Ham vi alle kender så godt – uden at vide det

Af Carl Erik Kühl

Den sky romantiker

Engang hvor jeg holdt et foredrag, der ikke handlede om musik, bad jeg tilhørerne medvirke i en musikhistorisk test. Jeg delte en side ud med navnet på 32 sange, spillede dem i tilfældig rækkefølge og bad folk synge med hver med sit næb – hvis de kendte melodien. De fleste kendte mindst 25, og melodierne var – naturligvis – af Kai Normann Andersen. Folk kendte m.a.o. flere melodier af ham end af Carl Nielsen eller for den sags skyld salmer af Grundtvig. De vidste bare ikke, at de var af ham, eller blot at de var af en og samme komponist. Der har hidtil heller ikke eksisteret en bog om Kai Normann Andersen. Det gør der nu. Det har forfatterne Finn Gravesen og Jakob Faurholt sørget for med udgivelsen af pragtværket Den sky romantiker. Komponisten Kai Normann Andersen.
    Bøger om store kunstnere plejer at få suffikset ”Liv og værk”. Gravesen og Faurholt kalder det store hovedafsnit (næsten halvdelen af bogen) ”Værk og liv”, idet der om Kai Normann Andersen selv er meget lidt at fortælle. ’Den sky romantiker’ kalder de ham, og under læsningen opdager man også hurtigt, at det med ’sky’ passer godt. (Romantikeren er ikke helt så indlysende.) Kai Normann Andersen undgik offentlighed og fortæller kun få gange om sig selv til en journalist. Men han omtales af alle som den samme venlige mand, der spredte en god stemning omkring sig ved sin måde at være på – og selvfølgelig: med blot et par akkorder fra klaveret. Han var fleksibel i samarbejdet, og han leverede til tiden.
    Var Kai Normann Andersens liv udramatisk, lever han tæt på et stykke dramatisk danmarkshistorie. Fra midten af 30’erne og under besættelsen arbejder han nært sammen med de kulturradikale, især PH, og i den periode skriver han nogle af sine mesterstykker. (Se PubliMus 34, Michael Fjeldsøe, Søren Schou og Carl Erik Kühl: ”Kulturradikal musik – en rundbordssamtale”.) Hvad mente Kai Normann Andersen selv om de dele? Var han selv kulturradikal? Det har han aldrig udtalt sig om, og det kan man jo heller ikke høre på hans musik. Men han valgte selv, hvis forfattere han ville tonesætte. Og han var eminent loyal over for ethvert tekstforlæg og indlevet i enhver solist, der skulle synge sangene.
    Kai Normann Andersen blev født i København 1900 som søn af en akademibetjent på det nyligt åbnede Charlottenborg. Tidligt kom han til at brænde for musikken, og talentet var åbenbart. Dog satsede han ikke i første omgang på at blive noget ved musikken, men fik en læreplads i folioafdelingen i Handelsbanken. Men med det job var musikeren Kai Normann Andersen heldig. Det fyldte ikke flere timer i hans dagligdag, end at han kunne få tid til at modtage undervisning i musikteori og klaverspil, tilbringe et par timer med noder og nodepapir ved klaveret derhjemme hver dag og om aftenen i revyen, som han kom til at brænde for i hele sit liv.
    Allerede 17 år gammel begyndte Kai Normann Andersen at komponere revymelodier, men det er ikke helt nemt at rekonstruere oeuvret fra begyndelsen, al den stund det dengang blev præsenteret under en andens navn, gerne en stjerne, fx den store Olfert Jespersen. Det var tidens kutyme – der skulle jo sælges billetter. Men et eller andet må han have kunnet og vist, eftersom han allerede i 1920 kom af sted som kapelmester på landsturné. Og da bankdirektøren tilbød ham en fast stilling efter udstået læretid, kunne han trygt afslå. Kai Normann Andersen fortæller – og det er en af de få gange, han fortæller offentligheden noget om sig selv – at han som kapelmester kunne tjene det 8- eller 10-dobbelte!
    I 1924 får Kai Normann Andersen sit gennembrud med ”Du gamle måne”, og snart indtager han den store plads i dansk populærmusikhistorie, vi i dag tilskriver ham med den største selvfølgelighed. Herefter er det egentlig kun værket, der fylder i forfatternes fremstilling. I den personlige biografi er der nemlig ikke så meget mere at komme efter. 1920-1936 er han gift med den norskfødte skuespillerinde Bergliot Skands, men allerede i 1932 finder han sammen med skuespillerinden Ellen Gottschalck, til hvem han også har skrevet et betragteligt antal af sine melodier. Og fra 1936 og helt til komponistens død i 1967 bor de sammen på Gl. Kongevej på Frederiksberg, og de udgør iflg. alle, der har kendt dem, et lykkeligt og godt par. Kai var blid, men nok også lidt veg og trængte til ro for at skabe. Ellen var handlekraftig og praktisk, hun var ”dørvogteren”, der ryddede dagens almindelige bekymringer af vejen for Kai. (Under besættelsen gemmer man vist nok våben i kælderen, men det er kun Ellen, der ved om det!)
    Forfatterne giver en grundig gennemgang af den københavnske revyhistorie helt fra 1849 til og med Kai Normann Andersens tid. Da den 17-årige Kai Normann melder sig på banen i 1917 – altså samme år som han starter i banken! – foregår det på det traditionsrige Nørrebro Teater. I 1923 begynder han også at levere til udstyrsrevyerne på Scala og i 1925 til kammerrevyen Co-optimisterne (hvor han også selv medvirker).
    Fra slutningen af 30’erne og især under besættelsen får revyen sin helt særlige storhedstid. PH og kredsen om tidsskriftet Kritisk Revy kidnapper den visnende og – synes de – ”reaktionære” genre og gør den til et kulturradikalt projekt. ”More og mene” lyder devisen. Skarpere endnu: ”Hvis vi fornærmer uden at more, var det omvendte dog værre.” For mange af os betegner et hold som Liva Weel, PH og Kai Normann Andersen noget ganske enestående. Sange som ”Man binder os på hånd og mund” (1940) og ”I dit korte liv” (1941) er mesterstykker, som ovenikøbet traf noget hos folk, der ikke hørte til tidens almindelige revypublikum. Men tekstforfattere (hvorfor ikke kalde dem digtere?) som Ludvig Brandstrup, Børge og Arvid Müller, Viggo Barfoed og Mogens Dam og skuespillere som Marquerite Viby, Sigrid Horne Rasmussen, Osvald Helmuth bør nævnes i samme åndedrag.
    Allerede fra slutningen af 20’erne var det i en periode gået tilbage for både revy og teater i almindelighed. Folk havde fået dårligere råd, og den nye tonefilm overtog en del af publikum. Kai Normann Andersen var straks på hjemmebane – og blev der – og i 30’erne skriver han musik til 23 af de 77 film, der bliver produceret, især lystspil og folkekomedie. Allerede i 1932 får han sit gennembrud som komponist af filmmelodier. Det sker med filmen Odds 555. Den er det nok kun entusiaster, der kender i dag. Det er sangene fra filmen, ”Glemmer du” og ”Gå med i lunden”, man kender, men først og fremmest pga. Liva Weels foredrag. Det er også blændende. Hendes fornemmelse for Kai Normann Andersens musik er eminent, men det samme gælder Kai Normann Andersens fornemmelse for Livas stemme og hele musikalske og dramatiske fremtoning. Altså – igen godt eksempel på en sang af Kai Normann Andersen, som mange kender uden at vide, at det er ham, der har komponeret den.
    Kai Normann Andersens hovedværk som filmkomponist er uden tvivl operettefilmen Mød mig på Cassiopeia (1951), hvor figurer fra klassisk mytologi dukker op og blander sig i livet i en moderne verden. Mindst seks af sangene hører til Kai Normanns kendteste, og denne gang skal de nævnes: ”Musens Sang”, ”Den allersidste dans”, ”Gå ud og gå en tur”, ”Alene med en yndig pige”, ”Løft din hat og sving din stok”, ”Da Tittina gik til bal!” Skuespillerne ligeså – især da flere af dem også genfindes på den lange bane i Kai Normann Andersens værk: Bodil Kjer, Poul Reichhardt, Lily Broberg, Ellen Gottschalck, Ib Schønberg og Johannes Meyer. Da Nordisk Film mange år senere udgiver filmen på dvd, skriver de: ”Kai Normann Andersens pragtfulde musik … spiller den egentlige hovedrolle.” Ja, og det er den, folk husker – sangene og sangerne – nu hvor dramaet selv er svært at tage alvorligt.
    Den amerikanske pianist Bill Charlap (f. 1966) har engang sagt det: ”What’s the secret to a great popular song? It must be melodically simple and harmonically attractive.” (s. 48) Det passer også på en sang af Kai Normann Andersen. Den er både karakteristisk, genkendelig og let at synge (og dog kun sjældent triviel, bør man tilføje). Som publikum nynner man den på vej hjem fra teatret og har samtidig de veldrejede, undertiden sublime, harmonier (som især er vigtige for musikerne) med sig ”i maven”. Og – tilføjer forfatterne – i dansk regi skal sangens indhold være vedkommende, så man får lyst til at tilslutte sig fællesskabet ved at synge med.
    Forfatterne gør fint rede for, hvordan Kai Normann Andersen i sine sange gør mere ud af at være talenær end på ”bare” at følge digtets metrum (”da-dum-da-dum”). I flere tilfælde diskuterer de også, om det mon er teksten eller musikken, der er skabt først.
    Når Kai Normann Andersen skal komponere en sang, er der en ting, han gerne har for øje, allerede inden han sætter den første node: Hvem skal synge den? Han formulerer det således: ”Marquerite Viby skal have en prikkende melodi, Liva Weel skal have en bred og frodig, og så er der Ellen Gottschalch, hun skal have den i høj grad med melodi og skal kunne dvæle på den, det er hendes kunst, og der ligner hun hverken den ene eller den anden. Hun er kun sig selv.” (s. 60)
    Kai Normann Andersen arbejder ikke med jazzen som ledetråd, men – i lighed med samtidens amerikanske evergreen-komponister – nok med jazzen i ørerne. Han er indforstået med, at arrangøren vælger tempo og giver satsen den swing, han vil for evt. at ”jazzificere” musikken. Det er i udførelsen, det skal foregå. Det skal musikken kunne holde til. Det kan den også! Til gengæld viser forfatterne med stor grundighed, hvorledes Kai Normann Andersen får en rigdom af musikalske udtryk ud af at ”dreje på” grundkarakteren af de tre standarddanse vals, tango og foxtrot.
    I lighed med mange andre af tidens populærkomponister arrangerer han ikke selv. Det er et håndværk, man efter traditionen – fra før Mozarts tid – godt kan skille fra kompositionen. Han benytter heller ikke becifring. Han afleverer sin klaversats, og så virker det tydeligvis!
    Kai Normann Andersen favner vidt i stil og genrer, og de allerfleste danske musikelskere har deres favoritter i hans værk. Det er jo den samme komponist, der har skrevet ”Den gamle skærslippers forårssang”, ”Gå med i lunden” og ”I dit korte liv” – ja, og det er Kai Normann Andersens sørgemarch (komponeret til Kjeld Abells skuespil Silkeborg), der spilles ved kong Christian X’s båre i 1946 og ved den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtofts i 1955!
    Selv dør Kai Normann Andersen fredeligt i 1967, og vi står i 50-året tilbage med et spørgsmål, der leder tilbage til min ”musikhistoriske test”. Jeg manglede at fortælle, at deltagerne alle tilhørte 60+ segmentet. Hvordan ville testen være faldet ud, hvis de havde tilhørt generationen efter? Og hvordan vil den falde ud, hvis nogen finder på at teste de samme tilhørere, når de selv har rundet de 60? Forfatterne indlader sig ikke på den diskussion. De har nok deres forhåbninger. Det er vi mange, der har.
    Den sky romantiker er en uhyre velskrevet bog. Den er præget af stor grundighed, men holdt i en flydende og let tone: Den både morer og mener. Folk skal også kunne læse den med meget forskellig baggrund og interesse for fænomenet Kai Normann Andersen. Og har man mod på at gå lidt tættere på et par af sangene, har forfatterne tillige præsenteret en række analyser, hvor der er noget at komme efter både for læsere med og uden nodekundskab. Det er jo nemt at komme til at høre Kai Normann Andersens evergreens på fx Spotify eller YouTube.

    En række kapitler går et par spadestik dybere end den løbende fremstilling. ”Ud ad tangenten” har forfatterne kaldt dem og trykt dem på gråt papir, så de kan springes over. For mig har de i alt fald ikke været mindre spændende. Læs fx om teatercensuren(!) fra den blev indført i 1853 til dens endelige afskaffelse i 1954. Læs især om den sidste teatercensor, der minsandten hed Normann og med stor dygtighed – han var selv magister i litteratur – fik revyforfatterne, fx PH, til at rette deres pointer og formuleringer til, så et dansk publikum forstod de finere hentydninger, mens besættelsesmagten fandt dem harmløse. Hermed bliver bogen rimeligt nok også kompliceret at finde rundt i, og man kunne godt ønske sig en mere detaljeret oversigt med titler og sidetal på både kapitler og underafsnit. Til gengæld benytter man med stort udbytte den biografiske oversigt. Også illustrationerne bør nævnes. De er spændende og velvalgte, nogle er ikoniske, andre er vist nyopdagelser(?), alle er i flot tryk.

Finn Gravesen og Jakob Faurholt:
Den sky romantiker.
Komponisten Kai Normann Andersen

Forlaget Clemmer du 2016.
342 sider

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.

Not readable? Change text. captcha txt

Start typing and press Enter to search