LÆSERBREVE

Her på denne side publicerer vi løbende jeres læserbreve.
Bidrag sendes i Word til redaktøren carlerikkuhl@gmail.com

Hitchcock, Herrmann og Korngold – et par fodnoter

Thomas Teilmann Dams fine og interessante artikel (PubliMus juli 2018) om Hitchcocks Vertigo og Bernard Herrmanns musik til den kunne suppleres lidt:
Erich W. Korngold nævnes flere gange som filmkomponist, men der nævnes intet om de klare paralleller mellem hans opera Die Tote Stadt fra 1920 og Hitchcocks film: kvinden der dør og genopstår, iscenesat af manden i hans maniske sorgarbejde. Ellers oplagt, skulle man mene?
Det var i hvert fald en pointe i instruktøren Günter Krämers overbevisende og -rumplende opsætning af operaen fra for snart 30 år siden, som jeg så i Düsseldorf i ’92 i en genopsætning. Her var  Marie/Marietta, fremstillet af en ung Cynthia Makris, iscenesat som Hitchcocks Judy/Madeleine (Kim Novak) i maskering, kropssprog m.m. (Jeg overværede få år senere samme Makris som Tosca i Paris, og kunne konstatere at hun på ingen måde ligner Novak – men det kom hun altså til hos Krämer).
Man kan læse lidt mere her, i forbindelse med en amerikansk forestilling iscenesat af Mikael Melbye – formentlig en videreudvikling af hans opsætning i Århus for nogle år siden:

https://www.operanews.com/Opera_News_Magazine/2014/3/Features/Out_of_the_Shadows.html

Parallellen til Korngolds opera nævnes i det hele taget ret ofte, f.eks. også her:

https://www.nytimes.com/1996/10/06/movies/the-music-that-casts-the-spells-of-vertigo.html

Jeg mener at kunne huske at nogen har påvist en faktisk forbindelse mellem operaen og filmen via en af Hitchcocks manuskriptforfattere; desværre har jeg ikke kunnet finde en præcis henvisning.
Thomas Teilmann Dam har i øvrigt nok ret i at Herrmanns musik er ganske forskellig fra Korngolds, skønt de begge skatter til tysk romantik m.m.
En del af den (Prelude og Scène d’Amour) er indspillet også på en spændende CD  fra 2012, hvor John Mauceri dirigerer vores eget Radiosymfoniorkester & -kor: Music for Alfred Hitchcock, Toccata Classics TOCC 0241.
Her er desuden musik af Franz Waxman (bl.a. Rebecca), Dimitri Tiomkin (bl.a. Strangers on a Train) og Arthur Benjamin (The Man Who Knew Too Much). Sidstnævnte drejer sig om en kantate instrumenteret af Herrmann, der også har skrevet en koncertouverture til samme film, her indspillet for første gang, foruden musik til North by Northwest og Psycho. Alt sammen fortræffeligt spillet & sunget (af Klaudia Kidon og koret).

Ole Meyer
13.07.2018

Svar fra Thomas Teilmann Damm

Kære Ole Meyer!

Tak for dine kommentarer til min artikel om Bernard Herrmanns musik til Hitchcocks Vertigo. Det er altid en glæde når nogen læser hvad man har skrevet opmærksomt og med interesse!
Som du er også jeg stødt på referencer til Korngolds Die tote Stadt i litteraturen om filmen, og der er bestemt interessante paralleller mellem de to værker. På væsentlige punkter er de dog også meget forskellige, især hvad angår den “gensidige ulykkelige kærlighed” jeg finder i filmen – et begreb jeg har lånt fra Denis de Rougemont, og som i høj grad er Hitchcocks og hans manuskriptforfatteres “tilsætning” til Boileaus og Narcejacs romanforlæg.
I den forbindelse må jeg sige at jeg ikke kan erindre at have læst at Korngolds opera skulle have haft en direkte indflydelse på filmmanuskriptet. Jeg kan tage fejl, og jeg har ikke litteraturen ved hånden til at tjekke efter. Transformationen fra roman til film drejede sig først og fremmest om at flytte handlingens miljø fra Paris til San Francisco, mens handlingselementerne som sådan i høj grad forblev intakte – og de følger bogen, ikke operaen.
Der var dog et større, kontroversielt indgreb, Hitchcock foretog: Midtvejs afsløres det for filmens publikum at hele handlingen indtil da bygger på Elsters intriger, at Judy spillede rollen som Madeleine, og at Scottie er blevet ført bag lyset. Dette indser han først selv helt ved filmens slutning. Her afviger film og roman markant fra hinanden. Jeg tror at Hitchcock gjorde det rigtige, men der var flere på produktionesholdet der mente at han burde have gemt chokket til sidst. Men hans interesse var ikke chokket som sådan, men det lys der kaster over Scottie, vores interesse i ham, vores spændingsfyldte afventen hans reaktion.
Jeg er ikke tilstrækkelig fortrolig med Die tote Stadt til uden videre at afgøre om denne Scotties “opvågnen” svarer til Pauls i operaen, men det kunne måske være et interessant emne i sig selv at sammenligne hvad man måske lidt kunstigt kunne kalde “opvågnenens dramaturgi” i de to værker? En idé til videre undersøgelse?

Mange venlige hilsner
Thomas Teilmann Damm
16.09.2018

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.

Not readable? Change text. captcha txt

Start typing and press Enter to search