af Else Marie Pades musikalske liv og levned er både oplysende og underholdende: Som 16-årig er hun forsanger i det århusianske swingorkester The Blue Star Band, til hun finder vej ind i det mere etablerede jazz- og slagermiljø et par år senere og bliver storleverandør af slagerhits (senere leverede hun bl.a. Otto Brandenburgs bidrag til Dansk Melodi Grand Prix), sideløbende med at hun skriver   børnesange og som nygift bliver optaget på Det Kongelige Danske Musik­konservatorium som klaverstuderende, studerer komposition hos Vagn Holmboe (som hun indleder et forhold til, hvilket er medvirkende til, at hun bliver skilt fra Henning Pade og dermed enlig mor), instrumentation hos Leif Kayser, og med Jan Maegaard som mentor får lært tolvtonemusikkens principper og at komponere ud fra serielle rækker. Senere, voldsomt inspireret af den franske Pierre Schaeffers musique concrète og den tyske Elektronische Musik med Karlheinz Stockhausen i spidsen, begynder hun at bruge lydoptagelser og sinustoner som musikalsk kompositionsmateriale. Det hele kulminerer i ‘stjernetiåret’ fra 1955-1964, hvor hun ansat på DR leverer karrierens ‘elektronmusikalske’ hovedværker, såsom Symphonie magnetophonique, Syv cirkler og Et Glasperlespil, og indgår i det tværgående kunstnerkollektiv Aspect. I slutningen af 70’erne diagnosticeres hun med ‘et forsinket kz’-syndrom, siger op i DR og glider ud af offentlighedens interesse. Hun trækker sig tilbage i det katolske kollektiv Arken, hvor hun dog fortsat komponerer, ikke mindst religiøse værker, og deltager i et spændende forskningsprojekt omkring udviklingen af audiovisuelle programmer til funktionshæmmede børn, indtil hun endelig bliver genopdaget i 2001.

Skildringen er ikke rent kronologisk, der er enkelte flashbacks indimellem, ligesom den krydres med anekdoter. Både nogle, som er hentet fra øvrige biografier, og nogle, som forfatteren selv har oplevet, som da kirkens højttaler system bryder sammen under Else Maries Pades begravelse, så ritualet forvandles til en grotesk skrattende elektronisk komposition. Til tider kommer vi endog med helt bagom kulisserne, helt ind i de to venners fortrolige samtaler: ”Hun var hver gang klar i mælet: De to værter Mikael Bertelsen og Mads Brügger havde ikke villet det hende godt” (om hendes optræden i DR2-programmet Den 11. time.) Henrik Marstal er derimod loyal bogen igennem og forsvarer sin veninde indædt og, som han selv siger, ”ikke ganske uvildigt”.

Bogens egentlige fokus, Else Marie Pades musiks ”genremæssige, stilistiske og æstetiske bredde”, indvier Henrik Marstal os derimod fagligt, levende og overbevisende i.  Især hendes ubesværede omgang med populærmusikken, som forfatteren behandler i sin ‘tematiske læsning II’, mener han, med rette, ”gør hende til en usædvanlig skikkelse i 1950’erne og 1960’ernes musikkultur”.
‘Tematisk læsning I’ om den kønsmæssige dimension, som naturligvis er på sin plads, forekommer straks mere spekulativ, som når forfatteren påstår, at Carl Nielsens succes kan tilskrives, at han ”tilfældigvis var en mand”. Derimod er det helt berettiget at kaste et kritisk lys på ”den danske grundfortælling om ‘den grimme ælling-syndromet’, hvor hun i begyndelsen kun mødte skepsis”. Som Henrik Marstal pointerer, var hun ”temmelig kendt i årene fra sidst i 1950’erne til midt i 1960’erne, ikke blot som elektronisk komponist, men også som tilrettelægger, programvært, skribent og oversætter, og ikke blot herhjemme. Man får dog også et indblik i de afslag, hun senere fik fra DR om at sætte nogle af hendes projekter op, ligesom man kan læse et brev til Pierre Boulez, som hun ønskede at møde for at diskutere et værk, og som hun aldrig fik svar på.
Et andet kritikpunkt gælder brugen af udtrykket “den hyggelige ‘techno-bedste’”, dengang hun blev genopdaget, og som ganske rigtigt helt ”tog luften ud af hendes radikalitet”.

Derudover leverer bogen gode, præcise introduktioner til begreber som musique concrète, elektronisk musik, akusmatisk musik og electronica og mere tekniske termer såsom sillon fermé og svævninger.
Desuden er der indimellem mere overordnede afstikkere til musikkens samtid, såsom hvordan den konkrete og elektroniske musik overhovedet kunne opstå. Bogen svarer bl.a., og med rette, at det skal ses på baggrund af 2. Verdenskrig, hvor der melder sig et behov for at opfinde et nyt tonesprog, som var nøgternt, ikke behæftet med nazisternes heroisme og med et særligt subjektfravær. Påstanden kunne have været underbygget af den tyske filosof og musikkritiker Adorno, som i sit forsvar for den serielle musik netop her finder ‘den eneste mulige musik efter Auschwitz’.
Den konkrete musik bør desuden, ifølge bogen, og igen med rette, ses i sammenhæng med den mekaniserede og maskinelle hverdagskultur i efterkrigstiden. Og her kunne man tilføje, at den konkrete musik ikke mindst falder sammen med tv-alderen.

Da Else Marie Pade laver sit første store konkretmusikalske værk, tv-filmen En dag på Dyrehavsbakken til DR i 1954, udtaler hun: ”Jeg fik den tanke, at første gang konkretmusik blev opført i Danmark, var det sikkert kun godt, hvis den kunne glide ind med billeder – så ville man måske ikke stejle så meget over det …” Sådan siger hun i Hans Sydow: ”Alt hvad jeg lyttede til, blev virkeligheden for mig” på udstillings­kataloget og CD’en 7 cirkler fra udstillingen Lydbilleder på Museet for Samtidskunst i 2002. Det er pudsigt, at teksten ikke figurerer på den ellers omfattende litteraturliste, hvor Henrik Marstal endda selv bidrog.

En anden afstikker omhandler tiden omkring genopdagelsen i starten af 00’erne, og hvorfor Else Marie Pades livshistorie åbenbart passede ind i tidsånden omkring årtusindeskiftet. Bogen leverer igen nogle rigtige svar: en global jeg-kultur, realityshows og autofiktion var en perfekt baggrund for ”fortællingen om Else Marie Pade som den mystisk-esoteriske pioner, der var blevet hevet frem af den totale glemsel, passede som fod i hose til denne tidsånd […] Kort sagt: Det var højkonjunktur for personer, hvor liv og værk – eller privat og offentligt – ikke kunne adskilles”.
Men i den forbindelse burde man også nævne, hvor præcist Else Marie Pade personificerer den traumatiske realisme, som den amerikanske kunstkritiker Hal Foster lancerede i midten af 90’erne. Her danner det personligt oplevede traume udgangspunkt for en realisme, der ikke blot repræsenterer virkeligheden, men sætter os direkte i kontakt med den og lader den indvirke fysisk på os.
Det gør sig især gældende for Symphonie magnétophonique fra 1958, som inspireret af James Joyce’s Ulysses beskriver et døgn i én lang stream of consciousness, én lang programmatisk lydfortælling, med lydoptagelser af byens hverdagslyde, som konkretmusikalsk bearbejdes i lydstudiet, ”symbolsk indordnet”, som det står i partituret. Helt tilforladelige lyde som trin, kaffekop og skrivemaskine får ligesom trukket et ‘farvet’ filter hen over sig, så de fremstår som en symboliseret mer-realisme, hvor virkeligheden krakelerer i en ofte uhyggelig og meget personligt oplevet realisme. Men det gør sig i høj grad også gældende i ‘radiodigtet’ Se det i øjnene fra 1970. Her gentages sætningen “Hitler er ikke død” igen og igen og understreger, som Foster pointerer, at et traume aldrig kan repræsenteres, kun repeteres.

Noget helt andet er, at når forfatteren nu har “den privilegerede adgang, jeg skulle få til hendes liv såvel som til værkerne og de overvejelser, der lå bag dem”, kunne man da godt have tænkt sig at få et større indblik i Else Marie Pades værktøjskasse. Hvordan tænkte hun f.eks. forholdet mellem lyd og billede i sin poetiske montage En dag på Dyrehavsbakken, hvor hun leger med de vante musikalske funktioner? For snart fungerer lydsiden som underlægning, hvor den ikke er del i handlingsplanet, snart som incidental, hvor den indgår i handlingen, så vi ser, hvor lyden kommer fra, og snart som intercessiv, hvor en længere musik- eller lydsekvens ledsages af billedsekvenser, som ikke bestemmer musikkens form. Så selv om Else Marie Pade sandsynligvis ikke er klar over, at hun derved arbejder med musik og billeder på en måde, som vi først kender til fra værker langt senere, nemlig omkring musikvideoen fra 1980’erne, ville det have været interessant at høre hendes bevæggrunde. Også for at lægge sig meget tæt op ad de futuristiske komponisters brug af hvinen, gurglen, fløjten og lyden af et tikkende lykkehjul som kompositorisk materiale, hvilket heller ikke nævnes i bogen.

I det hele taget kunne man godt have ønsket sig et større fokus på værkernes betydningsproduktion. Men på den anden side levner de 144 sider, som Multivers har lagt op som skabelon for sine Danske komponister naturligt nok ikke plads til mere dybdegående analyser.
På den baggrund fungerer Henrik Marstals Else Marie Pade som en rigtig fin og underholdende, og samtidig faglig velfunderet introduktion til den spændende elektroniske pioner.

20-11-19

Henrik Marstal: Else Marie Pade
Forlaget Multivers, 2018
144 sider.

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.

Not readable? Change text. captcha txt

Start typing and press Enter to search