August Enna, grim ælling, smuk svane …
eller fremmed fugl?

Af Ulla Eld Vesterstrøm

Steen Chr. Steensens bog om komponisten August Enna 1859-1939, August Enna, blev udgivet i 2018 i serien Danske Komponister på forlaget Multivers. Bogens (143 sider) er udstyret både med udførlig værkfortegnelse, diskografi, litteraturliste, noter og registre over værker og navne. Det gør bogen til et godt opslagsværk. Derudover findes der både handlingsreferater og -analyser af sceneværkerne plus indgående analyser af musikken. Teksten om Ennas liv er skrevet i et ganske underholdende sprog, og de musikfaglige analyser af værkerne i et lettilgængeligt sprog, også for læsere som overtegnede uden formel musikuddannelse. Steen Chr. Steensens (SCS) bog om August Enna trækker på breve, interviews og anmeldelser i Ennas samtid. Der er altså tale om et større gravearbejde på Det Kgl. Bibliotek og Musikmuseet. Derudover har Steen Chr. Steensen lyttet til indspillede værker og studeret noder til de ikke udgivne værker. Det har været forfatterens hensigt at kaste lys over en overset og næsten glemt komponists værk og liv og at give et bud på hvorfor August Enna gik i glemmebogen. Stod han i skyggen af Carl Nielsen og modernismebølgen? Var hans musik for letbenet, for ferm for de kræsne musikanmeldere, og var han en lille hidsigprop der skabte sig fjender med sit iltre temperament? Var han for udansk? Enna skrev store musikværker. Hele 13 operaer hvoraf 11 blev opført. Han skrev operetter, lystspil, balletpantomimer, pantomimer og skuespil. Han skrev vokalværker, orkesterværker og sange til tekster af både H.C. Andersen, Heinrich Heine og Sophus Michaëlis. Der er altså tale om en omfattende og alsidig produktion.
Bogen er organiseret i seks kronologisk ordnede kapitler: “Skomagersønnen fra Nakskov”, “Fra gøgler til fuldtidsmusiker”, “Gennembruddet med Heksen“, “Enna og Andersen”, “Opera på opera” og “De sidste år – og derefter”. I det følgende gengives udpluk af bogens mange anmeldercitater som eksempler på receptionen af Ennas værker i Danmark. Hans forhold til de samtidige komponister Carl Nielsen og Rued Langgaard omtales. Men hvem var han, hvor kom han fra, og hvordan blev hans liv i musikken?

En fremmed fugl
Det hævdes at man deler flere gener med sine bedsteforældre end med sine forældre. I hvert fald blev August Enna ikke skomager som sin far, men musiker som sin farfar der var var spillemand i byen Enna på Sicilien før han stak af til Nakskov med en smuk pige. Det biografiske stof fylder en del, især i bogens første kapitler, og det giver god mening. Dels er der nogle gode historier at fortælle, og hvilken forfatter vil lade dem ligge, og dels medvirker Ennas biografi til at forstå hvordan han der skrev så meget musik til dansksproget litteratur som f.eks. H.C. Andersen-tekster, alligevel blev opfattet som “en fremmed fugl” der ikke rigtig talte, i hvert fald ikke i Danmark. Det hjælper ikke at være født i Nakskov hvis man er “hidsig som en italiener og uartig som en skomagerdreng.” Et gennemgående referencepunkt i fremstillingen er opfattelsen af Ennas iltre temperament og nogle mere tvivlsomme karaktertræk der skulle have skaffet ham mange fjender. SCS citerer og fremstiller fra sine mange kilder og undgår stort set at overtage kildernes synspunkter. Det er tydeligvis bestræbelsen at lægge materialet frem og lade læseren selv bedømme og dømme.

Enna og Andersen
“Der var engang en dansk komponist …” Allerede i forordets 2. linje introduceres komponisten August Ennas liv som et eventyr i lyset af H.C. Andersens eventyr Den grimme ælling og H.C. Andersens egen livsbane. Enna var fascineret af H.C. Andersens digtning og skrev flere værker inspireret af Andersens tekster. SCS indleder sin bog “August Enna” med et blik på Enna som en omvendt Andersen. “En smuk svane der folder sig ud og ender som en grim ælling i dansk musiklivs andegård. Måske ikke kun fordi hans romantiske stil blev overhalet indenom af Carl Nielsen-bølgen, men måske også fordi han som person kunne være genstridig, ærekær, lunefuld – og på samme tid charmerende, karismatisk og lidenskabelig”. SCS ønsker med sin bog at nuancere fremstillingen af August Ennas liv og værk, men under det fristende billede om det omvendte Andersen-eventyr, lurer de vedtagne generaliseringer såsom hans lidt for ferme håndværk og hans iltre temperament alligevel. Endte Enna som den grimme ælling i dansk musiklivs andegård og som en bitter gammel mand, sådan som SCS bebuder i forordet? “Den omvendte Andersen” er et fristende billede, men det holder faktisk ikke i SCSs egen fremstilling. Enna oplevede både succeser og fiaskoer i sit hjemland, Danmark, mens han oplevede solide succeser i udlandet, primært Tyskland. Han blev anerkendt herhjemme med et titulært professorat i 1908, hvilket bragte ham i selskab med Gade, Hartmann, Weyse, Kuhlau m.fl., og der var store interviews i dagbladene i forbindelse med 40-års jubilæet for Heksens opførelse, og igen da han fyldte 75 og 80. På 80-års dagen blev Enna fejret med opførelsen af Enna-musik både på Det Kgl. Teater, i Danmarks Radio og Tivoli.
Det biografiske spor bruges til at understøtte beretningen om August Ennas musikalske udvikling fra et yderst beskedent niveau til den i hvert fald i udlandet succesombruste komponist. SCS placerer med sin fremstilling August Enna blandt samtidens digtere, komponister og musikanmeldere primært i Danmark, det være sig venner eller fjender. Alle bliver “hørt”. Centralt i bogen står kapitlet “Enna og Andersen”. Enna identificerede sig med H.C. Andersen. Begge kom fra små kår, var skomagersønner og arbejdede sig op til berømmelse, og begge blev ugleset. Enna havde både i udlandet og i Danmark succes med sine H.C. Andersen-kompositioner. Det første H.C. Andersen-eventyr han sætter i musik som opera med succes, var Den lille Pige med Svovlstikkerne. I forbindelse med Hyrdinden og Skorstensfejeren omtales Enna som en “filmkomponist uden film”. SCS beskriver musikken som musik i miniatureformat og fortsætter: “men lytter man nærmere til den – som ser man gennem et forstørrelsesglas – så er den fuld af detaljer både i orkesterbehandling og brugen af små temaer, der vendes og drejes og skaber nye mønstre.” SCS omtaler senere Ennas musik til en pantomime med titlen Elskovs Guld og skriver at det er det nærmeste Enna kommer filmgenren. “Det er ikke blot en pantomime, men snarere underlægningsmusik til en stumfilm uden film”. Morsomt billede, men krævende for fantasien. Om Ung Elskov/Heisse Liebe lyder det: “Man kan høre Wagner i baggrunden, men stilen er mere original end et plagiat, især i den virtuose brug af mindre motiver til at illustrere følelser og situationer. Det er ikke ledemotivteknik i Wagnersk forstand, hvor temaer kan være betydningsbærende og styrende for den dramatiske udvikling. Hos Enna virker motiverne mere stemningsskabende, sådan som det kendes fra Hollywoods filmmusik i 1940’erne og frem, og han er ganske ferm til at lade dem afspejle de følelser hovedpersonerne gennemgår”. 

Læreårene
For en skomagerdreng fra Nakskov der ville være musiker, var livet fyldt med modgang, men lærerigt. Det er ikke italiensk påvirkning alt sammen: Mor sang for sine børn i Nakskov, og hun sang godt. Især husker den ældre Enna en romance af Oehlenschläger som børnene ganske vist faldt i søvn til, for der var mange vers, men noget må alligevel have sat sig. Søsteren fik et taffelklaver som den meget unge August hamrede løs på, begejstret over at der kom toner ud af det. Senere (da søster havde lukket sit klaver for ham) spillede han på et opretstående klaver på en beværtning, og så fik han ved at spinke og spare råd til at købe en lille “fiolin på afbedrag”. Han blev uddannet hos forskellige lærere i både klaver og violin og havde en overgang en ansættelse som assistent ved Det Kgl. Teater, noget af en anerkendelse af hans evner på violin. Den tidlige instrumentundervisning var den eneste undervisning Enna fik. Som komponist var han autodidakt, med store forbilleder som Wagner, Verdi og Léo Delibes. SCS anfører det paradoksale i at Enna står i stor gæld til Puccini som han bestemt ikke beundrede. “Nordens Verdi” blev Enna kaldt.
Vejen til at blive en anerkendt komponist var lang og ikke for sarte sjæle. Den gik for den unge Enna over københavnske beværtninger og omrejsende teaterselskaber, og det er her kompositionerne tager fart.  Han komponerer efterhånden musik til skuespil, vaudeviller, pantomimer, balletter, operetter og til sidst operaer. I et interview fra 1939 beskriver han en episode med Bjørneborgs Stadsorkester hvor han var violinist i sine unge år, men også vikarierede som dirigent.
“Når jeg dirigerede disse finske Musikere, sad de døddrukne bagved mig og sparkede mig atter og atter bagi, saaledes at jeg røg forover og vilde være fløjet ud over Rampen, hvis de ikke hver Gang i samme Nu havde grebet mig i frakkeskøderne og med et voldsomt Ryk halet mig tilbage, medens de fortsatte med Bryllupsmarchen af Mendelsohn-Bartholdys En Skærsommernatsdrøm.” Den dramatiske sans fejlede ikke noget.

Enna og kritikken
Med Heksen, opført på Det Kgl. Teater 1892, fik Enna sit gennembrud. Politikens kendte og respekterede musikanmelder Charles Kjerulf kalder Heksen for den eneste store danske opera, næst efter Heises Drot og Marsk, med virkelige livsbetingelser. SCS bedømmer Heksen til at befinde sig et sted mellem Wagner, Verdi og generel senromantik, og her peges igen på Ennas evne til at lade sig inspirere af andre komponisters musik; her kommer inspirationen fra Wagners ledemotiver, men uden at det kan kaldes direkte plagiat. Heksen blev en succes og solgte billetter. Kleopatra 1894 blev ligeledes en succes i København – efter en omskrivning – og en ubetinget succes i det store udland: Holland, Belgien, Tyskland, Østrig, og Letland. Johan Svendsen skriver om Ennas fremragende talent og kalder ham den unge mand der vil kunne berige vor musikalske litteratur, og som vil kunne kaste glans over sit fædreland. Men det varer ikke længe før modtagelsen af Ennas værker omtales kritisk og direkte spydigt i København. Gennemgående er det at han kaldes en ferm håndværker, og at hans hang til klangskønhed omtales nedladende, hans musik er lovlig effektfuld. Dog roses han bestandig for sin evne til begavet instrumentation, omend også denne blot kaldes ferm.
Her nogle udpluk fra de citerede anmeldelser. Det er især Charles Kjerulf fra Politiken der fører den spidse pen og kalder ham “teaterskrædderen.” Kjerulfs anmeldelse af Lamia indledes med en anerkendelse af de steder hvor passion og lidenskab får plads, og fortsætter: “Man véd, hans Smag og Ævner gaar i retning af brogede, prangende, sanseberusende Markartske Billeder. Med flot og sikker Haand sætter han dem op, saa de gør al mulig Effekt og Lykke”. Det var et eksempel på en positiv Kjerulf-anmeldelse. I forbindelse med modtagelsen af Heksen skriver Kjerulf at der i Ennas musik var “en Tendens til at være sig selv nok”, og han beklager sig over at Ennas tone er “næsten kemisk fri” for alt, hvad der hedder “nordiskhed”. Altså den fremmede fugl. Men også Gustav Hetsch har spidset pennen i teatertidsskriftet “Masken” i sin anmeldelse af Nattergalen: “… Enna har benyttet enhver lejlighed, hvor der kunde skabes en musikdramatisk virkning, til at – lade være med at benytte Lejligheden … han komponerer ikke med Hovedet eller Hjertet, men med Haanden. Og hans Haand er umådelig ferm”. Hetsch skriver ved en senere lejlighed: “Ennas Haand er umaadelig ferm. Den skriver Noder, hele Partitursider, der klinger pragtfuldt! – ned en naturlig Lethed, som vilde være en Guds Gave, hvis der var et ægte, bankende Kunstnerhjærte, der bød den at skrive, og en skolet Hjærne til at kontrollere, hvad der blev skrevet. Men det er desværre det, der ikke er.” SCS sammenfatter disse karakteristikker i billedet af en “overfladisk, beregnende, kynisk og udannet komponist”.

Enna, Nielsen og Langgaard
Ennas Suite fra 1885 blev uropført i Tivoli 1886, og Carl Nielsens Lille Suite for Strygere blev opført i Tivoli to år senere. Ennas suite blev rost for at indeholde adskilligt der tydede på både begavelse og opfindsomhed. Forskellen på de to suiters skæbne er at Nielsens blev trykt og brugt i det klassiske musikrepertoire, hvorimod Ennas ikke blev trykt, og nodematerialet gik tabt.  Enna lægger ikke skjul på sin jalousi over for Carl Nielsen og siger i 75-års-interviewet: “Carl Nielsen blev forkælet, det var hans Ulykke; mig hudflettede de, det er min Chance. Tiden skal dømme. Man skal være død, inden man bliver anerkendt her i Landet.” Fra Carl Nielsens dagbog citeres: “Traf Enna som gik med hjem og spiste Middag. Han udvikler sig ikke som Menneske og altsaa heller ikke som Musiker. Hele hans Syn paa Kunst er naivt forretningsmæssigt; bare meget færdigt!” Hårde ord.
Enna havde en kontrovers med Carl Nielsen i forbindelse med Festkantaten til Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Der var flere komponister og tekstforfattere på tale, men forløbet var uskønt og rodet før det endte med at Carl Nielsen trods tidligere afslag påtog sig opgaven. I brev til L.C. Nielsen der skulle skrive teksten, var Nielsens første afslag begrundet med at kantaten ville drukne i “det sædvanlige Ruskomsnusk med Frokost, Hurrabrøl, Kantate, Maskinspektakel, Hestevrinsken … jeg kan i Virkeligheden ikke tænke mig at de Godtfolk i Aarhus kan finde paa noget udover det sædvanlige Pjask.” Enna var begyndt at skrive musikken, men fik afslag fra borgmesteren der var blevet betænkelig ved at Enna ville komme over “for at søge grundig at reformere Musiklivet her i Byen, som trængte til at reformeres”. Så meget for det aarhusianske musikliv. Nielsens kantate blev opført så vidt vides uden videre hestevrinsken og anden ruskomsnusk. Se iøvrigt Johan Benders artikel om hele den kaotiske tilblivelse af denne kantate i PubliMus nr. 18 på www.publimus.dk. Men Enna og Nielsen forsones senere. Nielsen dirigerer Ennas Nattergalen selvom Enna offentligt har kritiseret Nielsens direktion. SCS sammenfatter forholdet mellem de to komponister med at fastslå at Carl Nielsen søgte berømmelse uden for landets grænser, men ikke lykkedes med det, mens Enna søgte anerkendelse hjemme, men ikke lykkedes med det.
Et indlæg af Rued Langgaard fra Nationaltidende 1929 citeres i sin helhed i bogen. Det omtaler tiden som en karikaturtid hvor liv erstattes med mekanik, og musik med støj. Han peger på Enna som en komponist af verdensformat og “dog netop lyrisk dansk”. Langgaard kalder det uforståeligt at en komponist af denne støbning “nærmest affejes med en hæderlig og valen Omtale”.

Den grimme ælling eller den smukke svane?
Den officielle anerkendelse af Enna som musiker og komponist begynder med tildelingen af Det Ancherske Legat i 1888 og når et højdepunkt med tildelingen af det titulære professorat i 1908, og i 1917 tildeles skomagersønnen fra Nakskov Ridderkorset. Han fik en hård dagbladskritik, ingen tvivl om det, og det kan have været en medvirkende årsag til at hans værker forsvandt fra det klassiske repertoire, og til at teatrene ikke satte hans stykker op. Han stod givetvis også i skyggen af den populære Carl Nielsen. Men SCS har med sit indsigtsfulde arbejde ydet et godt bidrag til at trække Enna ud af glemslen. Den Jyske Opera satte i år Ennas Kleopatra op med succes hos både anmeldere og publikum. Det kan nok være at Enna ikke var populær hos kritikerne – eller det danske publikum i sin samtid. Men han var nu ingen grim ælling i det københavnske bybillede. Han var dus med tidens store digtere, Helge og Ove Rode, Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen der driller ham, og Holger Drachmann. Enna korresponderede med hele den litterære fortrop både i Danmark og udlandet før og efter århundredskiftet. Flere var i spil som tekstforfattere til hans musik, og det antydes at Enna nok var mere omhyggelig i omgangen med potentielle tekstforfattere end med sine musikkolleger der jo altså også var konkurrenter. Enna havde sine støtter, han havde venner og fjender. I 40-års-jubilæumsinterviewet bliver Enna spurgt om han følte sig skuffet og bitter, og han svarer: “Nej, det kan jeg forsikre Dem om, at jeg ikke gør. … Vil de ikke spille mine Ting, saa kan de minsandten la’ vær’!” Han opregner hvor mange steder i verden hans musik faktisk spilles, han glæder sig over sin prægtige (ny og unge) kone. Han taler om sine elskede små stuer. Når han virkelig skal skeje ud, siger han, går han på Restaurant Wivex og lytter til musikken, og her løfter han så lige fjervingen og hvæser:  “Det er det bedste Orkester og det smukkeste lokale, jeg kender … og det er meget bedre, end at gaa i Det Kgl. Teater!” Hvis han blev bitter på sine gamle dage, var bitterheden rettet mod Det Kgl. Teater. Men i øvrigt omtales den gamle Enna som både blid og vennesæl.
Bogen August Enna er en fint afbalanceret tekst om den (næsten) glemte komponist August Enna. Forfatteren navigerer sikkert i de oprørte vande der bølgede om Enna i hans samtid i Danmark. Enna oplevede successer i Danmark, men efterhånden blev det reglen at anmelderne bed, publikum udeblev, teatrene var afvisende, mens August Enna mødte stormende bifald i udlandet. Det er den korte historie om skomagerdrengen der blev komponist. Bogen har en bred målgruppe. Alle med interesse for scenemusik og for den farverige person der skabte den, vil have glæde af at læse den.

17-09-19

Steen Chr. Steensen
August Enna
Multivers, 2018
144 sider.

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.

Not readable? Change text. captcha txt

Start typing and press Enter to search